Suggestionik

Har vi brug for en metapolitik?

2011-09-14T12:54:00.000-07:00

Jeg skynder mig lige at sige det: jeg tror sgu jeg stemmer blankt!

Så før du beslutter dig for, at jeg er enten liberterianer eller kommunist, så tag imod dette råd fra mig og Les Grossman:

Literaly

Og hvis du kun har valgt at læse det her, for at bekræfte dig selv i, hvad du allerede er, så fanger du slet ikke pointen, og jeg ønsker ikke du læser videre…

Hvis du derimod er med på en ekskursion væk fra de, der har fundet sandheden, og i stedet i retning af de, der leder efter sandheden, så bliv. Læs. Tænk. Vær uenig. Whatever…

"Do you not see, how you all have been fooled and misguided, and now do the bidding of the very same people, who fool and manipulate you? For once, just pause and think: is this really the only truth I am allowed?"

Jeg synes vi har nået et all time low i denne valgkamp. En stor del af det er tilegnet en eroderet debatkultur. Men en tunge på vægtskålen har også været valgkampens tema: finanskrisen. Og og og! Hvad med medierne? Whatever…

Hele skuespillet er hensat til en kamp mellem to scenefløje, der vil hver deres løsning på alles problem. Det økonomiske problem. Det i sig selv gør det til alles problem. Mit problem. Dit problem. Måske mærker du det allerede på (penge)pungen? Whatever…

Vi bliver nødt til at starte ved sandheden. Ved at finde en definition på den. Ja, medierne spiller en meget central rolle her, men det er din egen skyld. Det er kompleksitetens skyld. Og det er lobbyismens skyld.

I ”Grundrids af metapolitiken” skriver den franske filosof Alain Badiou:
”Hvis det offentlige rum af meninger er det eneste, der findes, hvordan kan disse meninger da komme til at indgå i en diskussion?” S. 66, stk. 2

I vores hyperkomplekse samfund er det blevet et mere relevant spørgsmål end nogensinde før. Spekulation og ufinansierede udlån har givet os det, de kalder en ”Finanskrise”. Jeg har mærket den. Både på ledighed og afskedigelse. For mig er den sand. Men det gør den ikke sand. Den er ikke så pisse sand for alle. I hvert fald ikke for de, der ikke har oplevet en krise på deres finanser. Ikke alle i den her verden har tabt på finanskrisen.

Men ifølge Badiou er Finanskrisen også sand, fordi vi taler om den i offentligt rum. Det i sig selv er sandhedens og politikens råderum (de to begreber hænger slet ikke sammen, tro endelig ikke det!) For Badiou er politisk sandhed det, der forbinder en politisk proces med en beslutning (magt/ikke-magt i systemteoretisk optik efter Luhmann). Ganske enkelt ikke mere. Og politiken eksisterer, fordi det menneskelige udyr altid ligger og lurer. Den frie grådighed, begæret, lysten. Om det så er seksualitet, vold, eller økonomi det udmønter sig i (pun intended). (s. 73) Det skal tæmmes og reguleres. Kristendommen har altid villet det sådan.

Well, vi ved jo godt, at vi i dag har staten (med adskilt kirke) og myndighederne til at hjælpe os med det latente bæst, og organiseringen af vores samfund og økonomi. ”Staten er ansvarlig for, at der er et minimum af funktionsdygtighed, hvad angår cirkulationen og fordelingen af goder, og den bringes i vanry, hvis den viser sig i overdreven grad at være ude af stand til at tilfredsstille denne norm.” s. 150. Yderligere påpeger Badiou, at politik handler om at indrette den bedst mulige stat (s. 152)

Vi indretter den efter politiker, og politiker kommer af sandheden, og sandheder er offentlige debatter og meninger, eller universalisering af det partikulære - fra legoklods til legeborg ( s. 163)

Men Badious indledende spørgsmål var, hvordan disse meninger (offentlige) overhovedet kommer til at indgå i en diskussion? Hvor kommer vores debatemner fra? Hvad er det for nogle sandheder, vi opererer udfra? Bliver jeg præsenteret for illusionen om valg og demokrati? Er de ting, jeg stemmer om, ikke valgmuligheder, givet til mig af andre? Jo… Ligesom det system, vi lader andre om at kontrollere, er givet til os, uden at præsentere et reelt, viabelt alternativ.

Danmark består af forvaltning. Velfærdssystemet er alle enige om, det handler bare om, hvordan vi fordeler og forvalter den samlede pulje i et pengebaseret samfundssystem. Så når vi er uenige med hinanden i denne valgkamp, så er det fordi vi er uenige om, hvad pengene skal bruges til. Money makes the world go around, right? Whatever…

Pengesystemet kommer vi ikke uden om. Og menneskelige værdier handler basalt set om, hvad vi har råd til at afsætte ressourcer til/på. Om du er kommunist eller liberterianer, så er det her din mulighed, og det er inden for dette spektrum, at din politisk vrede og glæde skal udgydes.

Måske vi skulle tage Les Grossman igen:

Still Literaly

Men denne gang tager vi et stort skridt tilbage, og i stedet for at korpulere vores eget ansigt, ser vi lidt på metapolitik:

Behøver vores samfund at være indrettet som det er? Det lette svar er ja.
Vi kan ikke komme uden om den kapitalistiske opbygning, og det incitament, som pengebelønningen giver arbejdets fysiske og mentale omkostninger. Vi har brug for penge, så vi kan føle os frie til at gøre, hvad vi vil. Og til det bliver vi kontinuerligt nødt til at skaffe flere penge. Så vores frihed hænger uløseligt sammen med lønslaveri, i hvert fald i denne model.

Penge er et gammelt fænomen. Ellen Hodgson Brown giver en grundig historisk analyse af pengemidlets brug og former i The Web Of Debt, hvor hun primært analyserer den Amerikanske pengeproduktion og dens genealogi (hvis du har en aften eller tres, så er det 472 møgspændende sider om det monetære system). Ifølge Wikipedia kan vi spore ordet ”money” hele vejen tilbage til Mesapotamien cirka 3000 før Kristi fødsel. Det er altså noget gammel lakrids vi har med at gøre...

Der har været udkæmpet en hel række kampe om møntenheders gyldighed, og så sandelig også over, hvem, der har ret til at trykke og distribuere penge, og kontrollere pengemængden (og dermed inflationen) i et land. I USA blev seddeltrykkeriet privatiseret efter Bretton Woods sammenbruddet og overgik til The Federal Reserve, og i Danmark overgik produktionen til en uafhængig og selvejende Nationalbank efter et statsbankerot i 1813 - til at starte med dog "kun" i 90 år. Hvad fanden laver ham kongen? Har mandrilaftalen ikke lært os, at det er nemt at være selvforsynende?

Mængden og værdien af penge i cirkulation var i gamle dage fikseret til enten guld eller sølv, men i dag har vi den pengetype, der hedder Fiat Money, hvis værdi UDELUKKENDE er opbakket af statslig lovgivning og regulering. På Amerikanske pengesedler står der, at de er Legal Tender, hvilket basalt set betyder, at pengene er noget værd, fordi en instans større end dig selv siger det, und nichts (Joe) weider.

Og pengene kun har værdi ved lov, og ikke opbakket af reel værdi fra guld, sølv eller anden ressource. Og det bliver værre endnu, når bankerne kommer ind i spillet. For bankerne må nemlig opfinde nærmest uendelige mængder af værdiløse pengesedler, eftersom størstedelen af ”pengeproduktionen” i dag sker digitalt. Faktisk er det sådan, at hvis du indsætter 1000 kroner i banken, så må banken låne ud op til 9 gange den reelle beholdnings værdi, under den ene forudsætning, at alle bankens kunder ikke kommer og hæver deres penge på samme tid. I det tilfælde vil banken gå fallit, fordi den har lånt penge ud, som den ikke havde.

The Federal Reserve i USA er også en privatejet institution, men den låner penge ud til staten mod statsobligationer, og forrenter de penge, som den låner ud til staten. Det samme gælder, når virksomheder og privatpersoner låner penge i banken – de bliver forrentet. Og eftersom de penge reelt set kun bliver opbakket af tillid, og ikke findes fysisk, skal der lånes flere penge af pengetrykkeren, for at dække forrentningen, der kræver en øget pængemængde i cirkalutation for at blive dækket…... Hold, træk vejret! Skal vi lige tage den igen?

Staten låner penge af The Federal Reserve. Der kommer dermed 1 billion dollars i omløb, der skal betales tilbage i sit fulde beløb. Lige nu er der kun 1 billion dollars tilgængelig, hverken mere eller mindre (vi har stoppet tiden og fjernet alle mennesker, og kun efterladt en stat og The Feds, som de bliver kaldt). Men The Feds vil have pengene betalt tilbage med rente. Staten har ikke noget valg, eftersom den skal bruge pengene. Men der er ikke penge i omløb til at betale renten, så den skal igen låne penge af The Feds for at betale selvsamme påkrævede rente, penge som så også er udlånt med en rente vedhæftet, og den onde cirkel fortsætter og fortsætter… Vi skal basalt set låne penge for at betale vores lån af, set ifht pengemængden og renten.

En sandsynlig sandhed er, at staten, virksomheder og privatpersoner er slaver i verdens største finansielle fupnummer, kontrolleret af nogle få banker. Staten er således i den prekære situation, at den er nødt til at dække sine forehavender ved at opkræve indkomstskat (og andre skatter) af befolkningen, så den kan betale sin gæld til bankerne. The wheel keeps spinning...

Jeg har brug for et parti, der vil stoppe op, og stille spørgsmålstegn ved det system, som vi alle tager for givet. Et parti, der tør byde på et viabelt alternativ, hvor befolkningen ikke skal leve som slaver af andres (og desværre også egen) grådighed. Dette er ikke kommunisme. Kommunisme er den selvsamme forvaltning af økonomien, bare uden det hegemoniske islæt. Dette er ikke liberalisme, for det kræver en national instans i form af en regerende og reservekontrollerende stat at turde iværksætte sådan et projekt hævet over gældsslaveriet, for derefter at opløse sig selv nærmest totalt (jeg vil komme ind på, hvorfor det ikke kan være helt).

Medierne præsenterer os ikke for demokrati, men for så uunderbyggede valgmuligheder, at personlig tillid baseret på form og udseende bliver altafgørende. Enten må vi tilbage til den borgerlige offentlighed og lokale sandhedsdannelse, eller også må vi se noget sandt politisk mod, der ikke er fanget i forvaltningen af kapital parlamentarismen, men tør tænke ud over det sytem, der er givet til os.

Sandt politisk mod kunne komme ved opbygning af et samfund, der afvikler gælden ved hjælp af de selvsamme ressourcer, som vi er ved at opbruge (planetens, Moder Jords):

Solen, vinden og havet har energi nok til give os, hvad vi skal bruge et ubegribeligt højt antal år frem i tiden. Energimonopolets navlestreng skal bare kappes, og deres penge ”neutraliseres” i statens og befolkningens øjne, så ingen længere kan ”købes” eller trues.

Et samfund, hvor penge er værdiløse, og hvor der er ressourcer nok til os alle, ville ende det slaveri, som vi ser i dag, og som vi har set i mange år. Jacques Fresco har arbejdet på det såkaldte Venus Project i hele sit lange liv (han er et par og halvfems så vidt jeg ved). The Venus Project er en model hævet over vores nuværende isme-styreformer, og som netop tager højde for, at vi i dag kan producere, hvad vi har behov for, for at skabe et godt og frit liv for alle. Vi HAR nok til alle. Badiou skriver endda, at et års parfumeforbrug i USA og Europa ville, målt økonomisk, kunne omsættes til 2700 kalorier dagligt til hele verdens befolkning, med rent vand og basal sikkerhed, i også et år. Vi HAR ressourcerne, nogle sidder bare ret hårdt på dem, og lukker øjnene på andre.

Men hvis vi indretter os i et samfund, hvor vi ikke har penge, hvad så med incitamentet til overhovedet at lave noget? Hvis folk ikke får betaling for deres indsats, og alle alligevel har deres basale behov dækket i form af husly, føde og rent vand, hvem gider så gøre ”dagens gerning”? Hvem vil tørre røv på de gamle, passe børnene, reparere bilerne, tage skrald ud etc.

Det tekniske har vi efterhånden teknologien til at få dækket (jeg kunne ikke finde dårligere sprog end det, beklager). Det menneskelige aspekt, er en prøvelse, der vil kræve et langt større lokalt bånd, væk fra den globalisering vi ser i dag.

Ifølge Eller Hodgson Brown, arbejder man i Japan på et velfærdssystem for de ældre, der ikke ejer en sundhedsforsikring. Individer, der hjælper disse ældre, får en ”caring relationship ticket”, der så kan bruges til andre formål - ren kredit (s. 351).

Hvis alle vores grundlæggende behov var dækket af teknologi, og vi kun stod tilbage med selvrealiseringen, og økonomisk kriminalitet var uvirksomt, så ville vi stå tilbage med et nyt spørgsmål om den menneskelige natur. Hvor gode er vi egentlig? Og hvad vil det sige, at gøre noget godt? Moralen og etikken ville igen komme i debatten, og politik ville handle om noget virkeligt, noget, der ikke kun var hensat til filosofien, men som blev diskuteret af rigtige mennesker, der også skulle gøre som de sagde.

Jeg tror på, at altruismen ville spire, foranlediget af belønninger for velgørende handlinger, der gjorde individet i stand til at opnå kredit, der kunne bruges i selvrealiseringsprocessen. Gangbar kredit, der blev hyllet, belønnet, og cirkuleret. Til det skal vi bruge en ikke-Foghsk minimalstat, der tør tage spørgsmålene op, og kan belønne det altruistiske og velgørende på velreguleret vis.

Det vigtigste er det politiske mod. Tilbage med metapolitiken, tilbage med de store tanker, vovestykkerne og idealerne. Det vigtigste er, at turde at tænke anderledes, og ikke lade debattens nuværende strukturer diktere, hvordan du skal tænke og føle.

Jeg vil igen efterlade dig med Youtube. God fornøjelse!

I want you to get mad!

Penge, Politik og Polemik

2011-09-14T11:45:00.000-07:00

Penge, Politik og Polemik

Vi har et medium vi tager for givet i vores samfund i dag, nemlig penge. Det monetære system er blevet så indlejret i alt hvad vi gør, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det. Vi skal huske at når lande rundt om i verden skylder milliarder væk til hinanden og går konkurs, så er det et medie vi taler om. Verden har ikke fra den ene dag til den anden mistet alle sine ressourcer. Vi har derimod skubbet flere penge ind i systemet end vi kunne redegøre for og nu forsvinder de igen.

Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal føre alle politiske argumenter tilbage til en ”pengene skal jo være der” tese. Er det ikke muligt at tale om hvilken type samfund vi gerne vil stræbe mod og så arbejde på spørgsmålet om mediet penge bagefter? Det lader til at man i begge lejre er ved at følge denne tese. Regeringen taler om at ”regningen er samlet op” og S-SF lancerer ”forsigtighedsprincippet”, som betyder at pengene skal være der før de træffer beslutninger om samfundet.

Men kan det tænkes at denne, i mine øjne, lidt ensporede vej at betragte politik på bunder i at vi har en forskruet opfattelse af hvad politikerne kan gøre og hvad vi selv må gøre som borgere. Vi har tvunget politikerne ud i en debatposition, hvor de begge opstiller dommedagsscenarier for hvad der sker, hvis man sætter sit kryds ved den modsatte blok. Dette medfører at mange borgere begynder at placere deres kryds, der hvor de kan vide sig selv mest sikre på deres egen tilværelse. Vi har altså lagt den vi ser i det monetære system over på politikerne og de har svaret ved at love frelse ved at følge dem og omvendt forbandelse, hvis man skulle stemme modsat deres anbefalinger. Jeg hævder ikke, at vi som borgere ikke har lyst eller kapacitet til at tage ansvar for samfundet, vi har blot placeret os selv i en position, hvor vi har skabt en behagelig illusion for os selv. Det er nemt at blive vred på politikerne og kalde dem inkompetente. Men hvor mange vil gerne have hvervet hvis de blev tilbudt det? Er hvervet som politiker ikke et hverv, hvor vi på samme tid anklager politikerne for ikke at kunne løse opgaven tilstrækkeligt godt nok, men samtidig ikke selv ønsker at løse den. Måske er det på tide at overveje om opgaven skal formuleres anderledes.

En måde vi kunne starte med at gøre dette på er ved at opfordre politikere til at tale om deres politik som en retning de gerne vil trække samfundet i, frem for en endelig løsning for samfundet. Når vi har gjort dette kan vi derefter diskutere, hvad vi gerne vil værdsætte højt her i samfundet. Vi lader os i dag styre af en udbud/efterspørgsel tankegang som eksempelvis gør at professionelle fodboldspillere tjener mere end folkeskolelærere. Vil vi fortsætte en sådan tankegang eller vil vi udfordre tesen om at vi ikke har nogen kontrol over ”markedets kræfter”?

Jeg kan undre mig over at vi er så sikre på tallenes ”sandhed”, men stadig stiller spørgsmålstegn ved ting såsom eksempelvis en moralsk sandhed. Neurolog og forfatter Sam Harris illustrerer denne problemstilling godt ved at opstille et scenarie hvor man forestiller sig, at alle økonomer i debatten om hvordan man løste finanskrisen, hævdede at enten var alle løsninger valide eller også måtte ingen løsninger være det. Dette er sandsynligvis et utænkeligt scenarie for de fleste. Men dette er præcis hvad vi gør i debatten om moral og om hvad vi kan konstituere som et godt liv. Vi vender det blinde øje til og tilskriver andres samfunds normer og ritualer til deres kultur og derfor som noget man ikke må blande sig i. Dette være uanset hvor brutale og barbariske sådanne skikke må være. Dette er blot et eksempel, men læseren kan sikkert selv tænke på flere emner, som politikerne ikke rører med en ildtang.

Vi har oprettet et system, som vedligeholder sig selv, og blot fordi nogle mindre partier på fløjene taler om store ændringer betyder det ikke at den store grå masse i midten af det politiske spektrum vil flytte sig. Vi må som borgere også tage ansvar for at tænke metapolitik, altså overveje hvordan det politiske system arbejder for os og hvad dets råderum egentlig er. Det demokratiske ideal er noget som vores forfædre har kæmpet for og derfor må vi som borgere være nøje med hvordan vi forvalter det.

Jeg vil ikke opfordre nogen til at stemme noget bestemt, for jeg har ikke nogen endegyldig sandhed. Men jeg vil opfordre alle til at stemme og dertil håbe at vi som vælgere husker, at vi kan bruge vores stemme til at protestere mod et politisk system, som er blevet fastlåst i forudsigelige dueller om smalt definerede emner.

Virker Habermas’ ideal om kommunikativ rationalitet langt væk… gæt hvem der har flyttet sig.

Indlæg skrevet af Henrik Bach Mortensen

Er der stadig plads til religion i vores samfund?

2010-01-17T07:10:00.000-08:00

Forleden diskuterede jeg religion med en god kammerat (håber det er okay jeg sakser fra vores diskussion, Anders :)). Selvom jeg har min holdning til religion som et system, så "tvang" jeg mig selv til et tage et funktionalistisk standpunkt og give et bud på religionens relevans i stedet for bare at "bashe", hvilket ligger ligefor. Det skal for god ordens skyld nævnes, at første halvdel er mere eller mindre sakset fra Qvortrup og Luhmann, hvor jeg i sidste del vil bruge deres analyse til at give et bud på religionens genkomst. Here goes:

Det moderne samfund, sådan som vi beskriver det i dag, er differentieret ud i forskellige funktionssystemer som fx uddannelsessystemet, det politiske system, det økonomiske system og religionssystemet. Alle disse systemer er baseret på binære koder. Politiken handler om at styre/ikke styre under mediet "magt", det økonomiske om at have/ikke have under mediet "penge", og religionssystemet har koden immanens/trancendens under mediet "tro". Fint nok, det fortæller ikke meget om funktionen. Men i det moderne samfund har religionen den funktion at udelukke kontingens, altså det at alt kan være anderledes og ikke nødvendigt. Måden religion udelukker denne kontingens på er gennem begrebet mening. Religion forsyner altså med mening i et samfund, der er så hyperkomplekst, at kontingens er dets vilkår.

Mht. religionens binære kode handler det om, gennem mening, at gøre det "overjordiske" og ubegribelige (transcendente) immanent (som tilhørende mennesket selv). Måden religionen lavede dette trick på var gennem brugen af en Jesusskikkelse, som havde adgang til det ubegribelige (Gud), hvilket dødelige mennesker ikke har, men samtidig at kunne personificere sig selv som en, der også kan erfare det immanente. M.a.o så har Jesusskikkelsen hjulpet samfundet med at omgå det paradoks at skulle beskrive det ubeskrivelige (Gud), og at skabe viden om alt det, vi ikke kan vide (her hører der mange flere niveauer til, bl.a. at vi ved, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved).

Religion har altså som funktion at gøre det muligt at erfare det ikke-erfarbare (gennem tro), og at beskrive det ikke-beskrivelige (gennem Jesus og Moses bl.a., der jo havde adgang til Guds ord). Religion er altså et "angreb" på meningsløsheden og det martrende faktum, at mennesket ikke kan overskride sig selv og begribe "intet" og "alting".

Her skriver Anders så tilbage:

"Sådan har jeg faktisk aldrig anskuet det før - Det er jo egentlig godt udtænkt i tidernes morgen. Men er religion så blot blevet størrere pga man ikke kunne begribe "intet" og dermed nu står med de religiøse på den ene side og forskerne på den anden, og den ene fløj siger Eva & Adam og den anden Big Bang/evolotion..?"

Jeg er ikke sikker på, at man uden omveje kan betragte religionens indflydelse som entydigt stigende. Jeg tror helt sikkert at den vinder større og større "genindpas" jo mere komplekst vores samfund bliver, men i skandinavien fx har vi jo i mange år set et "all time low" mht religiøsitet. Det vender muligvis snart, også pga den stigende muslimske tilstrømning.

I oplysningstiden og sekulariseringen (verdsliggørelsen) lykkedes det jo den videnskabelige metode at fraliste sandhedspatentet fra religionen, hvor vi har set en stigende videnskabeliggørelse af sandheden lige siden. Jeg tror videnskabens patent stod meget stærkere rent ideologisk (ikke kvantitativt) i starten af 1900 tallet og en række år frem, hvor positivismen og formodning om den strengt objektive videnskab (at man kunne sige noget om verden uden dermed samtidig at sige noget om sig selv) blev betragtet som både opnåelige og de meste optimale tilstande.

Jeg tror helt sikkert at "nyere" videnskabelige landvindinger medfører det paradoks, at de relativerer alting så meget, at religionen genvinder sin gyldighed, da spørgsmålet om "tro" i stigende grad også kommer til at optræde i sandhedssystemet. Det er så svært at sige noget sikkert i fx det politiske, det økonomiske og især i det videnskabelige system, at den "sikre viden", der hersker i religionens system langsomt begynder at genvinde sin attraktion i et samfund, hvor det er umuligt at vælge én rigtig retning for sig selv.

Mht. spørgsmålet om retning, så må man jo spørge sig selv, om "ikke troende" har fundet andre måder hvorpå de kan håndtere, at de ikke kan overskride sig selv? Og er spiritualitet blot en gudløs religion?

Klima og ævl om konsekvenser!

2010-01-08T07:33:00.000-08:00

Jeg vil lige indledningsvis påpege, at overskriften til dette indlæg IKKE er et postulat om, at "klimasituationen" (hvad så end det begreb består af) ikke udgør en trussel. Det er mere et spørgsmål om, at der bliver "ævlet" for meget om et entydigt trusselsbillede, hvilket ikke gavner situationen, men i stedet giver folk lyst til at brække sig over mere klimasnak. Mit bud er at du, som læser, også har hørt nok snak om klima.

Et af de helt store omdrejningspunkter er CO2. Der bliver talt meget om CO2 reduktion, om CO2 udslip og om CO2 kvoter (se fx http://www.information.dk/178455). Vi skal mindske CO2 udslippet, så vi ikke antænder atmosfæren og ser uhyrlige temperaturstigninger i fremtiden. Det mærkes måske ikke her og nu, men vi kommer til at se det i fremtiden. I fremtiden...

Men her og nu kan det ikke betale sig for de helt store CO2 syndere at reducere udslippet (se fx http://www.information.dk/179837). Det er lønsomt for dem at købe øko-katolske syndsaflad, og så ellers bare fortsætte med business as usual. På trods heraf investerer nogle virksomheder stort i grøn teknologi og bæredygtighed, således at deres virke svarer til den ansvarlighed, som både medier (her ment som den samlede betegnelse for journalistisk produktion, der når et større publikum) og forbrugere forventer. Det er vel næppe blot et skud i tågen at påstå, at der er kommet større bevågenhed omkring social ansvarlighed og "grønvaskning" de seneste år, og at gassen er gået lidt af ballonen efter klimatopmødets falliterklæring. Det var som om vi byggede op til at kæmpemæssigt bæredygtighedens klimaks, men i stedet blev efterladt som politikernes Peter, der havde råbt op om ulven lige en gang for meget. "Nu har vi officielt demonstreret at vi har hørt jer. Der kommer ikke mere". Var det hele blot en kamp om anerkendelse i Axel Honneths ånd? Har storebror anerkendt vores problemer nu, og forventer derefter vi klarer os i skolegården helt alene?

Grunden til at gassen på den måde kan fise af ballonen er at vælgere, politikere (jeg bruger disse semantiske konstruktioner med overlæg for at undgå begrebet "menneske") og medier i samspil har det med at skabe temaer, der i visse perioder synes mere tidssvarende; eller relevante om man vil. Men klimatruslen er intet nyt, og har således været genstand for offentlig debat i omkring 100 år! (se fx http://politiken.tv/nyheder/udland/klimatv/climaniacs/article846126.ece). Temaer om klima og CO2 har eksisteret nærmest lige siden man blev opmærksom på større produktionsvirksomheders forurenende udslip. Sprogbruget lader således stå tilbage som det eneste, der har ændret sig. Samfundets temabehandlinger lader til at køre efter et cirkulært mønster, som vi fx ser fra modens system, hvor man kører med kodningen in/ikke in, og hvor det er lykkedes systemet at kopiere sine iagttagelser ind i sig selv (re-entry) ved hjælp af begrebet "retro".

Ny teknologi bliver således introduceret som behandlingsform til de temaer som samfundet (igen)holder i fokus. På den måde producerer alle samfundets subsystemer selv de symptomer, som de behandler. Og således sørger man for at opretholde sin relevans. Det spørgsmål, der her lader stå tilbage er derfor, hvad man skal opretholde relevans for?

Svaret: den kapitalistiske produktion.

Dette lyder velsagtens nogenlunde socialistisk, men er udelukkende ment i en socialkonstruktionistisk optik, hvor vores begreber får lov til at være medskabere af social indretning, eller, anderledes formuleret; sproget bliver konstituerende for vores virkelighed. Hvis vi husker tilbage på forrige indlæg om Heidegger og teknikken, så er ressourcemetaforen blevet viklet ind i vores sprogbrug i takt med teknikkens fremkomst. Det har den konsekvens, at vores temaer bliver kvantificeret i en mere/mindre optik. Netop her synes problematikken omkring klimadiskussionerne at ligge; man har kvantificeret debattens genstandsfelt.

For at forstå implikationerne herved må man blive i den kapitalistiske sprogbrug. Den politiseren, der foregår på klimaets vegne, bliver introduceret på en markedsarena, hvor begreber som udbud, efterspørgsel og knaphed dominerer. Mit postulat er, at denne optik, der også i nogen grad kan forklare finanskrisen, skaber en blind vinkel i forsøget på at løse klimaproblematikken. Knaphed bliver her den dominerende faktor.

Her er det vigtigt at skærpe sprogbrugen: Så længe vi udelukkende ser klimaet som en ressource, der kan slippe op, bliver vi stillet overfor et tidsmæssigt paradoks, der ikke lader os indse konsekvenserne af vores opfattelse inden knaphed bliver synonymt med undergang. Rent markedsretorisk er knaphed et yderst vellykket salgstrick ("er der kun én tilbage? SÅ skal jeg have den"), men knapheden lader sig ikke indtræffe på klimaets vegne i vores levetid (der er om mange år at ressourcerne er opbrugte). Derfor bør en kapitalistisk produktionsmetaforik IKKE anvendes på klimaudfordringerne alene, dersom knapheden ikke lader sig erfare, og klimadiskussionen derved i høj grad bliver et spørgsmål om tro (dog ikke udelukkende).

Jeg vil bruge næste indlæg på at demonstrere et alternativ.

Henrik (Jammer)Dahl

2009-12-03T02:49:00.001-08:00

Henrik Dahl har indvilliget i at skrive 10 artikler til Kommunikationsforum, hvor han, ifølge ham selv, tager hul på nogle berømte myter, såsom at Foucault skulle være "fed" - altså, som i cool.

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/forkert-teori-nr-10-foucault-er-fed

Jeg synes artiklen emmer af klassisk suggestionik. Henrik Dahl bruger sin "position" til at argumentere nærmest uden argumenter.

Jeg har skrevet en kommentar til hans artikel lidt nede på siden. Det er, hvis det skulle overraske, mig, der bryster sig af navnet "Morten".

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 21, Konklusion!

2009-11-28T11:05:00.000-08:00

Konklusion:

Når coaching betragter sig selv som et ledelsesværktøj med fravær af både kontrol og magt, så kommer en sådan selvbeskrivelse hurtigt til at få et troværdighedsproblem.

Hvis vi accepterer analysen af “moderne” magt som gennemgået ovenfor, så er det ikke en mulighed for lederen selv under de bedste intentioner at fralægge sig forventningsstrukturernes indskrænkning af potentialitet eller diskursernes restriktioner og bemægtigelser. Hvis coaching er fravær af kontrol og magt, så er det ikke muligt for lederen at være coach for sine medarbejdere.

Wett Jørgensen (citeret i et, til denne blog, udeladt afsnit om coachingens selvbeskrivelse) åbnede for denne diskussion ved at betragte lederens mulighed som værende at bruge “en coachende ledelsesstil”, hvor der arbejdes med en række af coachingens værktøjer uden at optræde som “fuldbyrdet” coach og “leve op til” de forventninger, der ligger hertil i coachingens selvbeskrivelse.

Igennem en teori om samfundet blev coaching indskrevet i Luhmanns systemteori for at tage hul på en række problemstillinger vedrørende netop samfundet og “det sociale”.

Formålet var at vise, hvilken relevans coaching har i forhold til en række filosofiske og sociologiske betragtninger i stedet for med det samme at komme frem til den konklusion, at det ikke er muligt for en leder at indskrive sig selv 100 % i coachingretorikken, da ledelse synes at være meget kontekstafhængigt.

Denne indskrivning viste dog, hvordan coaching som “refleksivitet” og “læring” kan fungere som svar på problemstillinger vedrørende “iagttagelse”, “kommunikation”, “mening”, “forståelse”, “tillid”, “partnerskabelse”, “kompleksitet”, “forandringsparathed”, “beslutningskompetencer” og “strukturel kobling” mellem social- og funktionssystemer.

Selv tager Luhmann fat på denne problematik, når han skriver:

“I socialdimensionen drejer det sig om uddannelse til kommunikation. I tidsdimensionen drejer det sig om uddannelse til forandringsberedthed. I sagsdimensionen drejer det sig om uddannelse af evnen til at vælge.”

Selvom uddannelse blev opgivet som mulighed og erstattet med læring i dette speciale, så behandler dette citat stadig nogle vigtige problemstillinger vedrørende uddannelse til det “uvisse”. Når Luhmann ikke definerer konkrete procedurer eller caricula i dette uddannelsesbegreb, stemmer det overens med det læringsbegreb, der er blevet arbejdet med i specialet, hvor partnerskabet mellem leder og medarbejder snarere vedrører en aftale om læring end om konkrete efteruddannelser med sigte på ekspertise i fagområder. På den måde kan coaching bruges som et værktøj til at imødekomme en sådan aftale af anden orden.

Foucault og Luhmanns analyser af magt er langt hen ad vejen samstemmige. Begge ser magt som regulering af handlingspotentiale og subjekt-/persongørelse som skabelsen af forventninger til henholdsvis kommunikationens og handlingernes fortsættelse.

Forskellen mellem Luhmann og Foucault synes at ligge i diskursens/semantikkens konstitueringskarakter. For Foucault er diskurser langt mere overgribende end semantikker synes at være hos Luhmann; sociale systemer synes at have en større valgfrihed i forhold til, hvordan og hvornår systemerne vælger at koble til en række seman-tikker, hvor individers handlinger og kommunikation er gennemsyret af restriktioner og forbud hos Foucault. Hos Luhmann ser vi i høj grad det “komplekse samfund”, som systemerne skal koble til og udvikle redundans overfor, hvor Foucault arbejder inden for rammen af, hvad man kan synes at udlede som “sikkerhedens” tidsalder, hvor disciplinering af kroppen er blevet afløst af “usynlige” regulative incitamenter, der skaber en illusion om frihed.

Så når coachingen begrunder sig selv med kompleksitet og videnssamfundets krav, vil Foucault gerne bagom denne “institutionalisering” af udsagn og gøre os opmærksomme på, at der føres biopolitik med vores sundhed, velfærd og fremtid.

Magthaverne “sikrer” sig, at noget ønskværdiggøres i sådan en grad, at den potentielle masse og de “frie” individer vælger det ønskværdige, således at massen konstrueres i lyset af den forbilledlige “population”.

Coaching omhandler i høj grad massegørelsen og muligheden for konstruktion af denne populationstanke i medarbejderen, hvorfor der tillades at betragte coaching som et biopolitisk sikkerhedsdispositiv.

Luhmann lader til at være knap så konspiratorisk angående politikkens rolle og advarer blot om farerne ved inklusions- og eksklusionsmekanismerne i bestemte italesættelser.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 20, Luhmann Perspektiveret

2009-11-28T10:51:00.000-08:00

Coaching som styringsstrategi - Luhmann perspektiveret:

“Tager man for eksempel udgangspunkt i de gouvernementale studier af avanceret liberale subjektiveringsformer, hvor individer konstrueres som aktive, ansvarlige subjekter, kan dette ud fra systemteorien beskrives som en form for magtmæssig styring, der promoverer en særlig semantik, som systemerne kan bruge til at betegne sig selv som handlingssystemer. Det er en styringsstrategi, der så at sige infiltrerer selve systemers reproduktion, idet den tilvejebringer den semantik, systemerne bruger til at reproducere sig selv med.”

Det er før i specialet noteret, at handlinger ligesom mening er noget individer tilskrives fx som led i at blive kommunikerbare både over for sig selv og over for andre systemer. Handlingstilskrivninger er medproducerende i “livsforløbet”, men dette kræver kommunikation og derfor også en bestemt semantik, hvorunder individer kan konstruere egne og andres handlinger. Hos Luhmann er det politiske system dér, hvor magt produceres og distribueres.

Organisationer kan rumme adskillige funktionssystemers binære koder og semantikker, blot disse kan kommunikeres gennem formen “beslutning”. Det har den betydning, at vi både kan betragte individkonstruktionen som det politiske systems opgave og som en organisations kobling til magtmediet og dermed dets egen “politiseren” over medarbejderne. Uagtet hvor produktionen af semantik finder sted, så har det i sidste instans den betydning, at det konditionerer den kommunikative autopoiesis.

En lignende betragtning findes hos Foucault, der som Luhmann ikke betragter samfundet som en enhed men som en forskellighed, der er uddifferentieret i mange forskellige institutioner, som alle producerer hver deres diskurser, hvori de “kæmper med” og “bemægtiger” sig hinanden.

Hos Foucault er der ikke noget centraliseret statsapparat, og enhver a priori distributions- og divisions-genese af magt bliver afvist. Foucaults diskursbegreb har dog en lidt anden betydning end Luhmanns semantikbegreb, eftersom magten hos Foucault netop er indskrevet og dermed a priori i diskursen, eller er diskursen, hvor selve semantikbegrebet hos Luhmann først kommer i stand under kommunikativ tilslutning. Der synes at være en temporal forskel;

“Eftersom eksklusionen eller undertrykkelsen af andre udsagnsgrupper er en konstitutionsbetingelse for diskurser, falder diskursernes organiseringsbetingelser sammen med deres eksistensbetingelser: Orden er per se magt og tvang.”

Yderligere har italesættelsen af individet forskellige perspektiver hos henholdsvis Luhmann og Foucault. Hos Luhmann hersker paradokset i og med, at integrationen af semantikker i individet er et udtryk for adskillelse. Individet bliver til et medie med mange former, der er italesat på forskellige måder, således at individets livsforløb bliver omsat til CV, karriere og selvrealisering etc. og dermed en uddifferentiering på individniveau.

Hos Foucault betragtes et skred i italesættelsen i takt med en reformulering fra disciplinering til sikkerhed og biopolitik. Disciplineringen af individet, som den fx fandtes i fængslet eller militæret for mange år siden, virkede individualiserende, hvor biopolitiken derimod er en moderne, liberal styringsform præget af at være “massekonstituerende”.

Som hos Luhmann er der ikke tale om en afløsning af tema, hvormed et nyt begynder, og et andet ophører:

“Der findes ikke en tidsalder for loven, en for disciplinering og en for sikkerhed. (...) med det, der ændrer sig, er den fremherskende egenskab eller rettere systemet af korrelationer mellem de juridisk-retslige mekanismer, disciplineringsmekanismer og sikkerhedsmekanismer-ne.”

Diskurserne bliver derimod nærmere reformuleret over i statslige sikkerhedsbetragtninger og bekymring for populationens velvære, helbred, velstand og effektivitet. Dette hedder hos Foucault “biopolitik”.

Det overordnede tema for biopolitiken er populationen, og det er op til forskellige styringsteknologier/sikkerhedsdispositiver at producere diskurser, der er henvendt til populationen m.h.p. at regulere dens helhed eller m.a.o. at regere en massegjort befolkning.

Når Foucault taler om masse, forsøges der først og fremmest at blive skabt et modbegreb til “publikummet”, der hos Foucault er et udtryk for “den dannede population” eller “den rigtige borger”. Masse er derimod en universalisering af “biomateriale”; en klump biologisk potentiale, der gennem forskellige regeringsteknikker kan gøres til “den rigtige borger”. Derfor taler både Foucault og Luhmann om kommunikative inklusionsmekanismer.

Hos Luhmann skulle man befinde sig på positivsiden af medarbejdersemantikkens binære koder for ikke at blive ekskluderet. Hos Foucault anvendes diskursen som en bemægtigelse til at skabe et tema over “den dannede”, hvor modbegrebet er biologisk potentiale, der uden undtagelse er på diskursens negativside og virker midlertidigt ekskluderende; i hvert fald indtil massen formår at bevæge sig over i diskursernes positivsider. Dette kan naturligvis rejse en række spørgsmål angående italesættelsen af medarbejderen som “potentiale”, pointen er blot, at individet ingen reelle valg har.

En analyse af hvordan “selvet” og “de andre” regeres, er, som det blev argumenteret i metode-afsnittet om Foucault, et blik på, hvordan og ikke hvorfor; altså hvordan opleves og udføres biopolitiken med individet? Det var samtidig argumentet, at coaching var et dispositiv (dette afsnit er dog udeladt på denne blog) inden for genealogianalysen; en konkret teknologi til sikring og ledelse af andres selvledelse, der producerede en række diskurser, hvormed man bemægtigede sig andre. Med genealogien handler det som tidligere betragtet om at udforske ledelsesrationalitetens historie og åbne op for selvfølgelighederne i disse diskurser.

Meget kort fortalt er samfundets ledelsesrationalitet hos Foucault rodfæstet i den pastorale ledelsesform, der havde “sjæleomsorg/-ledelse” som sin genstand men som med opkomsten af liberale ledelsesformer og retsstater, transformeres over i en række biopolitiske sikkerhedsdispositiver, der virker som foreløberen for moderne velfærdsstater.

Coaching analyseres derfor som et sikkerhedsdispositiv, der skal sikre massens overgang til publikum gennem selvledelse og, som betragtet under analysen af Luhmann, hvordan subjektiveringsformer inden for dette dispositiv producerer, faciliterer og tilskriver en række karakteristika til individet gennem sine diskurser, som individet derefter forventes at betragte og lede sig selv igennem. Derfor er den tale inden for dispositiverne, der postulerer at være “magtfri” den mest overgribende, da den “forulemper” individet med både vildledning og disciplinering.

Der bør dog her knytte sig en række kommentarer til Foucaults magtbegreb. Hos Foucault er undertrykkelsen det centrale men mod alle forventninger centralt i den forstand, at det er et redskab, individer på paradoksal vis undertrykker sig selv med. For hvis den klassiske opfattelse af “sanktionsmagt” stadig er den herskende blandt befolkningen (alters beføjelser til at sanktionere negativt over for egos manglende føjelighed), så kommer den misforståelse hurtigt til at herske, at det er igennem et opgør med undertrykkelsen, at individets frigørelse og emancipation findes!

Som det blev betragtet i Luhmanns magtbegreb, så forudsætter magt tilstedeværelsen af frihed. Det betyder ikke, at undertrykkelse ikke finder sted, blot at magten i dag har dækket sig ind under begreber som selvrealisering og selvledelse, der er kategorier, som rummer illusionen om frihed. Hvor det for Luhmann omhandler det paradoks, at magt ikke kan beskrive sig selv som magt, men i stedet må dække sig ind under koder som medlemsskab/ikke-medlemsskab etc., så tager Foucault med inspiration hos Nietzsche den nominalistiske tilgang, at magt blot er et analytisk skema og navnet på en kompleks strategisk situation og først bliver til “magt”, når den tilskrives dette navn.

For både Foucault og Luhmann gælder det, at den reelle styring af andre ikke findes som en håndgribelig genstand men har en aktiv og skabende karakter i og med, at den er det konkrete spil mellem aktuelle og potentielle handlinger. Det er alters evne til at få ego til frit at vælge at regulere og regere sig selv. Med Foucaults terminologi:

“magtforholdet kan beskrives som en helhedseffekt af hand-linger på mulige handlinger, hvilket vil sige, at et frit subjekt kan styres igennem en formning af dets handlingsrum.”

Coaching som dispositiv handler netop om at forme medarbejdernes handlingsrum gennem selvledelse.

Subjektet er et centralt begreb hos Foucault i forbindelse med magtanalytikken, da ansvarliggørelse også her er et led i “subjektiveringen” af aktive individer, der tager vare på og ansvar for sig selv og derfor en del af den dannede population, hvis opførsel der stilles en række forventninger til. Dette har åbenlyse forbindelser til Luhmanns “person”-begreb.

Foucault og Luhmanns magtbegreber vedrører dog også langt hen ad vejen samme problematik, men der hersker også en væsentlig forskel.

Hos Luhmann fungerer systemer gennem selvorganisering og vælger altså selv, hvornår der laves strukturelle koblinger og hvornår der udvikles redundans. Dette er systemets autopoiesis.

Subjektiveringsbegrebet hos Foucault har en langt mere konstituerende karakter og er en form for magt, der er med til at konstruere og forme individet; altså en people processing. Diskurserne formår således at “gribe ind” i individet i overført betydning, hvor individer i Luhmanns analyse “frit” vælger at koble strukturelt og selvorganisere og derfor er operativt lukkede.

Der, hvor der kan peges på en lighed, er, når det konstateres, at både persongørelse og subjektivering producerer forventningsstrukturer, som individet i en eller anden forstand skal forholde sig til.

Hos Foucault konstituerer diskursive forventningsretorikker individet, og hos Luhmann fungerer de som inklusions- og eksklusionsmekanismer, hvorigennem individet selv kan vælge at gøre sig relevant.

Det kan altså, som tidligere nævnt, betragtes som en temporalt forankret problemstilling.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 19, Muligheden Uden Valg!

2009-11-28T10:37:00.000-08:00

Mulighed uden valg - italesættelsens og coachingens oxymoron:

“Argumentationer for det udviklende arbejde, den ansvarstagende medarbejder, den hele med-arbejder osv., bliver selvvaccinerende. Man kan kun være for.”

“(Den nye medarbejdersemantik) ser heller ikke, hvordan den afviser bestemte kodninger af kommunikationen, og det giver tempofordel: Når alt, hvad vi siger og gør, er udtryk for det oplagt rigtige, behøver vi ikke at bruge tid på refleksioner. Men prisen er blindhed.”

Citaterne er hentet hos Åkerstrøm Andersen og illustrerer kort og præcist en vigtig problemstilling, når man tilskriver den “ønskværdige” medarbejder en række karakteristika og samtidig præger livsforløbets medie ind i organisationer.

Litteraturen i gennemgangen af coaching tager langt hen ad vejen ikke selv højde for kodningernes negativværdier men fremstiller fx “potentiale”, “omstilling”, “empowerment” og “ansvarlighed” som ikke blot uundgåelige faktorer men også indirekte som krav til medarbejderen, der udelukkende er i dennes favør. Begreberne bliver brugt som sandhedsværdier, og deres relevans i “omverdenen” bliver taget for givet.

Hvis vi forholder os til denne afhandlings systemteoretiske og måske endnu vigtigere socialkonstruktionistiske indgangsvinkel, så er kommunikationen om medarbejderen og omverdenen det eneste mulige. Det er ikke tingen i sig selv, det er måden, der tales om tingen på, uagtet om denne “ting” er omverdenen eller medarbejderen. Postulatet herfra er på ingen måde at de problemstillinger, der berøres angående arbejdsmarkedet, ikke eksisterer “derude” men blot i tråd med Luhmanns teorier, at en bestemt italesættelse/kodificering har nogle medbetydninger, hvis negativværdier ikke bliver diskuteret.

Selv om coaching i lyset af systemteoretiske rammer, som postuleret ovenfor, kan anvendes til kompleksitetsreduktion, tilskrivning af mening gennem refleksion, som et iagttagelsespunkt, som en måde at begribe kommunikation og forståelse på, og som en tilgang til mennesket som “selvorganiserende” i stedet for en tom container, hvori information kan hældes, så er det vigtigt, at disse problemstillinger også bliver belyst ud fra en anden iagttagelse; nemlig coachingens blinde plet.

Lederskabet sparer tid ved ikke at betænke begge sider af coachingens binære koder, og alle systemer er nødt til at udvikle redundans for at kunne håndtere kompleksitet. Netop derfor bør andre iagttagelser (anden ordens iagttagelser) forsøge at kaste et blik på de blinde pletter, der opstår, når coachingen beskriver sig selv.

Åkerstrøm Andersen foreslår først og fremmest, at medarbejderens rettigheder bliver glemt som tema i en udviklingskultur, hvor det heller ikke er muligt at sammentænke kodificeringer, når disse betragter sig selv som “afløsere” af andre kodificeringer.

Samtidig har medarbejderen heller ikke mulighed for at melde sig ud af en bestemt kommunikation eller kodificering uden, at denne medarbejder samtidig afvikler sig selv både personligt og organisatorisk. Hvis den ansatte ikke accepterer kodificeringer som “ansvar”, “potentialeoptimering” og “forandringsparathed” eller foretager et tillidsmæssigt hop ud i en havn, hvor lederen har den eneste redningsvest, så melder denne medarbejder sig ud af den selvbeskrivelse og den semantik, som ledelsesrationaliteten og coachingen opererer igennem; man hører ikke længere under de koder, som den organisatoriske inklusionsmekanisme anvender.

“Den måske vigtigste forandring i forhold til ældre magtteorier ligger i, at teorien om kommunikationsmedier forstår fænomenet magt på baggrund af en differens mellem kode og kommunikationsproces og derfor ikke er i stand til at lade magt være tilskrevet en partner som egenskab eller som evne. Magt “er” en kodestyret kommunikation.”

Luhmanns begreb om dobbeltkontingens, der beskrev egos usikkerhed over for ikke-determineretheden i alters adfærd, rummer et koordinationsproblem, eftersom alters handlinger aldrig er hverken nødvendige eller umulige. Når social orden alligevel kommer i stand og reproduceres, så sker det gennem en kommunikativ selektionsregulering eller m.a.o. en sandsynliggørelse af bestemte kommunikative udfald, hvis nodalpunkt er symbolsk generaliserede kommunikationsmedier.

Et af disse symbolsk generaliserede medier er magt. Hos Luhmann skal magt forstås som en relation mellem to handlinger, der forøger sandsynligheden af bestemte udfald og på den måde regulerer handlingskontingens. Inklusionssemantik som fx “ansvarlighed”, “potentialeoptimering” og “selvledelse” regulerer handlingsrummet for medarbejderen, hvor dennes manglende realisering af semantikkernes forventningsstrukturer er, overlagt eller ej, ensbetydende med eksklusion. En sådan “regulering” er synonymt med magt for Luhmann.

Yderligere bør det også betragtes, at når organisationer bliver “fladere”, og ledere fordeler ansvar og beslutningsmuligheder ud til medarbejderne, så udstrækker lederen det potentielle handlingsomfang i organisationen. Selvom dette lyder som en deregulatorisk mekanisme, så bliver slutresultatet, at lederen får adgang til en langt større beslutningskapacitet, der så at sige regulerer sig selv gennem semantikken.

Helt konkret at organisationen på forhånd afstedkommer en række forventningsstrukturer via dens historicitet, hvorunder illusionen om selvledelse kan forekomme og bidrage til, at medarbejderne realiserer sig selv gennem den selektionsfrihed (deres frie valg af selv-ledelse), de illusorisk føler sig tilskrevet via bemyndigelse. Man bør således stille sig selv det spørgsmål, om medarbejdere i en organisation overhovedet er i stand til at fravriste sig de organisatoriske forventningsstrukturer og handle “frit”?

Analogt hertil spørger Luhmann sig selv;

“Hvad sker der i et system, som uddifferentierer en refleksionsoverlegen del og iagttager den, således at den iagttagne så at sige ville være nødt til at reflektere det ind i den iagttagne refleksionskapacitet, at den bliver iagttaget, og at systemet, når det begynder at blive planlagt, ikke mere er det samme, men at folk derimod forbereder sig på, at de nu bliver planlagt, at de nu er nødt til at være opmærksomme og træffe forholdsregler, at hemmeligholde og pynte på data?”

Problemstillingen vedrører, hvordan et psykisk system reagerer på bevidstheden om at blive iagttaget, og hvilke betydninger dette har for den eventuelle efterfølgende kommunikative proces. Man bør spørge sig selv, om det ikke styrer coachingforløbet, at medarbejderen ved, at han/hun bliver betragtet som medarbejder og har kendskab til eller en opfattelse af organisationens forventningsstrukturer i form af hierarki og italesættelsers inklusions- og eksklusionsmekanismer? Er coachingsamtalen på nogen måde “fri” for medarbejderen?

Magtspørgsmålet bør dog ikke kun rejses fra organisationens side. For når lederen udstrækker det potentielle handlingsomfang, så vil der i takt hermed proportionalt stige et “afbrydelsespotentiale” i bunden af handlingskæden; altså at medarbejderne får flere muligheder for at “blokere” for realiseringen af beslutningerne og dermed også organisatoriske forventningsstrukturer.

Men “magt” og “frihed” følges ad, de forudsætter hinanden. Hvis der ingen frihed er, så er der ikke brug for magt. Derfor er magten ensbetydende med, at friheden eksisterer. Det er netop som koordination af kontingens, at magt træder i kræft. Så når lederen udvider det potentielle råderum for medarbejderne, har det den betydning, at “jo flere alternativer ego kan vælge imellem, desto større er alters magt, når hun faktisk har succes med sin regulering af selektioner.”

Accepteres tesen om bestemte italesættelsers binære koders magt, så er koderne vedrørende realiseringen af medarbejderen og dennes valgfrihed, der indgår i coaching, netop et udtryk for magt, og ikke - som det er vist at litteraturen om coaching i mange år selv har hævdet - et fravær af magt.

I tråd med fund i analysen af coachingens selvbeskrivelse skriver Åkerstrøm Andersen ligefrem, at: “Empowerment er magtens kode ganget med to. Empowerment handler basalt set om at styre på selvstyring. Empowerment spalter dem, der iagttages, op i mægtige og magtensløse.”

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 18

2009-11-25T06:48:00.000-08:00

Person og medie:

I tråd med de organisatoriske forventningsstrukturer vil der i dette afsnit blive arbejdet med et andet af Åkerstrøm Andersens værker, “Kærlighed og Omstilling - italesættelsen af den offentlige ansatte”, der med udgangspunkt i Luhmann fokuserer på, hvordan bestemte italesættelser af medarbejderen knytter an til bestemte forventninger om dennes gøren og laden. Dette skal forstås i lyset af, at “handlinger” i Luhmanns senere opgør med Parsons som sådan ikke er noget, individer gør, men noget de tilskrives eller kan tilskrive sig selv retroperspektivt i overensstemmelse med eller som afstemning af en semantisk konstruktion af identitet.

Det har yderligere den betydning, at “medarbejderen” er en social konstruktion, som gør det muligt at adressere en del af “mennesket”. Mennesket er et sammensurium af forskellige systemer uden fælles enhed og kan derfor aldrig adresseres i sin helhed. Derfor bliver det overordnede begreb “person” et semantisk trick, der gør kommunikation mulig mellem det, der normalvis betegnes som “individ”, simpelthen ved at tilskrive dem eller lade dem tilskrive sig selv en række karakteristika, der kan anvendes i kommunikationen. På denne måde oplever både tilskriver og tilskrevet mening ved at attribuere handlinger og oplevelser både til sig selv og andre.

Det betyder samtidig også, at når en organisation kan kommunikere med sine ansatte, så er det netop fordi, de ansatte bliver tilskrevet en række handlinger, som gør dem mulige at adressere som “interne” i det organisatoriske system. Dog er det på ingen måde vilkårlige tilskrivninger men tilskrivninger med en lang historisk udvikling, der er knyttet til forestillingen om “person i organisationen”.

Men først og fremmest drejer det sig om, hvad der regnes for henholdsvis inkluderet/ekskluderet for organisationen. Vi kunne kalde det krav til medlemsskab. Det betyder, at når organisationen tilskriver medarbejderen en række handlinger eller krav om handlinger, så er det en nærmere definition af de krav til medlemsskab, som organisationen beslutter sig for er gyldige på et givent tidspunkt.

Luhmann arbejde med tre forskellige medier nemlig sprog, udbredelsesmedier og symbolsk generaliserede medier. De symbolsk generaliserede medier deles op i tre sekvenser, der først består af løst koblede elementer, som gøres til en fast kobling, præges ind i en form og til sidst et samspil herimellem. Det særegne ved det organisatoriske system er, som påvist i afsnittet om funktionssystemer, at det ikke har sit eget symbolsk generaliserede medie med tilhørende binære kode. Organisationer fungerer i stedet gennem en beslutningspræmishorisont, hvilket gør, at både koder og medier kan eksistere og samspille i flertal.

Der er blevet argumenteret, at coaching kan ses som et udtryk for, at organisationer præger mediet “barn” ind i sin form med den binære kode “bedre/dårligere dannelsesmæssigt”. Nedenfor vil blive fremsat det argument, at dannelse kan erstattes med læring, men det kræver først en tilbagevenden til organisationers måde at tilskrive mennesker træk, der gør dem mulige at adressere.

Åkerstrøm Andersen gennemgår i værket “Kærlighed og Omstilling” en række faser i måden at adressere medarbejderen på. Disse vil kun blive kort skitseret her, da afhandlingen temporalt set ikke rækker længere tilbage end til 1996, og det derfor er den omkringliggende periode, der har mest interesse. Følgende skema viser, hvordan medarbejderen gennem tiden er blevet italesat i det offentlige. Hvorvidt disse italesættelser kan overføres analogt til det private arbejdsmarked forbliver et åbent spørgsmål. Den udvalgte coachinglitteratur giver ikke eksplicit udtryk for at henvende sig til enten det offentlige eller det private men blot til ledere. Åkerstrøm Andersen opstiller det således:

Vurderes disse semantikker og deres modbegreber og sammenlignes med resultaterne fra analysen af coaching i denne afhandling, står det klart, at der ikke så meget er tale om et ophør af forskellige semantikker men mere en overbygning. Et af de hyppigst fremkomne ord i analysen var “potentiale”, hvormed det med henblik på coaching kan argumenteres, at denne “kodificering” ikke ophører omkring 1970 men derimod fortsætter sideløbende med andre italesættelser af medarbejderen.

Potentiale, fleksibilitet/bevægelighed og selvvalgt ansvarlighed er kontinuerlige addresseringer og tilskrivninger af medarbejderen og har således ikke forskellige epoker, hvormed den ene eller anden beskrivelse ophører. De fungerer sideløbende med hinanden. Dette skal på ingen måde ses som et opgør med Åkerstrøm Andersens analyser, da meningen i hans analyse blot er, hvornår medarbejderen er relevant eller sagt med andre ord; under hvilke kodificeringer organisationer tilskriver medarbejdere relevans (inklusionsmekanisme). Dette kan opstilles i følgende skema:

Angående den ansatte som menneskeligt potentiale ser vi, at medarbejderens formbarhed til efteruddannelse er en inklusionsfaktor. At dette ophører med at være den primære inklusionsfaktor betyder ikke, at italesættelsen ophører helt og holdent, men at de primære organisatoriske inklusionskrav derimod flytter sig over til konkurrence om medarbejderens ekspertise i organisationens omverden. Dette inklusionskrav afløses senere af kravet om, at medarbejderen gør sig selv relevant for organisationen gennem ansvarlighed og engagement. Som det allerede er fremstillet ovenfor, så ser vi ikke et ophør men en tilføjelse af italesættelser og forventninger til medarbejderen, selvom inklusionsmekanismerne rykker sig.

Accepteres samtidig at de forskellige italesættelser af medarbejderen er et udtryk for “personliggørelse” og hermed tilskrivning af kommunikerbare træk, ses en klar lighed til uddannelsesfunktionen i Luhmanns teori, der har som hypotese, at det er uddannelses- og opdragelsessystemets funktion at gøre mennesker til personer; personer både for sig selv og for andre. Tilskrivningen af “person” er ydermere et udtryk for det sociale i kommunikationen, og netop uddannelse skal føre til, at disse tilskrivninger ikke skuffer de sociale forventninger, som Luhmann udtrykker det.

Dermed også sagt at tilskrivning har perfektibilitet som grundopfattelse. “Personen” som begreb er ufuldendt og et medie, hvori der kan indskrives utallige former. Åkerstrøm Andersen har vist det i sine analyser, der i meget afkortet omfang er gengivet ovenfor, men analysen af coaching i nærværende opgave har også vist, at en række karakteristika bliver præget ind i medarbejderen. Således forekommer der flere forskellige italesættelser af medarbejderen, altså den person, der bliver coachet, hvor vi støder på begreber som “learner”, “elev”, “client”, “students”, “coachee”, “person being coached”, og “fokusperson”.

Begreber som “elev”, “student” og “learner” har en række klassiske forekomster i andre funktionssystemer såsom uddannelsessystemet, hvor klientliggørelse også forefindes i omsorgs-, sundheds- og organisationssystemer ved sidstnævnte fx i form af konsulentbistand til klienter.

“Coachee”, “person being coached” og “fokusperson” kan ikke med rette ekstrapoleres fra andre funktionssystemers medier og binære koder og er dermed som sociale konstruktioner afhængige af den specifikke kontekst, de indgår i, indtil et eller flere af begreberne bliver kondenserede og opnår temporal udstrækning, som symbolsk generaliserede medier har som forudsætning. Dette betyder også, at der i denne afhandling ikke vil finde en analyse af eventuelle begrebskonnotationer eller -koblinger til disse udtryk sted.

Når den udvalgte litteratur om coaching bruger begreber/medier som “student”, “learner”, “elev” og “klient”, så kan man med rette spore en semantik, der, som det blev nævnt ovenfor, også er at finde i samfundets uddannelsessystem. Derfor er der ingen videre grund til ikke at kunne tilføje læringsbegrebet til dannelsesbegrebet, hvis disse overhovedet bør ses som adskilte på forhånd.

Det betyder helt konkret, at der i denne afhandling bliver anvendt det pædagogiske funktionssystems medie “barnet” men med den binære kode “bedre/dårligere læringsmæssigt. Dette sker netop for ikke at betragte dette som en erstatning i tråd med den vekslen mellem disse to begreber, som findes hos Åkerstrøm Andersen. Dertil er det vigtigt at nævne, hvilket også er berørt tidligere, at “barnet” ikke er et barn men et symbolsk medie, der er udskifteligt med tilsvarende medier såsom “studerende” eller “klient” og er derfor ikke afhængigt af biologisk alder. Den sondring, der altid følger med symbolet, er formbar/formfuldendt. Det formbare i mediet ligger i evnen til indlæring og dermed også til aflæring, til perfektibilitet, til potentialeoptimering, til præstationsforbedring, til omstillingsparathed, til selvledelse og til ansvarlighed. Luhmann foreslår derfor også for ikke at overbelaste symbolets medbetydninger at erstatte “barnet” med “livsforløbet”, hvilket han nærmere beskriver som “en sammenkædning af ikke-selvfølgelige, kontingente begivenheder, der kan udfoldes i individet.”

Luhmann anvender samtidig dette begreb for at imødekomme teorien om autopoiesis, da han betragter livsforløbet som en de-randomisering af komponenter og sekvenser med ryggen til fremtiden altså en tilskrivning af mening gennem selvorganisering. Derfor søger “livsforløbet” heller ikke en start men er systemets eget iagttagelsespunkt.

Livsforløbet baserer sig derfor på refleksion og læring, og coaching kan ses som et redskab til at imødekomme en række problemstillinger angående denne opfattelse af det sociale. Hvis mennesker både som psykiske og sociale systemer fungerer gennem autopoiese eller selvorganisering, og vi accepterer, at undervisning dermed ikke længere er muligt men bliver erstattet af læring, eller mere konkret barnet/livsforløbet med den binære kode “bedre/dårligere læringsmæssigt”, så har coaching en række muligheder alene ved hjælp af sin “refleksionsinducerende” og læringsfunderede metodik.

Når man på den måde præger læringskoderne og livsforløb/barn-mediet ind i organisationer og gør dem til omdrejningspunkt for en ledelsesform, der vil noget konkret med medarbejderen, så må man også spørge sig selv, hvad det har af betydning for netop medarbejderne? Altså, er læring kun et lykkeligt begreb? Når man bruger læringens binære koder, så er det i sig selv binært. Spørgsmålet er helt konkret, hvad der sker, når medarbejderen befinder sig inden for de binære koders og tilskrevne semantikkers negativ-værdi?

Note til Organisatoriske Selvmål

2009-11-23T04:58:00.000-08:00

Hermed slutter afsnittene om anvendeligheden af coaching i en systemteoretisk optik.
Jeg vil i de følgende indlæg vende mig mod en anderledes magtkoncipering, der forsøger at klarlægge coaching som et udtryk for magtanvendelse, uagtet intentionaliteten fra coachens side af.

Jeg håber at eventuelle læsere stadig hænger ved, selvom det nok har været en træg omgang. Det er nu det sjove begynder :)

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 17, Tillid

2009-11-23T04:47:00.000-08:00

Tillid:

“Tillid er da den generaliserede forventning, at den anden vil håndhæve sin frihed, det uhyre potentiale i vedkommendes handlingsmuligheder, nemlig sin personlighed - eller rettere den personlighed, som han fremstiller og gør socialt synlig netop som sin personlighed.”

Luhmann beskriver her også tillid som en mekanisme til reduktion af social kompleksitet nærmere bestemt angående dobbeltkontingensens problemstilling. Tillid kommer i stand som et led i både alter og egos friheder til at handle. Altså en førsocial handlingspotens, hvor ansvaret for egne handlinger danner grundlaget for, at tillid overhovedet kan læres.

Tillid kan nemlig ikke opstå, hvis alter kan se, at ego ikke har frihed til at handle anderledes, så handlingerne sker som led i “ordrer” andetsteds fra. Hvis ego skal gøre sig fortjent til tillid, må det i handlingerne være klart, at der handles på så flittig og ikke-selvfølgelig måde, at ego selv bærer et betragtelig ansvar herfor.

Derfor kan tillid heller ikke forlanges men må betragtes som en forudydelse, hvor tillid skænkes og belønnes reciprokt.

Tillid kan i den sammenhæng også betragtes som et systems selvfremstilling, hvor ansvarligheden ses i en konkret indarbejdning af andres forventninger i systemets selvfremstilling, hvormed det fremstår som konsistent overfor omverdenen. Grundlaget for tillid er nemlig interaktioner og korrespondance med omverdenen i forsøget på at opnå gyldighed for sin selvfremstilling. Uden en sådan gyldighed kan tillid ikke komme i stand, for en selvfremstilling er præget af indre modsigelser, fejl og forkerte fakta, hvilket gør en taktfuld interaktion med alter til en nødvendighed for at opnå social gyldighed.

Hvis ego formår at fremstille sig på en tillidsfuld måde og derefter bliver belønnet med tillid, så reduceres social kompleksitet, idet interaktionen i stor grad mindsker opfattelsen af handlingspotentialer og dobbeltkontingens, eftersom tillid mellem alter og ego betyder, at forventninger bliver indpræget i den tillidsrelationelle form.

Tillid bliver som mening altid fastslået retrospektivt og opstår kun, når det ønskede udslag med tillidsudspillet bliver realiseret. Ønsket om overhovedet at foretage et tillidsudspil skal derfor findes i en fortrolighed med verden; i systemets iagttagelser af egen historicitet og forventningsdannelser ved at skabe en nutidig iagttagelse af fortiden under forventninger om fremtiden jf. indlægget om mening.

Tillidsudspillet beror derfor på en overdrivelse af information, der forskydes til at være systemintern og derefter virker som grundlag for tillidsudspil. Når systemet overdriver information, så håndterer det kompleksitet og sit eget risikoberedskab ved at have tillid til tillid, altså ved grove symbolske generaliseringer af en række indicier, hvis rigtighed afprøves retrospektivt.

“Tillid er overdrivelse af information; den beror altså på, at den, der har tillid, kender til sa-gen i hovedtræk og allerede er informeret, selv om det ikke er indgående nok, ikke fuldstændigt, ikke tilforladeligt.”

Disse meget abstrakte gennemgange af enkelte pointer i Luhmanns tillidsteori rejser en række problemstillinger angående temporalitet og anden ordens tillid. I forhold til temporalitet anvender Luhmann begrebet fortrolighed, som er et systems kendskab til sig selv og sin historie. Tillid er et spring ud i det uvisse i en forestilling om fremtiden baseret på systemets nutidiggørelse af fortiden. Fortiden begribes og behandles ikke i sit fulde omfang men baseres på systemets nuværende systemstruktur. Hvorvidt tillid kommer i stand afhænger af en retrospektiv tilskrivning af, hvorvidt formålet med tillidsudspillet er realiseret.

Systemet skal desuden have tillid til både egen og alters tillidsværdighed. Dette kalder Luhmann tillid til tillid. Det er nødvendigt at have tillid til, at tillid virker uden at være konkret heromkring. Når systemer ikke har adgang til andre systemer men kun til systemernes kommunikation, kan systemerne foretage en “rationalisering” over tillidsudspillets realiserbarhed. Når systemet ikke kan forudsige partnerens handlinger (og derfor heller ikke en eventuel reciprocitet) laves i stedet en rationaliseret iagttagelse over alters motivationsstrukturer og hvilken gevinst eller hvilket tab, alter vil kunne skrive på regningen i tilfælde af, at tillid opstår.

I en coachingsammenhæng er det adskillige gange blevet betragtet, at tillid mellem leder og medarbejder er en af hovedingredienserne i succesfuld coaching. Hvis ego betragtes som medarbejderen og alter som lederen, der coacher, så er det først og fremmest vigtigt at se på, hvorvidt medarbejderen kan have tillid til lederens selvfremstilling.

Tillid til selvfremstilling blev vist at bero på kontinuitet, hvilket kan rejse en række problemer, hvis lederen ikke har coachet før eller vigtigere ikke har haft en ledelsesstil, der er let komplementær med coachingstilen.

En autokratisk leder, der pludselig begynder at coache og fremstille sig selv som meget interesseret i alle aspekter af medarbejderens liv og arbejdsprocesser, vil muligvis have svært ved at afholde den nødvendige tillid hos medarbejderen, hvilket gør coachingens sagsintime natur til et problem for begge parter. Tillid som reduktion af social kompleksitet kræver, at der tilskrives gyldighed i selvfremstillingen, uagtet om denne ligger på alter eller egos side.

Men kastes der igen et blik på ovenstående afsnit, så er det vigtigste i tillidsudspillet friheden til at handle anderledes; den Parsonske dobbeltkontingens.

For coachingen kunne dette fx betyde en betragtning over, hvorvidt medarbejderen tror på lederens frie vilje og filantropiske intentioner ved coachingprocessens påbegyndelse og har tillid til, at lederen ikke blot er ude på at manipulere medarbejderen til at “løbe” stærkere.

Medarbejderen skal tro på, at lederen bruger coaching som et tilløbstykke til etableringen af tillid og dermed, at interessen i potentialet og præstationerne er valgt frit som et tillidsudspil. Accepteres dette udspil, og har medarbejderen tillid til tilliden, så kan den sociale orden komme i stand.

Men tilliden til tillid gælder også på lederens side. Her er der først og fremmest tale om netop anden ordens tilliden, da lederen skal have tillid til sit tillidsudspil i forhold til medarbejderens kompetencer og potentialer. Yderligere kan en refleksiv coachingproces give lederen adgang til medarbejderens tillidsbaserede selvfremstilling og dermed også få indflydelse på selvfremstillingens integrative funktion, hvilket potentielt kan fange medarbejderen i en række forventninger til kontinuiteten i selvfremstillingen, hvilket så samtidig øger risikoen for tillidsbrud.

Ifølge Luhmann bliver medarbejderen nødt til at fremstille sig selv på samme måde, hvis tilliden mellem medarbejder og leder skal fortsætte.

Accepteres det at coachingprocessen har en intim natur i kraft af de problemstillinger en sådan proces kan rejse og tillader sig at vedrøre, så er kontinuitet i selvfremstilling en yderst vanskelig ting. Medarbejderen vil derfor være fanget i en - med Luhmanns term - “taktmæssig adfærd”, hvor dennes iagttagelse af at blive iagttaget betyder en kontekstuel tilpasning af mulige kommunikative udspil med hensyntagen til en række forventningsstrukturer.

Medarbejderen er således ikke fri til at kommunikere og handle i en organisatorisk sammenhæng, da netop denne sammenhæng er præget af forventninger til kommunikationens fortsættelse, uanset om medarbejderen er bevidst herom. Som tidligere påvist er organisationer i stand til at præge adskillige medier ind i deres beslutningsform. Medarbejderen såvel som lederen er kun i stand til at begribe udsnit af den medfølgende kompleksitet af denne kobling, hvilket kræver tillid til systemer og symbolsk generaliserede medier. Luhmann påpeger, at omgangen med medier som penge, sandhed og magt sjældent er refleksiv af natur, og derfor blot består af adfærd. Når de symbolske medier “nyder” tillid, og medarbejderen har systemtillid, så er det resultatet af redundans og en håndtering af kompleksitet. Den refleksive proces, som coachingen har som formål at skabe, indebærer derfor en risiko for system- og medie-mistillid; en accept af kompleksitet, hvilket lederen/coachen skal have tillid til ikke betyder en realisering af refleksivitetens latente ricisi, såsom at medarbejderen vælger at forlade organisationen på grundlag af mistilliden.

Lederens fremstilling af egne motivationsstrukturer for tillidsudspillet og efterfølgende manipulation af iagttagelsen af sig selv bliver derfor uhyre vigtig.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 16, Partnerskabelse

2009-11-23T04:42:00.000-08:00

Partnerskabelse:

“Dagens svar er omstilling og fleksibilitet. Vi skal ikke længere omstille os til noget bestemt. Vi skal omstille os til det ukendte. Man kunne kalde det omstilling til omstilling.”

"Partnerskaber sættes lig med fællesskab, langsigtet samarbejde, dialog, synergi og udnyttelse af partnernes gensidige forskellighed. Kontrakt sættes modsat lige med opportunistiske aftaler, kortsigtet beregning og købslåen.”

Vi ser for det første den betragtning, at tilpasning til markedsudviklingen i dag slår sig på forandringsparathed, hvor virksomheder i denne sammenhæng skal være omstillingsparate og forberedte på at kunne indstille sig til det ukendte, da den stigende kompleksitet betyder, at muligheden for at komme med forudsigelser svinder mere og mere ind.

Men som det er vist i analysen af coaching, så gælder dette naturligvis også internt i organisationer, hvor lederne udover selv at være omstillingsparate skal skabe dynamiske medarbejdere, der påtager sig ansvar, er lærende, potentialeoptimerende og forberedte på at håndtere kompleksitet og omskiftelighed fra både nær- og fjernmiljø. Denne “skabelse” af medarbejderen kan, med et udtryk hentet flere steder i analysen og anvendt analogt fra Åkerstrøm Andersens analyser, kaldes “partnerskabelse”. Åkerstrøm Andersen stiller dette begreb over for “kontrakten”, der er en aftale vedrørende en konkret handel eller problemstilling, som arbejder inden for en kortsigtet horisont. Partnerskabet derimod har en langsigtet horisont, som, på trods af at være baseret på fællesskab, dialog og udnyttelse af forskellige kompetencer, ikke er nærmere defineret end “omstilling til omstilling”.

“Køber vi diagnosen, at organisation i stigende grad forestiller sig, at de skal forandre sig og indstille sig på det ukendte, så opstår i hvert fald en udfordring i forbindelse med, hvordan man kan binde sig til organisationer i sin omverden, uden at disse bliver en hindring for egen omstillingsevne.”

For nærværende afhandling kunne betegnelsen “læring af læring” eller “omstilling til læring” være det centrale. Når det ikke nærmere defineres, hvori aftalen/kontrakten består (“fravær af købsslåen med Åkerstrøm Andersens ord”), kan det betragtes som en aftale/kontrakt af anden orden. Lederen går ind til medarbejderen med den indstilling, at “jeg lærer dig at lære bedre” gennem en coachende ledelsesform, der fremmer fx refleksivitet, hvormed lederen modtager loyalitet, enga-gement, ansvarspåtagelse, selvledelse og potentialeoptimering uden at definere de nærmere rammer herfor.

Hvis det accepteres, at dette er medarbejderens modydelser til lederens “læringsgave”, så er det en mulig løsning på, hvordan det er muligt at binde sig til organisationer uden, at de er hindring for ens omstillingsparathed. De gør det tværtimod til en intern opgave at gøre medarbejderen omstillingsparat.

Det er derfor muligt at betragte coaching som et værktøj til intern partnerskabelse for organisationer med komplekse omverdener, hvor spørgsmålet om dobbeltkontingens internt i organisationer netop løses gennem “aftalen”, som i mange tilfælde ikke længere er mulig at definere på andet end anden orden.

Coaching kan derfor være et partnerskabs konkrete værktøj til at stramme møtrikken om det ukonkrete og lade sociale kontrakter komme i stand på kompleksitetens usikre grundlag

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 15, Dobbeltkontingens

2009-11-23T04:39:00.000-08:00

Dobbeltkontingens:

Med begrebet dobbeltkontingens refererer Luhmann igen til Parsons, der med dette begreb forsøgte at forklare, hvordan socialitet opstår. Som det er diskuteret tidligere ,er samfundets grundelementer for Parsons værdier. Det sociale opstår altså i en konkurrence eller et partnerskab på grundlag af værdier.

For Luhmann kommer værdier først i stand som noget sekundært, og kommunikation bliver sat ind som det først forekomne grundelement i det sociales emergens. Når en person foretager en talehandling, så kan personen, som denne er rettet mod, acceptere eller afvise. Der kan altså enten opstå information eller kommunikation. Hvis den anden person accepterer, så er han samtidig nødt til at rette sig efter, hvordan der allerede er taget hul på situationen.

Luhmann skriver:

“Social orden kommer i stand, når en eller anden præsterer et forlæg, lancerer et initiativ, stiller et forslag eller fremlægger sin holdning og dermed sætter de andre under reaktionstvang. De er nødt til at gå ind på det eller lade være. De kan indlede processer, der søger en afklaring, men altid i relation til det, som allerede er der, som allerede ligger fast, således at asymmetrien, som står soleklart for én i denne model, først og fremmest er tidslig og ikke hierarkisk.”

Når dobbeltkontingens opstår, så er det fordi, at den ene part er afhængig af den andens “præstationer”, og den anden part er afhængig af den enes “præstationer”. Når kommunikationen begynder, så er begge parter (såfremt der tales om kommunikation mellem kun to mennesker) ikke kun afhængige af den andens “præstationer” men samtidig også af muligheden for, at alle udfald og informationer kunne være anderledes. Heri ligger betydningen af kontingens og det sociales emergens på grundlag af kommunikation mellem to parter; dobbeltkontingens. Begge parters kommunikative handlinger besidder et så godt som uendeligt antal alternativer. Når det sociale alligevel opstår på trods af denne usikkerhed, så er det oprindeligt, fordi parterne indgår “kontrakter” med hinanden; “hvis du gør det, som jeg vil, så gør jeg det, som du vil”. Derfor ligger asymmetrien mellem disse to parter også i temporalitet, da det er afsenderen af den første information, der sætter tonen for videre handling. Dermed begrænses den andens råderum, såfremt kommunikationen skal kunne fortsætte.

Hvis denne afhandlings epistomologiske program accepteres, således at der kun er iagttagelser og ikke endegyldig sandhed, så opstår der det problem, hvordan sociale “kontrakter” kommer i stand, når der ikke er noget temporalt udstrækkeligt og sikkert grundlag at basere dem på. Der vil blive forsøgt at finde et svar i nedenstående afsnit om partnerskabelse.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 14, Kompleksitet

2009-11-23T04:34:00.000-08:00

Kompleksitet:

“Ved total interdependens ville enhver forstyrrelse tvinge hele systemet ud i en ny afbalance-ring, og det ville kræve så megen tid, at den næste forstyrrelse i mellemtiden allerede var indtruffet, og at system aldrig ville nå frem til at befinde sig i en stabil tilstand.”

Hvis der huskes tilbage til indlægget om, og kritikken af, Parsons teori om sociale systemer og disse systemers interdependens, så var problematikken, at denne fuldstændige afhængighed ikke skal ses som et lykkeligt integrationsbegreb men må anskues med blik på den manglende forandringsevne og kompleksitetstilpasning, som interdependens skaber.

Hvis systemerne alle er afhængige af hinanden, så vil der være for mange “hensyn” at tage under en tvungen forandring, hvor tvungen her betyder, at hvis systemet ikke re-producerer sig selv og dermed ikke selvorganiserer, så vælger det at ophøre. Derfor kommer Luhmann til den paradoksalt klingende konklusion, at løst koblede systemer er mere stabile end fast koblede systemer.

Når et system skal håndtere kompleksitet på behørig vis, må det derfor afhænge af dets løse koblinger til andre systemer og evnen til at selektere og koble strukturelt herimellem. Man aner hurtigt det paradoks, at større kompleksitet bebuder større fragmentering i systemet, eftersom en stigning i elementer giver en overproportional stigning i relationsmuligheder, hvilket skaber selektionstvang for systemet, som er en kompleksitetsreducerende funktion. Det har yderligere den betydning, at selektionerne altid kunne være foretaget anderledes, ligesom iagttagelsespunktet i formanalysen altid kan flyttes, hvilket ville afstedkomme andre mulige selektioner og iagttagelser.

Dette åbner op for en betragtning af den kontekst, som kompleksitetsreducerende selektioner indgår i. Luhmann spørger sig selv, hvad der sker med et komplekst system, som møder et andet komplekst system, hvor det ikke er muligt at opnå konsens mellem de to? Altså, hvor det ene system ikke er i stand til at duplicere det andets systems kompleksitet ind i sig selv. Svaret herpå er fundet hos Åkerstrøm Andersen og bliver en ekskursion ud i et magtspørgsmål, hvor den magtoverlegne kan læsse kompleksitet over på den magtunderlegne, som hele tiden skal operere under fortolkning af førstnævntes intentioner.

Åkerstrøm Andersen formulerer det således:

“Magt udøves, når den magtunderlegne er usikker på den magtoverlegne og styrer sig selv ud fra fortolkninger af den magtoverlegnes mulige intentioner. Derfor forudsættes magt den underlegnes frihed. Magt består i at styre på andres frihed. Så jo mere kapacitet til selvstyring hos den magtunderlegne, desto større magtpotentiale i det hele taget.”

Flere steder i analysen om coaching blev det klart, at coaching var synonymt med fraværet af kontrol og skulle “empower” medarbejderen gennem selvledelse. Åkerstrøm Andersen ser netop det at styre andre på deres frie vilje som magt, så når lederen/coachen læsser kompleksitet over på medarbejderen og har skabt et rum med “selvvalgt” ansvarspålæggelse for medarbejderen, er der ikke et fravær af kontrol. Dette vil blive behandlet nærmere i nedenstående afsnit.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 13, Funktionssystemer

2009-11-23T04:29:00.001-08:00

Funktionssystemer:

Luhmann definerer samfundet som funktionelt uddifferentieret, hvilket betyder at det er delt op i en række funktionssystemer, der varetager hver deres “felt” og knytter en særlig kommunikation hertil. Omverdenen for disse funktionssystemer er andre funktionssystemer, og samfundet er derfor ikke en enhed i sig selv men summen af disse funktionssystemer. Det betyder også, at samfundet i sig selv er kommunikativt utilgængeligt.

Når de forskellige funktionssystemer har hinanden som omverden, betyder det også, at de har “kontakt” til hinanden gennem strukturelle koblinger; såkaldte system-til-system relationer. Det er vigtigt at have strukturelle koblingers funktionalitet og autopoiesisbegrebet in mente, når man tænker på system-til-system relationer, for funktionssystemerne kan ikke kommunikere med hinanden, fordi de har hver deres medie og kode. De kan kun iagttage hinanden og foretage strukturelle koblinger på egne præmisser med egne medier og koder.

Uddifferentierede funktionssystemer kan således ikke tage højde for de andre systemers koder og iagttagelser, hvis det skal opretholde en stabil selvbeskrivelse, men samtidig bliver de stadig mere afhængige af hinanden i takt med, omverdenen stiger i kompleksitet, eftersom de ikke kan regne med, at det stigende krav til antal af funktionaliteter i det enkelte system bliver håndteret på tilstrækkelig måde i andre funktionssystemer.

Funktionssystemer skal altså koble til andre funktionssystemer for at håndtere kompleksitet og samtidig udarbejde tilstrækkelig indifferens over andre systemers koder og iagttagelser for at opret-holde sin selvbeskrivelse og derigennem tilskrive sig selv mening.

Organisationer derimod opererer ikke inden for en kommunikation fastlagt i bestemte binære koder men fungerer via beslutningspræmisser, hvilket skaber mulighed for, at der kan eksistere multiple koder og koblinger til flere funktionssystemer i samme organisation. Dette kaldes heterofoni. Samfundets funktionssystemer er opstillet nedenfor:

Når organisationer kobler strukturelt til flere forskellige funktionssystemer, så kan det ses som et udtryk for håndtering af omverdenskompleksitet. Denne pointe skal holdes in mente for senere arbejde angående organisationers kobling til funktionssystemers medier, som bliver behandlet nedenfor.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 12, Autopoiesis

2009-11-23T03:30:00.000-08:00

Autopoiesis:

Når et system foretager strukturelle koblinger og vælger at transformere en given struktur som led i selvopretholdelse, så er det tale om et systems autopoiesis. Et system vælger selv hvilke faktorer i omverdenen, der har betydning for systemet, og hvilke faktorer eller kommunikationer dette system vil koble strukturelt til. På den måde sikrer systemet sin opretholdelse og reproducerer sig selv og sine strukturer således, at disse er kompatible med omverdenen. Systemet kan dog vælge ikke at være kompatibelt, hvilket måske i sidste instans betyder, at systemet ophører.

Som påvist ovenfor er det vigtigste dog, at der ikke finder en “strukturimport” sted, men at systemet fortsat fungerer via “selvorganisation”. Heri ligger betydningen af autopoiesis; systemet frembringer kun strukturer ved hjælp af egne operationer og determinerer den tilstand, ud fra hvilke andre operationer er mulige dog kun gennem systeminterne processer.

Selv om autopoiesisbegrebet muligvis er det mest omfattende og betydningsfulde i Luhmanns forfatterskab og værker om Luhmann (selvom begrebet af lånt), så vil der ikke blive foretaget en længere diskussion om dette begreb. I stedet påpeges relevansen i forhold til en måde at anskue det sociale og endnu vigtigere sociale systemer på. Det har den betydning, at lederen forstår, at medarbejderen trækker på sine egne processer og strukturer under dannelse af iagttagelse, kommunikation, mening og forventninger, og ikke ser medarbejderen som et tomt kar, hvori information skal hældes men derimod som et høj-selektivt system, der håndterer information og omverdenskompleksitet ved hjælp af egen historie og erfaring:

“Tager man derimod udgangspunkt i autopoiesis, bliver det lettere at forstå, at struktureringen af ens egen bevidsthed, ens egen hukommelse og egne præferencer er resultatet af en individuel systemhistorie, som ikke mindst har noget at gøre med det kulturelle tilbud om at aktualisere konformitet eller afvigelse.”

Som det tidligere er blevet påpeget, har teorien om autopoiesis den virkning, at man inden for skolesystemet ser en overgang fra undervisning til læring, som, hvis man følger coachingens selvbeskrivelse, også kan spores i en organisatorisk sammenhæng, hvor “overførsel af information” ikke længere ses som muligt, men at individet i stedet kobler til information ud fra egne betingelser og så at sige “socialiserer” sig på grundlag heraf.

For Luhmann er socialisation at forberede mennesker på en tilstand af permanent usikkerhed. Det er en vigtig pointe i forbindelse hermed, at mennesker kan betragtes som ikke-trivielle og selvreferentielle maskiner, der, som det er påpeget flere gange, bearbejder alle input og output i forhold til den givne tilstand i maskinen og dens unikke historie og aktualitet. Læring bidrager i denne sammenhæng til en forøgelse af disse input/output-relationer, hvilket øger sandsynligheden for, at maskinen kan aktualisere sig selv og hermed reproducere sine strukturer ind i en nutidig og relevant tilstand.

Undervisning står i modsætning hertil som et forsøg på trivialisering af maskiner, da undervisning i klassisk forstand beror på overførsel:

“De forskellige stier, som ligger åbne for et individ, og som er kompatible med autopoiesis, leverer et bedre udgangspunkt for en teori om socialisation end overførselsmodellen.”

Hvis autopoiesisbegrebet accepteres og herefter relateres til coaching, handler det om en overgang i organisationens og lederens mulighedshorisonter i forbindelse med udvikling af medarbejderen fra perfektion til perfektibilitet, hvor det får lov til at stå åbent, hvad slutproduktet af lærings-processen bliver.

Autopoiesis kan betragtes som synonymt med den coachingrelaterede debat om lederens fravær af ego og ekspertløsninger over i en tro på medarbejderens evne til “selvorganisering” i bl.a. forandringsintensive situationer.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 11, Strukturel Kobling

2009-11-23T03:24:00.000-08:00

Strukturel Kobling:

For Luhmann er mening en struktur i systemet, der kun er relevant i nutiden, og dermed ikke er en struktur, når der tales om fortid eller fremtid. Mening er derfor en strukturmæssig aktualisering, og denne struktur ophører, så snart en overlappende mening tilskrives.

Her bliver det lidt kompliceret, for det har den betydning, at fortid aldrig kan re-aktualiseres, men at fx hukommelse kun kan skrives ind i en ny struktur, der er nutidig. Luhmann kalder dette neural “cross-checking”. Når bevidstheden “griber tilbage” i hukommelsen, så er det for at skabe en konsistensprøve, der udelukkende er relativ i forhold til en nutidig aktualisering af en meningsstruktur. Systemet “forstår” derfor kun fortiden i relation til nutiden, og de strukturer dette system har til at aktualisere mening med.

Dette kræver gentagelse; at systemet forstår en eller anden situation som gentagelse af en anden situation, hvormed der kan ske en aktualisering af nogle forventningsdannelser som led i en identifikation og derefter en generalisering af en fortidig situation.

Luhmann benævner selv dette for forventningsstrukturer. Hver gang et system trækker på en forventningsstruktur, så sker dette for at reducere kompleksitet. Fx hvis jeg trækker på en forventning, jeg har til en bestemt situation, så er det fordi, jeg ikke inden for den nødvendige tidsramme (måske en levealder) er i stand til at begribe situationen i dens fulde omfang og træffe afgørelser ud fra denne “tabula rasa” indstilling. I stedet gøres brug af forventningsstrukturer der er aktualiseret gennem selektionstvang, som så både reducerer kompleksitet og samtidig danner nye horisonter for tilslutningsmuligheder, som vi har set ovenfor.

Når systemet foretager en “cross-checking” med forventningsstrukturerne, tilskrives omverdenskausalitet i en systemintern operation, som Luhmann kalder “strukturel kobling”. Systemets krav til denne kobling er, at den er kompatibel med systemets forventningsstrukturer. Det må altså igen forstås, at omverdensstrukturer ikke indoptages i systemet, men at systemet med sine egne strukturer danner en meningskobling i omverdenen bl.a. via systeminterne forventningsdannelser, der er højselektive.

I relation til coaching bliver det altså lederens job at “irritere/forstyrre” medarbejderen til at reagere og at foretage strukturelle koblinger til den information, der foreligger, således at medarbejderens systeminterne operationer laver strukturelle tilpasninger til irritationen:

“Forstyrrelse er altså ensbetydende med at sætte en informationsbearbejdningsproces i gang, som kan håndteres operativt i systemet, fx klares i bevidstheden gennem overvejelser eller omdirigering af iagttagelsen til forstyrrelsesstedet eller behandles kommunikativt i kommunikationen.”

Systemet/medarbejderen kobler strukturelt til den foreliggende information og søger videre afklaring gennem kommunikation, der kan åbne op for nye forstyrrelser.

Irritationen skal her bestå i at udfordre de forventninger, som systemet har til videre fortsættelse af kommunikationen for at klarlægge andre iagttagelsesper-spektiver/verdenssyn og i coachingsammenhænge; andre løsningsmuligheder. Irritationen skal “perturbere” systemet og bane vej for forandringer gennem transformation af forventningsstrukturer:

“Et system kan lære på forventningernes niveau, ikke på handlingernes niveau; på forventningernes niveau kan det opløse det, som tidligere er fastlagt, her kan det tilpasse sig indre eller ydre foran-dringer.”

Når der gennem et coachingsperspektiv ses på struktur, kobling og forventning, så er det fordi, det kan bruges som et redskab til at iagttage, hvordan systemer både stabiliserer og forandrer sig selv. Især problemstillingen vedrørende forandring er centralt for coaching, der flere steder er beskrevet som et ledelsesværktøj til at skabe forandringsparathed hos medarbejdere jf. afsnit 4.

Lederen, der coacher, skal udfordre medarbejdernes forventningsstrukturer og åbne op for iagttagelsesperspektiver, som systemet/medarbejderen vælger at koble strukturelt til på grundlag af en følelse af ejerskab.

Derfor handler coaching også om, at medarbejderen selv skal indse løsningerne og lære at “eje” dem, for det er, hvis det vælges at følge denne systemteoretiske anskuelse, kun via interne systemoperationer, at strukturelle koblinger og transformationer kan finde sted.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 10, Mening

2009-11-23T03:20:00.000-08:00

Mening:

Meningsbegrebet hos Luhmann har ligesom iagttagelsesbegrebet “forskel” som forudsætning. I forbindelse med forståelse kan mening ses som forskellen mellem aktualitet og potentialitet og kan derfor betragtes som en “selektionstvang” i en række af tilslutningsmuligheder.

Det betyder også, at valget af mening har at gøre med reduktion af kompleksitet og hermed en reduktion af potentielle valg, der ikke umiddelbart lader til at være nærmere afgrænset, eftersom enhver aktualitet åbner for en ny horisont af potentialitet/mulighed.

Samtidig er både psykiske og sociale systemer bundet til mening, da det er den eneste forbindelse, de har til sig selv og omverdenen. Mening er verdens form. Derfor kan mening også betragtes som et systems integration af en række selvbeskrivelser i en form, der enten kan fortsættes eller afbrydes, eftersom systemet aldrig vil kunne opnå fuldstændig transparens i forhold til sig selv, da alle aktualiseringer som sagt åbner for nye potentialiseringer.

I forbindelse med coaching har det den effekt, at coachingens form skal resultere i en refleksion over mening; at systemet/medarbejderen etablerer differencen mellem aktualitet og potentialitet som et led i samtalens formål. Medarbejderen tilskyndes at reflektere over mening, hvilket skaber en selektionstvang i tilslutning, som giver en række selvbeskrivelser, som så virker integrative på individet. Luhmann fremhæver:

“Jo mere vi skal redegøre for, hvad der er den egentlige mening fx med vores eget liv, med en institution, med en del af en organisation etc., jo mere dette sker, desto mere påtvinges vi differencen meningsfuld/ikke-meningsfuld.”

Lidt abstrakt virker coaching altså integrativt på individet gennem selvbeskrivelse, mening, refleksion og læring. Medarbejderen skal lære at meningsdanne, hvilket paradoksalt nok virker både indsnævrende og udvidende på forståelseshorisonten for på den måde at blive bedre i stand til at håndtere kompleksitet. Så hver gang lederen assisterer medarbejderen i at etablere mening, lukkes der af for nogle muligheder og åbnes op for andre horisonter.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 9, Kommunikation

2009-11-16T03:15:00.000-08:00

Kommunikation:

Der, hvor Luhmann for alvor begynder at bryde med arven til Parsons, er, når han erstatter "værdier" med "kommunikation" som den sociale samhandlings grundelement.

Når kommunikation udvikler sig på grundlag af kommunikation, er der tale om tilblivelsen af et socialsystem. Det giver os samtidig muligheden for et metabegreb til iagttagelse, der nu først bliver til en systemkonstituerende operation, når en forskel kommunikeres. For Luhmann er alt i det sociale ganske enkelt kommunikation.

Iagttagelser, forskelsdragninger og selvbeskrivelser er koblinger mellem både systemets egne operationer (bevidsthedsprocesser) og andre systemers kommunikative operationer. Det gøres således klart, at alt hvad der tænkes, hører bevidstheden til og kun bevidstheden. Denne kan ikke bestå af andet end tanker og interne processer, hvorimod socialitet emergerer fra kommunikation, der er opstået gennem bevidsthed uden at være bevidsthed, som andre systemer så kan koble sig til eller lade være.

Under betragtning af bevidstheden som det psykiske system og kommunikation som det sociale system, spørger Luhmann:

“Hvad er mekanismen i den strukturelle kobling mellem psykiske og socia-le systemer, mellem bevidsthed og kommunikation? Jeg forsøger at svare: sproget.”

Sproget skal her ikke betragtes som et hele, der kan indoptage alle bevidstheds- og kommunikationsprocesser i sit system men som en nødvendighed for, at systemer, der opererer ved hjælp af mening, kan reproducere sig selv og sikre sin videre fortsættelse.

Når denne kommunikative reproduktion sker, så er det fordi, systemer laver koblinger mellem hinandens kommunikation. Ordet “kobling” er meget centralt da det system, der kobler til et andet systems kommunikation, ikke indoptager information eller kommunikation, som var det noget, der var overførbart og dermed gives bort af det meddelende system. I stedet bruger det sine egne processer til at bearbejde og koble til det, som bliver sagt/kommunikeret/informeret. Luhmann refererer i denne forbindelse til biologen Humberto Maturana og kalder det “superkoordinationen af ko-ordination af organismer”.

For overskuelighedens skyld kan man dele Luhmanns kommunikationsbegreb op i selektions-processer med det formål at betragte kommunikation som en “syntese af tre selektioner:

1) selektion af information, dvs. hvad skal kommunikeres,
2) selektion af meddelelsesform, dvs. hvordan skal information kommunikeres og endelig 3) selektion af forståelse, dvs. hvad skal forstås ved det meddelte.

Kommunikationen er ikke kommunikation før alle tre selektionsprocesser har fundet sted.”

Den første selektion er altså en systemintern proces, hvorefter anden selektion fx kan referere til sprogbrug, men den, for denne afhandling, vigtigste selektion er forståelse.

Der gøres op med begrebet “konsensus” i dette kommunikationsbegreb, eftersom den afsenderforlangte “rigtige forståelse” bliver droppet til fordel for et mere omstillingsparat kommunikationsbegreb, hvor fortsættelsen af kommunikation kan forekomme meget længe på basis af misforståelse. Som nævnt skal konsensus ikke betragtes på basis af “overførbar” forståelse men ses i lyset af, at et system forstår gennem egne operationer og erfaringer. Så længe der kobles kommunikation til kommunikation, eller med systemteoretiske termer sker en rekursiv strøm af tilslutninger, er der tale om forståelse. Hvorvidt denne er 100 % i overensstemmelse med den af afsenderen intenderede forståelse, er sagen uvedkommende, så længe kommunikationen fortsætter. Med Luhmanns ord:

“Man kan kommunikere videre med hinanden i meget lang tid på basis af misforståelse. Det er slet ikke nødvendigt at afklare alle misforståelser, og det ville også være en alvorlig belastning af kommunikationsprocessen, hvis man skulle gøre det.”

Forståelse eller mening kan her anses som en bagudrettet tilskrivning. Det betyder samtidig også, at kommunikationen kan få sit eget liv, der langt overskrider deltagernes forventninger og intentioner.

I en coachingsammenhæng kan det forstås som en formmæssig afvikling af “den alvidende leder” til “den interesserede og nysgerrige leder”, der ikke lader konsensus være eneste målsætning men som i stedet accepterer, at coachingsamtalen får sit eget liv, og at lederen ikke kan få del af de forståelseshorisonter og forventningsstrukturer, der er stadfæstet i den, der coaches.

Anvendt analogt på coaching kan dette formuleres med Åkerstrøm Andersens ord:

“Det gælder om at være kon-kret i forhold til kommunikationen som operationer og ikke lade sig forlede til at flytte opmærksomheden over på kommunikationsdeltagerne, men betragte kommunikationen i dens egenskab af kommunikation uden at reducere den til individuelle motiver og intentioner, der er usynlige i kommunikationen, og som man som iagttager kun kan gisne om.”

Under reference til ovenstående forrige indlæg om iagttagelse, gælder det for lederen/coachen om så vidt muligt at forsøge at forholde sig til kommunikationen og dens fortsættelse uden at være båret af en idealistisk forestilling om konsensus eller en autokratisk forestilling om overførsel af budskaber fra lederens side.

Spørgsmålets form, som er en stor bestanddel af coaching, kan betragtes som et forsøg på at imødekomme den manglende adgang til andres psykiske systemer og i stedet fokusere på en afklaring af kommunikation og forståelse i en rekursiv strøm af uudtømmelige tilslutningsmuligheder. Lederen opgiver både “overførsel” og det traditionelle forståelsesbegreb til fordel for en accept af, at kommunikationen kan lave en “plenorisk morfologi”, altså få sit eget liv, som ingen af deltagerne kan styre.

Det blev betragtet i analysen af coachingens selvbeskrivelse, at coaching ofte blev beskrevet med begrebet “læring”. Læring er ikke en funktion, der er forbeholdt skolesystemet, men som, hvis man skal forholde sig til udsagn fra den analyserede litteratur, i langt større grad florerer i organisationer i dag, fordi det ses som en løsning på den stigende samfunds- og markedskompleksitet. Hvis man så samtidig forholder sig til individers kompleksitet ud fra forståelsen af, at man ikke har adgang til andre mennesker i deres helhed, og ledere derfor ikke har adgang til deres medarbejdere og ikke kan “overføre” information, så ses netop en tilsidesættelse af muligheden for at foretage “undervisning” til fordel for begrebet “læring”. Luhmann skriver i den forbindelse:

“Undervisning er kommunikation, læring er en bevidsthedsproces. Begge er de operativt lukkede.”

Lederen kan altså blot gennem sin kommunikation/undervisning hjælpe medarbejderen med at opnå selvindsigt i nogle af de operationer/bevidsthedsprocesser, som medarbejderen konstituerer sin læring ud fra. Det er heri, begrebet “læring” kan få lov til at afløse “undervisning” og dermed forekomme i langt større udstrækning i samfundets mange forskellige systemer. Det handler altså om, at lederen på forhånd erkender, at læring er en indsigt, som han/hun aldrig selv kan række ind i, og at medarbejderen udelukkende trækker på egne operationer og meningshorisonter i forbindelse med læring.

Spørgsmålets form virker her mere adækvat end direktivets.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 8, Iagttagelse

2009-11-16T03:02:00.000-08:00

Iagttagelse:

“Differencen mellem system og omverden opstår alene på grund af det faktum, at en operation frembringer yderligere en operation af samme type.”

Den operation, som Luhmann her refererer til, er iagttagelse. Når et system iagttager, tegner det en forskel mellem sig selv og omverdenen, og hvis denne operation/iagttagelse kan kopieres og kondenseres, etablerer (og genetablerer) systemet dermed vedvarende sig selv. Sagt på en anden måde; systemet skaber kontinuerligt differencen mellem iagttager og iagttaget genstand.

Når et system tegner denne forskel, bilder det sig samtidig også ind, at det, som det betegner sig selv som forskelligt fra, rent faktisk er noget konkret “udenfor” systemet. Luhmann pointerer, at der ikke findes noget neurofysiologisk belæg for “sandheden” i denne forskelsdragning, og at det derfor udelukkende sker via systemets egne operationer. Dette kaldes i systemteorien operativt lukkethed.

Forskelsdragningen sker udelukkende på basis af et systems egne operationer med et systems egne elementer. Luhmann skriver ikke dette for at bestride, at der findes en virkelighed uden for systemet men udelukkende for, som det er betragtet i tidligere indlæg, at relativere ontologien. For at tage fat herpå skriver han følgende om kausalitet:

“Formelt set er kausalitet et skema over iagttagelse af verden. Man kunne for alle årsagers vedkommende søge stadig nye årsager, og man kunne ved alle virkninger igen og igen veksle til yderligere virkninger, bivirkninger, utilsigtede virkninger etc.”

og

“Kausalitet er derfor altid selektiv og skal derfor også altid tilskrives en iagttager med bestemte interesser, bestemte strukturer og bestemte informationsbearbejdningskapaciteter.”

Den viden, der besiddes om årsag-virkningsforhold, skal tilskrives den, der iagttager, for kausaliteten kommer først i stand, når den er “bestemt” af et system. Dette benævnes undertiden relativisme men er sådan set blot en opgivelse af viden om verdens beskaffenhed over i et epistemologisk program, hvor man netop er iagttager-relativ når man tegner en forskel mellem system og omverden. Som Luhmann fremhæver:

“man må hele tiden iagttage en iagttager, benævne en iagttager, betegne en systemreference, når man kommer med udsagn om verden.”

Derfor handler det systemteoretiske analyseprogram om at iagttage andres iagttagelser. Dette kaldes iagttagelse af anden orden. Det betyder, at der ikke er nødvendighed i at vide, hvordan verden er (ontologi), hvis det vides, hvordan den bliver iagttaget, og man kan orientere sig i forhold hertil.

For denne afhandling betyder det, at coaching kan indskrives som en anden ordens iagttagelse; at den, der coacher (lederen), iagttager den der coaches (medarbejderens) iagttagelser. Som påvist flere steder i skemaet om coachingens selbeskrivelse, handler coaching bl.a. om at give medarbejderne et rum til refleksion over egne muligheder og løsningsforslag, netop fordi mange ledere i organisationer betragter deres omverden som så kompleks, at de umuligt kan besidde viden om alle områder selv.

I coaching er ledelsesopgaven derfor at iagttage medarbejderens iagttagelser og give medarbejderen feedback på eventuelle blinde pletter, som lederen kan se i disse iagttagelser. Heri indgår det partnerskab og samarbejde, som tidligere er omtalt; lederen støtter medarbejderen i sin udvikling ud fra en iagttagelse af medarbejderens egne rammer og operationer, og lederen får, alt andet lige, potentialeoptimering og bedre arbejdsmæssige præstationer fra medarbejderen til gavn for virksomheden. De nærmere betingelser er ikke fastlagte, der er blot tale om en aftale om fortsat fremtidig læring.

Lederen, der coacher, ved, at der ikke er “adgang” til medarbejderen men kun dennes kommunikation og accepterer derfor at være henstillet til at iagttage og assistere ud fra den “verden”, som medarbejderen kommunikerer videre i stedet for den “verden”, som lederen selv føler, er den rigtige. Luhmann skriver tilsvarende:

“Vi udtrykker det blot med det nye sprog, at vi taler om en opdagelse af en iagttager af anden orden. Som pædagog ser man ikke længere børnene som objekter, der skal forandres, men som iagttagere, ud fra hvis synsvinkel man skal opdrage.”

Det er bestemt muligt at betragte en lighed mellem pædagogens rolle og den “medarbejderassisterende” leders rolle i nutidens organisationer, om end lederens funktion ikke partout er opdragende. Ligheden findes ved at starte der, hvor medarbejderen/barnet er, og ikke der hvor man selv, som leder/pædagog er jf. skemaet omhandlende coachingens selvbeskrivelse.

Når man som leder erkender, at man ikke har “adgang” til sine medarbejdere, så bliver det samtidig også eneste mulige strategi for læring at skabe et rum for refleksion, som medarbejderen selv kan bruge til at få nye blikke på givne problemstillinger. Selvom coachingen flere steder forsøger at argumentere sig ud af en sammenligning med terapi, så findes der en lighed, i og med at lederen ligesom terapeuten forsøger “at bevidstgøre det, som har blokeret én, for at man dernæst kan råde over verden på en mere fri måde.”

I coaching som i systemteorien handler en anden ordens iagttagelse altså om at åbne op for, at den, der iagttager, får nye iagttagelsesmuligheder tilskrevet af den leder/coach, der har iagttaget, hvad iagttageren/medarbejderen ikke selv iagttager.

Samtidig er det igen vigtigt at påpege, at lederen ikke har “adgang” til medarbejderen og dermed ikke kan iagttage medarbejderens psykiske system men udelukkende dennes kommunikation:

“Iagttageren er ikke uden videre et psykisk system, han er ikke uden videre bevidsthed. Iagttageren defineres helt formelt: Skelne og betegne. Det er en kommunikation også i stand til.”

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 7, En Teori om det Sociale

2009-11-15T12:52:00.000-08:00

En teori om det sociale:

Formålet med følgende afsnit er at indskrive analyseresultaterne fra afsnittet om coachingens selvbeskrivelse i en teori om det sociale for at afstemme udvalgte begrebers relevans for samfundsstrukturen i forhold til pågældende teori. Samtidig vil medie- og formanalysen blive anvendt i denne afstemning for at skabe en række relevante pointer i forhold til coaching i organisatoriske rammer, samt hvordan andre funktionssystemers medier præges ind i denne specifikke coachingform. Slutteligt vil der indgående blive diskuteret på magt/kontrol-spørgsmålet i forhold til coaching; et spørgsmål som synes at være det mest gennemgående siden analysens indgangspunkt i 1996.

Slut-resultatet skal vise både, hvad coaching kan bruges til samt at rejse en række kritiske spørgsmål ved udvalgte af coachingens selvbeskrivelser og vurdere, om lederen som coach derfor overhovedet er en mulighed jf. problemformuleringen. Teorien om det sociale er hentet i Niklas Luhmanns systemteori.

Funktionalisme og systemteori (Luhmanns arv fra Talcott Parsons)

Talcott Parsons teorier har haft en del forskellige betegnelser gennem tiden, men fælles for alle betegnelserne er en søgen efter et svar på, hvordan samfundet fungerer. Parsons søger ikke tilbage til en menneskelig begyndelse eller en beskrivelse af samfundets fremkomst men vil i stedet beskrive mennesket som betinget af de strukturer, der omgiver dem i et samfund, hvor man har accepteret en række værdier og betingelser:

“Et samfund er, før nogen kan handle i det, altid allerede tilpasset moralsk eller via værdier el-ler via normative symboler. Handlinger kommer først i stand, når der findes kollektive værdiret-ningslinier”

Et menneskes sociale handlinger finder forklaring i en funktion eller en værdi, der har betydning for helheden, systemet. Systemet er altså det overordnede hele, der for overskuelighedens skyld her kan opfattes det som det mentale system. Dette system er i kontakt med sin omverden og instrumentaliserer de ydre relationer for at opnå homøostase, altså balance mellem system og omverden. Men samtidig er det vigtigt, at der bliver handlet ud fra værdier, overbevisninger og holdninger, der er socialt accepterede. Alle systemer beror ifølge Parsons på handlinger, og summen af samfundet handler om koordination af disse handlinger, eller: “at det altså drejer sig om at indplacere personer og deres bidrag i et handlingsnet, som består af adskillige personer”. Handling og værdi står for Parsons som nøgleord i hans teori om samfundet-, systemer-, og strukturer.

Kritik af Parsons

Når Talcott Parsons udarbejder en teori om strukturer og værdier som samfundets grundlag bliver det også selvsamme teoris akilleshæl. Parsons forklarer ikke, hvorfra samfundets værdigrundlag stammer. Den sociale gebærden blandt individer koordineres gennem normative værdisæt, men ophavet til disse værdisæt bliver ingensteds forklaret, ligesom Parsons ikke tager højde for ubalance og anomalier i sin teori. Teorien er baseret på en antagelse om social ligevægt mellem samfundets strukturer, hvilket gør det svært at anvende teorien analogt på systemer under forandring eller systemer med ulige tyngde i de forskellige strukturer. Hos Parsons er systemerne desuden indplaceret i et strengt hierarki og er ikke receptivt overfor individets evne til at øve indflydelse på sine omgivelser,eller at vælge værdier, der ikke er stadfæstet i samfundets normative tyranni. Parsons formår ikke at svare på denne diskussion af ligevægt og hans systemteori forekommer derfor at forblive lukket.

Afsnittet om coaching i nærværende speciale har vist, at coaching bliver brugt som et værktøj til håndtering af bl.a. forandring, samtidig med at det åbner op for individets indflydelse på sine omgivelser ved fx at opfordre til at finde egne svar i en organisatorisk sammenhæng. Dette øger et systems kompleksitet betragteligt og gør til en vis grad op med handlinger udelukkende baseret på normative værdisæt. Hvorvidt individets handlinger overhovedet er frie eller reguleret gennem “illusionen” om frihed hører til diskussion om magt og vil derfor ikke blive taget her.

Luhmann, der havde studeret under Parsons, tager i sit brud med Parsons derfor fat og udbygger teorien ud fra spørgsmålet om stabilitet og ligevægt og senere hen også vedrørende en overgang fra værdier som primære samhandlingsforudsætninger til kommunikation som det eneste, samfundets individer “handler” med. Luhmann klarlægger samtidig muligheden for langt større kompleksitet i samfundet og giver, gennem begrebet autopoiesis, et bud på, hvordan sociale systemer håndterer både forandring og kompleksitet. Først tager Luhmann dog hul på, hvordan sociale systemer kommer i stand, hvilket sker gennem begrebet iagttagelse, der bliver behandlet i næste indlæg.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 6

2009-11-15T12:06:00.000-08:00

Jeg vil i dette indlæg bringe nogle uddrag om de fund jeg gjorde mig, da jeg lavede en kontinuitets/kondenseringsanalyse af et ekstensivt udvalg af litteraturen om ledelsescoaching.

Jeg har valgt at inkludere de skemaer jeg opbyggede, hvori jeg inkluderede forskellige italesættelser angående ledelsescoachingens selvbeskrivelse, og i sidste skema, ledelsescoachingens selvbegrundelse. Informationerne i disse skemaer er ekstrapoleret direkte fra det læste materiale, og således ikke en fortolkning af litteraturen om ledelsescoaching.

Jeg vil i kommende indlæg bruge Luhmann og Foucault til at vise, hvad de pågældende iagttagelser betyder for medarbejderen, og samtidig, hvad de ikke betyder for medarbejderen. Men for at sige noget om ledelsescoaching var jeg nødt til først at gå empirisk til værks, således at jeg ikke blot udtrykte en holdning til ledelsescoaching, men i stedet viste ledelsescoachingens holdning til sig selv. Jeg har brugt 3 artikler fra hvert år siden 1996, og i alt 18 forskellige bøger om emnet, så vidt muligt fordelt tilbage til 1996. Dette er valgt som startår for undersøgelsen, da det ifølge Coe, en ledende skikkelse inden for coaching, var det år, som coachingen for alvor tog fat i de amerikanske virksomheder.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 5

2009-11-14T13:30:00.000-08:00

Sammentænkning af Luhmann og Foucault:

Der er i tidligere indlæg påvist en række ligheder i analysefelterne hos Foucault og Luhmann. Begge tager en epistemologisk tilgangsvinkel til analyseområdet og søger at klarlægge tingene i deres umiddelbare fremstræden. Begge (dog kun under betragtning af den senere Foucalts genealogianalyse) tilskriver mening “bagudrettet” i kommunikationen, hvor Foucault dog vedholder, at der i talen er indbygget en række restriktioner, hvilket betyder, at ikke alt lader sig sige til alle tider.

For Luhmann handler det lidt bredere om, at forskellige funktionssystemer har forskellige medier og koder, hvilket gør det umuligt for dem at kommunikere med hinanden. Hvis fx det pædagogiske system kommunikerer i rettens kode, så ophører det midlertidigt som pædagogisk system. Dog blev det af Luhmann foreslået, at organisationer kan indeholde multiple kodninger, da de kommunikerer gennem beslutninger, og adskillige medier derfor kan præges ind i denne form. Disse forskellige binære koder fungerer gennem inklusion/eksklusion, hvormed kodernes forventningsstrukturer, ligesom Foucaults diskurser, besidder restriktioner.

Det, der her har været formålet, er at vise, at Luhmann og Foucaults analysestrategier kan sammentænkes, således at de ikke behøver at blive anvendt som selvstændige analyser. Pointen i dette speciale er at anvende Foucault til at nuancere det systemteoretiske magtbegreb uden at forfalde til at producere to næsten identiske analyser af litteraturen om coaching. Luhmanns systemteori og semantiske analyse bliver anvendt i forbindelse med coachingens selvbeskrivelse, hvor Foucaults genealogiske perspektiv benyttes, når det handler om at åbne op for og stille spørgsmålstegn ved en række selvfølgeligheder eller nærmere bestemt; coachingens selvbegrundelse.

I denne afhandling vil coaching blive indskrevet i systemteoretiske rammer under det paradoks at være både mere konkret og abstrakt i forhold til begrebet end det ses hos fx Hornstrup et. al., hvor systemisk coaching bliver beskrevet på den måde, at “når vi arbejder med coaching (...) må vi hele tiden være opmærksomme på den kontekst og de relationer, der er vigtige i forhold til medarbejderen og den sag, der er i fokus. Det centrale for den systemiske leder bliver således at anvende coaching som et værktøj til den kontinuerlige koordination af forståelse og mening.” På trods af at citerede værk primært har udgangspunkt i Humberto Maturanu, så er udbredelse af systemisk tænkning langt hen ad vejen Luhmanns fortjeneste samtidig med at Luhmanns inspiration hos Maturana er åbenlyst erklæret.

Der vil derfor blive brugt adskillige af Luhmanns systemteoretiske begreber i en indskrivning af coachinganalysens resultater i Luhmanns teori om det sociale. En indskrivning, der skal være konkret i sin relation mellem begreberne og samtidig indplacere coachingen i et større samfundsmæssigt perspektiv. Som supplement til sidstnævnte vil Foucault blive inddraget både til diskussion af Luhmann og betragtninger over det sociale.

Det er slutteligt vigtigt at nævne, at hvis Luhmann og Foucault havde opereret under to vidt forskellige videnskabsteoretiske og analysestrategiske paradigmer, havde dette afstedkommet en lang række problemstillinger ved en senere sammentænkning. Luhmanns forventningsstrukturer og Foucaults diskursive restriktioner bliver dog i dette speciale iagttaget gennem samme magtoptik, hvilket betyder, at jeg har forsøgt at omgå de systemiske elementer i en diskursanalyse. Det er den herskende opfattelse i dette speciale, at Luhmann og Foucault kan anvendes til at vise både “det samme” og “noget andet” eller mere konkret; selvbeskrivelse og selvbegrundelse.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 4

2009-11-14T12:18:00.000-08:00

Introduktion til Foucault:

“Det analysestrategiske problem bestod især i at definere klare og observerbare kriterier for, hvornår noget var et ideal, hvornår dette ideal kunne siges at være blevet udbredt til en diskurs, samt hvornår diskursen kunne siges at være institutionaliseret.”

I denne afhandling vil institutionalisering blive betragtet som det punkt, hvor der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved et begrebs eller en teknologis eksistens, men hvor begrebet/teknologien er blevet indarbejdet i en række praksisformer, der producerer en vis mængde output til omverdenen.

Der er lighed med Luhmanns semantiske analyse, hvor kondenserede begrebsformer er omdrejningspunktet. Forskellen i Foucaults diskursanalyse i forhold til Luhmanns semantiske analyse består dog i, at “en diskurs hos Foucault kan have systemkarakteristika. En diskurs kan udgøre et regime, og en diskurs kan kæmpe mod andre diskurser. Diskurser har realitets-karakter. Semantikker har ingen realitetskarakter på samme måde. De har intet selv. De kan ikke udgøre et regime. De kan ikke kæmpe mod hinanden.”

Her må gribes tilbage til enkelte af Foucaults egne udtalelser for at forstå implikationerne af denne forskel. Foucault skriver:
“Det mest indlysende, som også er den mest velkendte, er forbudet. Man ved meget vel, at man ikke har ret til at sige alt, at man ikke ved hvilken som helst lejlighed kan tale om alt, at slutteligt ikke hvem som helst kan tale om hvad som helst.”

Foucault uddyber:

“Talen kan meget vel syne af lidt; de forbud, som slår ned på den, afslører meget snart, meget hurtigt, dens forbindelse med begær og magt. Og hvad underligt skulle der være ved det: eftersom diskursen - det har psykoanalysen vist os - ikke simpelthen er det, som åbenbarer (eller skjuler) begæret; og eftersom - dette viser historien uophørligt - diskursen ikke simpelthen er det, som udtrykker kampene eller beherskelsessytemerne, men det, man kæmper for, det, man kæmper i, den magt, man søger at bemægtige sig.” En diskurs er hos Foucault en retorisk slagmark, hvor kampe kan vindes og tabes.

Hos Luhmann viser den kondenserede semantik et systems fortsættelse af forskellige begrebs-former, fx hvordan et systems tilskrivelse af mening til sig selv vedbliver med at indgå i dets reproduktion og selvorganisering. Kondenseringsanalyse beror således på en fortsættelse af begreber tegnet af systemet selv. Semantikken er intet uden at et eller flere systemer tilskriver den mening.

For Foucault ligger der en dybere dimension i denne form for analyse, da diskursen ikke blot er et konstitueringselement men noget i sig selv, hvorfra magtkampe og beherskelse af andre kan finde sted. De forskellige magtmekanismer og restriktioner er på forhånd indskrevet i diskursen og er ikke nødvendigvis et efterfølgende valg af systemet, hvormed kommunikation imellem systemer er gennemsyret af asymmetriske magtrelationer, der hele tiden transformeres og genfødes i kommunikationen.

Det har naturligvis stor betydning, hvorvidt man anser semantik (Luhmann) eller diskurs (Foucault) som blot konstitueringselementer for et større system eller som et sted, hvorfra andre kan styres.

Når Luhmann ser selvbeskrivende “semantikker” som konstitueringselementer, gennem hvilke systemet organiserer sig selv, handler det om, at samfundet er funktionelt differentieret i en række systemer, der ikke kan kommunikere med hinanden grundet forskellige binære koder i deres semantikker. Ifølge Luhmann ville de enkelte funktionssystemer blive overbelastede, hvis de skulle kommunikere i samtlige koder til alle tider. Derfor er systemet nødt til at udvikle indifferens overfor forskellig information. Dette er et valg, som systemet træffer for at opretholde en indre kon-sensus og fortsættelse af sin selvbeskrivelse.

Anvendt på ledelsescoaching kunne det fx i Luhmanns formnings- og medieanalyse handle om, at coaching er opstået i lyset af irritation (information opstår først, når et system lader sig irritere af omverdenen, jf. Gregory Batesons kommunikationsbegreb) fra andre systemer, hvormed denne irritation indskrives i systemets egen semantik og gøres forståelig for systemet selv i takt med dets selvorganisering.

På den måde kan man se på, hvordan forskellige af de funktionelt uddifferentierede systemers binære koder indpræges i en bestemt organisatorisk sammenhæng og transformeres ind i organisationens egne koder.

Hos Foucault blev det ovenfor vist, at diskursen er den måde, hvorpå man bemægtiger sig og producerer restriktioner for, hvornår der må siges hvad og til hvilke tider. Dette har den implikation, at rammerne for coachingsamtalen og den historicitet, der er mellem fx leder og medarbejder, bliver afgørende for, hvor fri eller ufri samtalen er.

Foucaults diskursbegrebs restriktioner for samtalen forekommer at være a priori (begreb lånt fra Immanuel Kant, der betyder "på forhånd givet", men har en langt dyberegående betydning end dette), hvor mening hos Luhmann er en retrospektiv tilskrivning. Åkerstrøm Andersen påpeger, at der for at kunne finde en sammentænkning af disse to teoretikere sted, skal ske en udrenning af de systemiske elementer i diskursbegrebet, så der ikke kommer to systembe-greber på spil i samme analyse.

Vender man sig mod Foucaults genealogianalyse, vil der her blive fremsat den påstand, at der forekommer at ske et skred fra diskursens a priori over i et socialkon-struktivistisk analysebegreb ( i stedet for at tingene er givet på forhånd, sker de nu i samspillet mellem systemer i samfundet), der, ligesom Luhmanns meningsanalyse, arbejder med ryggen til fremtiden. Der vil i denne afhandling blive rejst en diskussion om nødvendigheden i at udrense de systemiske elementer fra diskursen for at kunne svare på specialets problem vha. begge forfattere.

Genealogianalysen:
“Men hvis genealogen gør sig umage for at lytte til historien snarere end at fæste lid til metafy-sikken, hvad lærer han så? At bag ved tingene er der “helt andre ting”: ikke deres essentielle og udaterede hemmelighed, men den hemmelighed, at de er uden essens, eller at deres essens blev konstrueret, stykke for stykke, ud fra figurer, som var fremmede for denne.”

Foucault indleder sin genealogis analysestrategiske vinkel, ligesom Luhmanns iagttagelsesbegreb, med at relativere ontologien (tingenes og menneskenes værensform). Det metafysiske tages ikke for givet, faktisk tages intet som sådan for givet. I stedet er tingenes fremtræden konstrueret af en masse ikke nødvendigvis sammen-hængende elementer, hvis enhed afhænger af det blik, der kastes herpå. Det handler om at se tingene for deres fremtræden og være bevidst om, at det blot er en iagttagelse i en uendelig række af iagttagelser. Dette anser Foucault for viljen til viden.

Det ses her, at både den sene Foucault og Luhmann arbejder med epistemologiske (epistemologi beskæftiger sig med, hvilken viden og erkendelse vi kan opnå) analysestrategier, der ikke har til formål at fungere hverken finalistiske eller emancipatorisk kritiske, da det ville føre til ontologiske deklarationer. Det, som de i stedet arbejder med, er iagttagelsesprogrammer, der skal klarlægge tingenes fremtræden, så vi kan få lov at se, hvad tingene ikke selv ser.

Genealogi kendes også under betegnelsen “kritisk historie”. Dette indebærer en reformulering af historielæsningens betydning; hvor historien normalt bliver læst i et teleonomisk perspektiv, der med ryggen til udviklingen etablerer årsag-virknings forhold gennem tilpasset fortolkning, læser genealogien ikke fortidige hændelser som nødvendige stadier mod nutiden. Derimod forsøger den at indfange de analyserede regimers praktikker med disse praktikkers egne begreber. Som hos Luhmann handler det altså om det umiddelbart fremtrædende.

Ledetråden i Foucaults genealogiske analyse vedrører, hvornår udsagn forbliver identiske med hinanden og dermed også ulig hinanden. Dette kaldes kontinuitet/diskontinuitet. Formålet hermed er at kunne sætte spørgsmålstegn ved og reformulere de formodede kontinuiteter og åbenlysheder, så der kan kastes et blik på nutidens grænser og muligheder.

Skulle man lave en genealogisk analyse af coaching, så skal der altså ses på kontinuiteten/diskontinuiteten af de begreber, hvormed coachingen begrunder sig selv, og hvad det “åbner op for” og “lukker af for” af horisonter for coaching. Nærmere bestemt drejer det sig om de konkrete diskurser, der virker subjektskabende, og hvordan coachingens omgang med disse “subjekter” beskrives.

For nærværende afhandling handler det dermed ikke om selv at tænke denne subjektgørelse ind i en coachingramme ved at se på fx sociologiske og psykologiske udviklingstendenser, men “formålet er derimod at forstå, hvordan man begyndte at tænke over og karakterisere mennesker, som om de havde et bestemt psykologisk indre, i hvilket kulturens bestemmelser indskrives, organiseres og omformes til en distinkt personlighed eller karakter.”

Når man ifølge den genealogiske analyse tænker over mennesker som havende et bestemt indre, så er det led i en problematisering af subjektets liv og handlinger; en problematisering der bl.a. sker gennem bestemte teknikker og diskurser. Der vurderes altså på, hvordan bestemte teknologier og diskurser institutionaliseres og bruges til at bemægtige sig andre og, i mangel på bedre betegnelse, føre politik over disse subjekter.

For Foucault handler genealogianalysen opsummerende om at stille spørgsmålstegn ved selvfølgeligheder i vores diskurser og teknologier og ved, at “den kritiske (historieskrivning) tjener alene livet ved at åbne, hvor fortiden lukker os inde i selvfølgeligheder og moraler.” Bemægtigelses-diskurser må ikke stiltiende blive taget for givet.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 3

2009-11-14T12:05:00.000-08:00

Analysestrategier

Formanalysen:
Formanalysen lægger sig til spørgsmålet om iagttagelse, som er blevet kort behandlet i sidste indlæg. Når der iagttages, sker det gennem rammen af en forskel, hvormed noget markeres og andet efterlades umarkeret. Det betyder for min afhandling, og dermed iagttagelsen af første orden, at der nærmere defineres den optik, hvorunder en konkret problemstilling undersøges.

Dette er derfor som sådan ikke en selvstændig analyse men nærmere en nødvendig forudsætning for, at der kan tages hul på andre analyseformer. Åkerstrøm Andersens formulerer det således: “hos Luhmann er form-analysen aldrig et mål i sig selv men snarere en strategi til formulering af videre spørgsmål - først og fremmest spørgsmålet om, hvordan de sociale systemer gennem deres kommunikative operationer afparadokserer de paradokser, de bygger på.”

Når iagttagelsesniveauet hæves, betyder det for afhandlingens anden ordens iagttagelse af ledelsescoaching, at det skal fastslås, hvilken ledeforskel der indgår i dennes selvbeskrivelse. Det handler om “den form for kommunikation, som et system kan skabe og udfolde sig selv igennem, og som er gentaget i samtlige systemers operationer, elementer og forskelssættelser”

For nærværende afhandling iagttages det, om der er tale om en særlig kommunikationsform, der kan benævnes “ledelsescoaching”. Når formen er fastlagt skabes der forventninger til, hvordan kommunikationen videre skal fortsætte. Ledeforskellen danner altså en forventningsstruktur hos iagttageren. (Jeg har været inde på dette i tidligere indlæg i bloggen, hvor stereotypisering, rubricering og kategorisering tjente som redskaber til at reducere omverdenskompleksitet med)

Formningsanalysen og medieanalysen:
I formningsanalysen fokuseres der på, hvornår og hvordan en tilpas mængde løse elementer kobles sammen til en fast enhed eller form. Disse løst koblede elementer er i Luhmanns analyse “medier”, som skal forstås i lyset af en ganske utraditionel terminologi; medier er fx sprog, udbredelsesmedier og symbolsk generaliserede medier.

Sproget som medie giver mulighed for formningen af udsagn ved at bruge de løst koblede elementer (ord) i en række faste formationer. Mange forskellige medier kan finde sted på samme tid, og intet medie kan blive opslugt i kun én formning. Sproget har dog en central plads i Luhmanns teori om sociale systemer, da det som medie må anses som en grundforudsætning for, at social interaktion kan komme i stand. Luhmann ser sproget som en mekanisme i den “strukturelle kobling” mellem psykiske og sociale systemer samt mellem bevidsthed og kommunikation. (Jeg vil uddybe nærmere på kommunikationsbegrebet i et andet indlæg)

De symbolsk generaliserede medier er symbolske i den forstand, at de virker enhedsdannende og generelle ved at give mulighed for en rumlig, temporal og social inklusion. Det er meget vigtigt i forhold til denne afhandling at være opmærksom på, at nogle medier er “symbolske” og altså blot repræsentationer af noget andet i stedet for tingen i sig selv.

Medier præges nemlig altid ind i en form, fx kan formen “beslutning” præges ind i mediet “penge” og vice versa, eller som der senere vil blive argumenteret for, kan mediet “barn” blive præget ind i formen “ledelsescoaching”, selvom det oprindeligt hører det pædagogiske system til. Der vil senere blive gået i dybden med denne påstand, men for nu kan det nævnes, at mediet “barn” ikke er et barn som sådan men en social konstruktion, der bærer den binære kode “bedre/dårligere indlæringsmæssigt”, og som dermed giver “opdrageren” en tro på opdragelsens mulighed.

Den semantiske analyse og differentieringsanalysen:
Luhmanns semantiske analyse baseres på begrebet “kondensering”. Kondensering handler om at fange en flerhed af mening i en bestemt form, der anses for at være bevaringsværdig og dermed reproduceres ind i en række forskellige sammenhænge.

Semantik defineres derfor som “beholdningen af generaliserede former for forskelle (f.eks. begreber, ideer, billeder og symboler), som kan blive brugt i selektionen af mening i kommunikationssystemerne.” Når mening præges ind i den pågældende semantik, så er mening aldeles afhængig af den kommunikation, der udvælger og bruger semantikken. Det betyder, at når man går ind via den semantiske analyses ledeforskel mening/kondenseret mening, så transformeres, gennem iagttagelse, udvalgte begreber til semantikker, hvormed man kan se på deres umiddelbare retoriske forekomst.

Luhmann taler i forbindelse med semantik om samfundets temaforråd, der skal forstås som fx viden, ideer, ideologier og tradition. Semantik er hos Luhmann en transformation og metabetegnelse for disse temaforråd, som ikke i sig selv har noget normativt meningsindhold men i stedet er betegnelser, der bruges til at overlevere fx kultur mellem generationer. Når disse semantikker har bestået tidens prøvelser og bliver anset for bevaringsværdige, taler Luhmann som sagt om “kondensering”.

Når en semantik er blevet kondenseret, er det muligt at se på, hvilke differentieringsformer der indskrives i den pågældende semantik. Det betyder, at kondenseringen etableres med ryggen til “fremtiden”. Når semantikken følger samfundets differentieringsform, taler Luhmann om “seriøs semantik”. Useriøs semantik er simpelthen semantik, som ikke følger med udviklingen i de forskellige differentieringsformer.

Luhmann hævder selv, at samfundets differentieringsform i dag er funktionel. Derfor er samfundet splittet op i en række uddifferentierede funktionssystemer med deres egne kommunikationskoder fx det pædagogiske system, det politiske system og retssystemet.

Det er her nævneværdigt, at Luhmann ikke betragter organisationer som uddifferentierede funktionssystemer med tilhørende kommunikationskoder men som systemer, der opererer under formen beslutning, hvilket gør organisationer heterofone og dermed i stand til at rumme multiple kommunikationer og koder.

Den semantiske analyse betragter i forhold til denne afhandling desuden, hvordan en transformation i omtalen af ”medarbejderen” finder sted, og hvilke nye udtryksformer denne transformation indebærer. Igen er dette ikke et forsøg på at fortolke afsenderes intentioner men om at se på hvilken semantisk udvikling, der finder sted i det på pågældende kildemateriale. Der ses altså på en “hvordan-udvikling” og ikke en “hvorfor-udvikling”. Samtidig skal en kondensering af et begreb eller en semantik ses som dannelsen af en forventningsstruktur til, hvordan den pågældende kommunikation kan fortsætte. Påtalen af medarbejderen sætter rammer for nogle forventningsstrukturer, hvori denne medarbejder indpræges. Når vi iagttager dette, skabes anledning til, at man stiller spørgsmål både til egne og til kildematerialets forventninger til fortsættelse af kommunikationen.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 2

2009-11-14T10:36:00.000-08:00

Det vil i denne afhandling ikke blive forsøgt at lave et vejkort over alle coachingens mange stier men blot et retorisk kort over, hvordan coachingen i en række udvalgt litteratur formår at tage sig selv for givet i sin selvbeskrivelse og hvilke semantiske kondenseringer af mening, der ligger i denne selvbeskrivelse.

Formålet er at åbne op for alternative blikke og blinde pletter. Som redskab hertil benyttes Niklas Luhmanns epistomologi og senere hans teori om sociale systemer, hvori coaching vil blive indskrevet. Som perspektivering anvendes Michel Foucaults genealogianalyse til at klarlægge en række selvfølgeligheder om samfund og ledelsesrationalitet i den udvalgte coachinglitteratur, hvorfor det bliver vigtigt at bruge plads på at sammentænke disse to teoretikere nærmere for at løse specialets probem.

Niklas Luhmanns epistemologiske projekt åbner for alternative blikke og blinde pletter gennem et begreb om iagttagelse af anden orden. For at kunne forklare dette kræves en kort redegørelse for iagttagelse af første orden og nogle af implikationerne herved.

Professor ved CBS Niels Åkerstrøm Andersen skriver om iagttagelse af første orden, at når sociale systemer iagttager, så er “enhver iagttagelse (...) en operation, som drager en forskel, der ikke samtidig er synlig for iagttagelsen selv. Iagttagelsen indikerer altid den ene side af forskellen og efterlader den anden side umarkeret, men alligevel styrende for iagttagelse.”

Ved at drage en forskel mellem sig selv og omverdenen, skaber coachingen sin selvbeskrivelses egen blinde plet og sin egen umarkerede side gennem iagttagelse af sig selv, hvilket lader det stå åbent, hvad coaching altså ikke iagttager/siger om sig selv; det ubetegnede. Heri ligger det epistemologiske program for anden ordens iagttagelser; en anden ordens iagttagelse er at iagttage andres første ordens iagttagelser og disse iagttagelsers blinde pletter. Men det betyder ikke, at man opgraderer anden ordens iagttagelsen til et elfenbenstårn, hvorfra sandhed kan udsiges. En iagttagelse af anden orden er nemlig samtidig en iagttagelse af første orden, hvilket betyder at iagttageren af iagttagelser, ligesom iagttageren af første orden, tegner en forskel. Anden ordens iagttagelser kan ikke se andet end indikationer og forskelle. På den måde indskriver iagttageren sig selv i systemet, der iagttages, hvilket ifølge Luhmann slider differencen mellem analyse og fastlæggelsen af reelle sy-stembegreber op i og med, at der forekommer autologisk tvang. Autologisk tvang i den forstand “at der også for mig selv gælder det, som gælder for mit objekt.” Dette er vigtigt at have in mente under læsningen af dette speciale, at iagttager selv skriver sig ind i iagttagelsen, og at denne iagttagelse derfor altid kunne være anderledes.

Brugen af anden ordens iagttagelser som analysestrategi fungerer fx ved fastlæggelse af, hvordan bestemte iagttagelser forekommer i udvalgt kildemateriale, altså om der kan tales om en kondensering af begreber, hvorefter der kan redegøres for, hvorvidt disse begreber har blinde pletter eller umarkerede sider. På den måde kan det ses som et opgør med en fortolkende metodik og fx den kritiske teori, der mener at kunne finde et sted, hvorfra den kan betragte og fortolke samfundet i sin helhed. Anden ordens iagttagelser forholder sig fx til begrebernes konkrete forekomst fra et selvindskrevet iagttagersynspunkt og foretager ikke en fortolkning i analysen af det udvalgte kilde-materiale.

Når et system iagttager sig selv og dermed konstituerer sig selv som et system, sker det ud fra dragningen af en forskel mellem sig selv og omverdenen ved hjælp af egne operationer.

Og når en iagttager iagttager en iagttagelse (en anden ordens iagttagelse) sker dette også gennem dragningen af en forskel fx system/omverden. En iagttagelse er simpelthen altid en forskelsdannende operation, hvormed hvad der iagttages er afhængigt af den forskel, der tegnes både for første og anden ordens iagttagelser.

Fastlæggelsen af forskel er simpelthen betingelsen for, at der tilskrives en mening om, hvornår noget er system, og noget er omverden, hvilket gør det til en systemdannende operation. Luhmann fastslår, at der er tre måder at tegne en forskel på:

1) En indikation uden specificering af forskellens anden side, fx hest/ikke hest. Dette kaldes for genstande.

2) En indikation, der sætter restriktioner for forskellens anden side, fx mand/kvinde, ansvarlig/ikke ansvarlig. Dette kaldes begreber og har altid et modbegreb.

3) Den tredje indikation er en særlig form for begreber, der kan begrebsliggøre sig selv også kaldet anden ordens begreber. Disse begreber kan føres ind i sig selv, hvilket betyder, at “et system konstitueret som enheden af forskellen system/omverden kun kan iagttage sig selv som iagttager, hvis det kan kopiere sin ledeforskel og føre den ind i sig selv. Dvs. hvis det kan splitte sig selv op ved at indføre forskellen system/omverden i systemet selv”. Dette kaldes også re-entry og er et systems selvbeskrivelses primærfunktion.

Når et system kan indføre sin egen forskelsdannelse i sig selv, er det også i stand til at beskrive sig selv eller m.a.o. iagttage sig selv. Derfor undersøges det i dette speciale, gennem hvilke begreber coachingen som system genindfører sin ledeforskel i sig selv og dermed laver en iagttagelse af sig selv.

Metatermen coaching betragtes derfor i dette speciale som et anden ordens begreb, der har formået at kopiere sin ledeforskel ind i sig selv og dannet en række subtermer (fx ledelsescoaching) med deres egne regler for inklusion/eksklusion. Ledelsescoaching er et subterm, der vil fungere som omdrejningspunktet for dette speciale, og som vil blive foretaget en række analyser herud fra.

Tilskrivelse til dette blogindlæg:

Det jeg i det ovenstående gerne vil viderekommunikere, er især begreberne iagttagelse og forskel. Jeg forlader i afhandlingens start begrebet sandhed, og vil ikke videreproducere i samme malstrøm af coachingsandheder som store dele af den allerede eksisterende litteratur i forvejen gør, og forsøger i stedet at klarlægge en analysestrategi, der vil iagttage, det litteraturen om coaching iagttager (og især, hvad den IKKE iagttager). Når man iagttager noget, så drager man samtidig en forskel. Man betegner ét, og lader et andet være ubetegnet. Det gælder for litteraturen om coaching, som det gælder for mig, og det jeg skriver i afhandlingen.

Så når coachingen siger ét, så er der samtidig en helt masse andet, som ikke bliver sagt, og det er fordi, at omverdenen er så kompleks, at universelle sandheder ikke kan udsiges (religion og visse naturvidenskaber forsøger dog stadig). Det betyder samtidig også, at alt man siger, er "selv-logisk" (autologisk), altså; det man siger bærer et vidnebyrd om ens egne iagttagelser og anskuelser. Man indskriver altid sig selv i de iagttagelser man gør om andet og andre.

Det fører os til dialektikken (jeg vil her gøre brug af den dialektik, der er tilskrevet Hegel, selvom den ikke rigtig er Hegels. Jeg vil behandle Hegels dialektik i et senere indlæg). Når der sker en udvikling (degeneration er vel også en form for udvikling, hvis man ikke har sandheder), så sker det ved, at nogle fremsætter en tese (coaching, 1. ordensiagttagelse), andre kommer med en antitese (min afhandling, 2. ordensiagttagelse - antiteser er dog langt fra altid 2. ordensiagttagelser), og derved opstår en syntese, som derved igen bliver mødt af sin antitese, der så på ny producerer en syntese osv. således at udviklingen hele tiden forbliver cirkulær.

Det jeg stadfæster i starten af min afhandling er ønsket om at udarbejde en 2. ordensiagttagelse (iagttagelse af andres iagttagelser), således jeg kan producere en antitese, der viser, hvor man laver organisatoriske selvmål, når man strengt kommunikerer monofont om sig selv, hvilket jeg senere vil føre bevis for, at litteraturen om ledelsescoaching gør.

Fortsat god fornøjelse med de indledende teoretiske rammer.

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 1

2009-11-14T10:16:00.000-08:00

I de kommende indlæg vil jeg, i en lettere redigeret form, poste nogle uddrag fra min afhandling om ledelsescoaching (når ledere coacher deres medarbejdere) i et systemteoretisk og biopolitisk perspektiv.

Jeg valgte en meget teoretisk indgangsvinkel til afhandlingen, først og fremmest på grund af den ekstensive litteratur om brugen af ledelsescoaching, og sekundært på grund af en stigende interesse i både Luhmann og Foucaults magtbegreber, der præsenterer en ganske radikal formulering af begrebet "magt".

Følgende vil jeg tage fat i nogle af de systemteoretiske grundelementer og vise, hvordan de aktivt kan bruges i organisatoriske sammenhænge, især under leder-til-medarbejder samtaler.

Dele af materialet er meget teoritungt. Men holder man tungen lige i munden (det kunne også være, at man som læser slet ikke havde forståelsesproblemer), så vil det præsentere en radikal tilgang til både kommunikation og magt, der måske således også kunne præsentere anderledes perspektiver på både organisation og ledelse.

God læsefornøjelse.

Markedsmetaforik, Heidegger og Teknik

2009-11-03T15:03:00.000-08:00

Følgende indlæg er skrevet under inspiration og vejledning af Anders Fogh Jensens "Metaforens Magt". Jeg har i de seneste par indlæg skrevet om markedsmetaforikkens måde at systematisere store dele af vores tankegang, så her vil jeg gøre brug af Heidegger til at uddybe det (og når jeg bruger Heidegger, så får det jeg skriver PLUDSELIGT langt større sandhedsværdi).

Vi skal her ind og have fat i Heideggers begreb om "teknikken". Normaltvis henviser teknik til til en genstand, hvormed mennesker kan bemægtige sig en eller anden del af naturen, eller skabe fremskridt i velfærden. Heidegger mener ikke, at denne bestemmelse af teknikkes væsen når dybt nok, omend den kan være rigtig. En rigtig bestemmelse af teknikkens væsen frigør os ikke fra teknikken, det gør en "sand" bestemmelse derimod. En "rigtig" bestemmelse dækker over en korrekt beskrivelse, hvorimod en "sand" bestemmelse vil lade tingens væsen fremstå klart for os. Heidegger mener, at en "sand" beskrivelse vil åbenbare for os, at teknikken ikke er en nødvendig del af vores natur.

Teknikken får mennesket til at tænke på verden som en ressource, hvor teknikken bruges til at udvinde "energi" herfra, således at mennesket kan stille sig i en position af regulær bemægtigelse. Heidegger kalder teknikkens "sande" væren for Ge-stell, som dækker over en "fornuftsafkrævning". Med Anders Fogh Jensens ord, så betyder det, at teknikken "visiterer" naturen, sætter den i forhør, og afkræver den mening og fornuft. Ge-stell dækker også over et stilladsbegreb, hvor teknikkens væsen bliver en opstilling af verden, hvor den anskues som ressource og "beholdning". Energi kan udvindes og akkumuleres vha teknikken.

Når vi bruger teknikken, med dens naturinkvisitoriske væsen, så er det medskabende for den forståelse vi har af naturen og verden, og "når verden i vores metaforer optræder som ressource, så skyldes det bl.a., at vi er indspundet i en teknisk omgang med verden" (Anders Fogh Jensen, Metaforens Magt s. 192). "Teknik" bliver hermed den måde vi stiller os som herremænd over naturens ressourcer, og det har afgørende betydning for vores sprogbrug og forståelse af verden. Og når verden gøres til ressource, så er man i konstant forhandling med knaphed - derfor lader man aldrig til, sagt på godt dansk, at kunne få nok raget til sig. Dermed bliver behov erstattet med "erhvervelse for erhvervelsens egen skyld", og det naturlige ved både verden og teknikken bliver forvansket.

Teknikken kridter op for en markedsmetaforik, og et sprogbrug, hvor verden er en knap ressource, og hvor akkumulation af ressourcerne er indlejret i sproget som en naturlig omgang med verden. Teknikken danner grobund for grådigheden, og dækker den ind som værende noget "naturligt".

Selvom Heideggers pointe er ganske interessant, så kan man spørge sig selv, hvor han får en bestemmelse af teknikkens væsen som ressourceudnyttende fra? Og hvordan han kan tilskrive det et begreb som Ge-stell, der skal dække over "teknikkens sande natur"? Og hvorfor det betyder en bemægtigelse af naturen?

Heideggers tilgang er naturligvis etymologisk, og lader en historisk tilbagevisning af sprogbruget være retningsgivende for, hvor "sand" hans teori er. Heidegger var en filosof, der søgte at afdække tingenes universelle "væren". En teori om teknikkens væsen som redskab til bemægtigelse af naturen kan, med hans egen terminologi, aldrig blive mere end "rigtig", da det ville være ren suggestion at proklamere, at et dødt objekts "sande" væsen kan opsnuses af fornuften. Men det er jo blot min holdning. Tænk selv over det.

Ugen med Clement

2009-11-02T13:43:00.000-08:00

http://www.dr.dk/DR2/ugen_med_clement

Jeg kan godt li' Clement Kjersgaard. Han er god til at fange folk i uheldige formuleringer og selvmodsigelser. Men nogle gange lidt for god, når det handler om latterliggørelse.

Det program jeg har forsøgt at linke til, er det, hvor Clement har Nihilistisk Folkeparti inde i studiet. Selvom der også er andre med i programmet, så er mit fokus på disse besøgende, og hvordan Clement foretager sit interview. En "analyse" af interviewet med venstres skatteminister Kristian Jensen vil blive foretaget i et andet indlæg.

Nihilistisk Folkeparti:
Clement starter interviewet med en falleret antagelse om "klassisk" nihilisme, når han spørger, om livet virkelig er meningsløst, og de to repræsentanter hopper lige i med begge ben og svarer ham, at universet er et tomt sted, men at det på samme tid også gør verden til et sted, hvor man ikke kan fejle. Clement svarer hertil prompte, at man i sådan en verden heller ikke kan opleve succes.

Succes er et begreb, der er hentet fra markedsmetaforikken, hvor man forsøger at måle alt i "godt eller skidt". Den vestlige verden kan til tider synes overordentlig meget optaget af at opnå "succes", og fx det dertilhørende begreb "selvrealisering". At være "succesfuld" ligger naturligvis i den gode ende af målbarhedsskalaen, og det kan vel med rimelighed antages, at de fleste mennesker ønsker at være succesfulde, uden nødvendigvis at tænke meget over, hvad "succes" er for dem. Nihilistisk Folkeparti slår sig til tåls med, ikke at være en fiasko. Clement italesætter med det samme det "potentielle menneske", og uviljen overfor at slå sig til tåls med "middelmådighed". Man forsøger, fra Nihilistisk Folkepartis side af, at svare tilbage ved at sige, at intet alligevel fører til noget som helst. Betydning heraf bliver berørt mere uddybende senere.

Clement spørger til partiets mærkesager, og kirkeklokkernes ringen om søndagen kommer på bane under påskud af, at det "forstyrrer ens tømmermænd". Chefideologen fra partiet fortsætter ved at kalde kristendommen for en spamreligion, og at kirkeklokkernes ringen er et udtryk for et religiøst mindretals undertrykkelse af andre. Der spilles her på, for det første, en metafor hentet fra IT-verdenen, hvor "spam" er uønsket reklame, der til stor géne dukker op på skærmen. En sådan metafor kan antages at spille på de religiøse missionæres "opsøgende salg", og måske lede tankerne hen på fx Jehovas Vidner. Dernæst, ved, i religiøs sammenhæng, at bruge ordet "undertrykkelse", spilles på frygten for at blive pålagt en anden levevis, end man ville vælge for sig selv, hvis valget stod så frit. Derudover betegnes de kristne som værende et "mindretal", i den betydning, at mindre naturligvis er dårligere. Rent demokratisk fører denne "mindretalssituation" også ofte til ugyldighed.

Formanden fortsætter stilen lagt af chefideologen og refererer til Nietzsche ved at sige, at ALLE er enige om, at Gud er død. På engelsk taler man om begrebet "sanity in numbers", der betyder, at hvis de fleste mennesker kan siges at være af en bestemt overbevisning, så er det nok fordi denne overbevisning er den "rigtige". Han kalder derefter kristendommen for en "død sekt". Det sekteriske er ofte synonymt med tvang og hjernevaskning, og bliver sjældent omtalt som noget positivt i medierne. At anvende ordet "sekt" er uden tvivl et forsøg på nedværdigelse. Dernæst tilkendegives den holdning, at kirkeklokkerne "terroriserer". Begrebet "terror" har naturligvis en uhyre negativ konnotation i den vestlige verden. Et begreb, der spiller på næsten alle af frygtens tangenter.

Formanden for Nihilistisk Folkeparti lader nu dansk politik håne ved at sige, at hvis man skal have magten, så skal man ikke have nogle visioner. Her tages ytringen "det hele kan alligevel være ligegyldigt" op igen og uddybes, således at det fremstår som en hån af det nuværende politiske miljø. Der tales ligefrem om, at en "værdiafvikling" er nødvendig, hvis man vil noget i dansk politik. Begrebet "værdi" kommer også fra markedsmetaforikken, og kan også måles binært på godt/dårligt skalaen. At have værdier er i sig selv noget positivt, dersom man sjældent taler om en "værdi", hvis der refereres til noget destruktivt eller ulykkeligt. Dansk politik består sig i al sin enkelthed af at tilpasse sig de muligheder, der er. Manglen på "potentialitet" udtrykkes dermed igen. Der slås atter ind på hån, når det siges, at dansk politik er "en joke", hvilket samtidig udtrykkes at være partiets egen eksistensberettigelse. Det hele er alligevel en joke, og derfor ligegyldigt.

Clement indlader sig nu kraftigt i diskussionen, og spørger formanden, om han ikke "nedenunder" tror på et bedre samfund. "Nedenunder" kan her formodes at referere til det ubevidste, der antages at den suppe, hvori vores "sande" og "uspolerede" natur findes. En ubevidst handling, om end den kan være ubehagelig, refererer ofte til noget "ægte", noget, der er i overensstemmelse med uberørte, primale instinkter, der fortæller sandheden om os mennesker. Clement bliver ved med at afbryde formanden for Nihilistisk Folkeparti for at få ham til at "afsløre", om han i virkeligheden ikke er drevet af værdier, af et ønske om at forbedre. Clement beder ham således at se bort fra, hvad han "tror", og se bort fra, hvad politikerne mener, og se bort fra, hvad der er "realitisk". Clement har dermed kridtet banen op til et løgnagtigt udsagn, som man ikke kan stå til regnskab for. Formanden stilles derefter spørgsmålet "ville du ønske, at du kunne handle således, at samfundet kom til at se bedre ud?", hvilket det ville være decideret usympatisk at svare "nej" til. Frataget alle muligheder for at slippe godt fra at svare andet end "ja", "fanger" Clement ham i dette svar og fortsætter som om der ikke lige var blevet udøvet en sproglig strukturering af svar og handlemuligheder.

Nihilistisk Folkepartis overordnede formål udtrykkes igen, når det postuleres, at den "brede danske befolkning" vil give opbakning til morsomheder, og at de, som det eneste politiske parti, vil fremstå som "ærlige". Chefideologen afslutter med en bemærkning om, at det hele alligevel ikke er andet end "spin, kavalergang, og hanekam". Hånen er igen det redskab, hvormed man taler om dansk politik, dersom "spin" ofte refererer til manipulation, og "kavalergang" til det overfladiske liv, hvor det gælder om at tage sig bedst ud frem for at ville noget. Hanekammen refererer til chefideologens egen rolle i politikken.

Clements job lader her til at rotere omkring forsøget på latterliggørelse. Måske nærmere at latterliggøre de latterliggørende, hvormed Clement kan fremstå som de intellektuelles hyrde. Det svarer måske nogenlunde inden for komikken til at kunne jorde en stand up komiker. Clement forsøger ihærdigt at "fange" sine gæster i deres mangler og fejlerkendelser, men fortsætter i dette tilfælde selv ud af et falleret spor, hvilket jeg kommenterer på i nedenfor. Suggestionikken arbejder på højtryk, og skaber en debat, der kunne have foregået, synes jeg, på mere saglige præmisser. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan se det underholdende i Nihilistisk Folkepartis budskaber og forsøg på latterliggørelse af politikkens rolle.

Jeg har undervejs kommenteret på suggestionikken, der anvendes. Når jeg uddybende forklarer, hvad der "menes" med de kommentarer, som Nihilistisk Folkeparti og Clement Kjersgaard kommer med, så benytter jeg mig selv af suggestionikken. Jeg vil appellere til læseren om at drage sine egne konklusioner, om udlægningen de teknikker, der anvendes. Jeg har i nogen udstrækning forsøgt at give etymologiske forklaringer, men disse er baseret på subjektiv erkendelse. Det ville være fornuftigt at antage, at man som læser SELV skulle tænke etymologierne ind i sin egen forståelsesramme.

Jeg vil slutteligt knytte en kommentar til den præmis, nemlig nihilisme, som hele interviewet er struktureret omkring. Nihilisme omtales flere gange som "meningsløshed", "manglende retning", "ligegyldighed", "værdiafvikling" og gennem sætningen "Gud er død".
I Således talte Zarathrusta erklæres Gud rigtig nok død af Nietzsche, og sandheden såvel som det metafysiske opgives. Religionens opgave har altid været at give mening til det uforklarlige, og afskriver man religionen, så står man, måske især i 1885, tilbage med en følelse af rådvildhed omkring sin retning i livet. Da Nietzsche skrev værket, var oplysningen, sekulariseringen og positivismen (eller videnskaben som overordnet hele) ved at overtage store dele af den offentlige debat, og derfor så det for Nietzsche ud som om, at Gud var død, og mennesket var overladt til videnskaben.

Videnskaben arbejder ikke aktivt på at "tilskrive" mening til andet end sine genstandsfelter, og har til stadighed svært ved at give det store forkromede svar på "meningen med livet". At tjene Gud, i alle sine afskygninger, er at give sit liv mening. Hvorvidt der er værdi i dette, kommer naturligvis an på den enkelte "tjeners" situation.

Min pointe er den, at Nietzsche "opgav" den prædestinerede mening, og erklærede derfor Gud død, hvilket gjorde tilværelsen a priori (før erfaringen) meningsløs. Men det er på ingen måde det samme som at sige, at alt er ligegyldigt og at intet alligevel nytter. Langt fra. Sådan som jeg læser Nietzsche, og Foucault efter ham, så efterlader det os i stedet i den position, at vi skal være aktive skabere af vores egen "mening" og vores egne værdier. At være nihilist er at opgive allerede fastlagt meningsudlægning, og i stedet vælge at være en aktiv skaber af sin egen, lokale mening. Clement, som vel som de to filosofistuderende, synes jeg, går fejl af dette flere steder i interviewet, og ender med at polemisere om ting, der aldrig rigtig får relevans. Men det er jo bare MIN holdning.

Finanskrise, tillid og medier - en bøn.

2009-11-01T13:52:00.000-08:00

Sådan skåret ind til benet, så kan man måske med en journalistisk stramning tale om, at vi ramte denne finanskrise pga. tillid. Eller, det er nok nærmere ”mangel på tillid”. Denne skide ”vertrauen” har sat os i denne suppedas efter markedet krakkede, og bankerne begyndte at holde på pengene (også dem, de fik tilført af staten, så de kunne udvise tillid igen). Og forbrugerne holder også på deres penge, for de har ingen tillid til økonomien. Og så har virksomhederne og forretningerne ikke brug for så mange medarbejdere. Og så er der ikke nogen med penge til at sætte gang i forbruget igen, så arbejdet med at ”skabe” behov kan genoptages. Og bankerne vil helst ikke låne arbejdsløse penge. Og mange virksomheder har store ordrer liggende rundt om i verden, som de ikke kan få hjem fordi de heller ikke kan låne hos bankerne. Og det bliver bare ved med at køre rundt og rundt.

Der mangler tillid til at sætte skub i økonomien. Og vores samfund er bygget op omkring den slags markedsmekanismer. Ja, vi kan simpelthen ikke undslippe dem. Markedsstrukturen lader til at være bestemmende for vores brug af begreber om verden.

Men verden er, lidt groft sagt, det vi siger den er (jeg vil gerne diskutere realisme på et andet tidspunkt). Vi er mange gange de historier vi fortæller om os selv. Og de historier fortæller vi altid fra et standpunkt midt i den verden. Medierne kan gøre det hele både meget værre og meget bedre. Hvis medierne i et storstilet eksperiment fra i morgen af begyndte at snakke om opsving, merforbrug og bankernes tillid til virksomhederne, så ville det uden tvivl kunne sætte skub i økonomien (hvilket ikke er det samme som at "redde" økonomien). Men når vi bliver plastret til med historier om elendighed og økonomiens tilbagegang til 1930-tilstand, så er der ikke meget håb at spore. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at levere de gode historier, til at arbejde på et sprogbrug, der atter talte optimistisk om "os", om virksomhederne, og som kunne imødekomme behovet for fremadrettethed, og ikke mindst ”tillid”.

(Størstedelen af indlægget er "sakset" fra Ledighedsgruppen, som jeg for kort tid siden oprettede på Facebook.)

NLP og Fox News

2009-11-01T10:37:00.000-08:00

http://www.youtube.com/watch?v=zVhW8l5rKi4&feature=related

Ovenstående klip i tre dele forsøger at gennemgå nogle af de teknikker, som klippets ophavsmænd mener FOX News gør brug af under deres såkaldte "interviews". Omend klippenes speaker selv gør brug af enkelte af de teknikker, som han beskylder FOX News for, så er det alligevel et interessant - og til tider plausibelt - indblik i, hvordan kommunikation kan drejes til manipulation.

Klippet er valgt grundet dets "take" på NLP og manipulation, og ikke for at udtrykke en sympatisk holdning for 9/11 konspirationsteorier. Når man er færdig med at se klippet, bør man spørge sig selv, hvor meget man er blevet "manipuleret" til ikke at kunne li FOX News?

Erkendelse og kompleksitet

2009-11-01T09:07:00.001-08:00

Verden er kompleks. Meget kompleks. Vi erhverver os viden om verden gennem et grandiost tillidsudspil. Vi VÆLGER kilder, som vi mener er troværdige, eftersom de er i mest mulig overensstemmelse med den livs- og forestillingsverden vi nu engang har oparbejdet gennem vores individuelle eksistens. Og vi kommer ny viden i kasser. Mentale kasser. En proces, der af lingvisten og neuroforskeren George Lakoff kaldes for kognitive kategoriseringer . Som mennesker har vi det tilsyneladende med at sortere vores indtryk ud fra kategorier, som vi allerede har oparbejdet, således at den viden vi ”indfanger”, bliver puttet i kasse, med den allerede eksisterende viden, som den nye viden ligner mest. Hvilken uhørlig tillid til vores egen forståelse af verden!

Sådanne kategoriseringer er bl.a. det, der danner grobund for et begreb som stereotypisering. Hvis vi skulle lære alle mennesker at kende UDEN nogen som helst forventning angående, hvad fx deres udseende siger om, hvem de er, så ville vi slet ikke kunne håndtere at møde særlig mange mennesker i løbet af en dag. Hvis nogen overhovedet. Som mennesker er vi nødt til konstant at forsimple verden, alene fordi, der foregår så meget, vi ikke kan se. Men mennesket har samtidig aldrig stillet sig tilfreds med tanken om, at det kun kan opnå lokal viden, og ikke viden om verdens tilstand. Og det er på trods af, at selv et fænomen som statistiske analyser beror på lokal viden, der bliver gjort almengyldig .

Det er selv sagt umuligt at lave udtømmende empiriske analyser i et samfund så komplekst som vores. Og når der bliver foretaget videnskabelig empiri i forskningsøjemed, så er det ofte lukkede forsøg, hvor der allerede er fastlagt en række rammer for, hvad der kan ske under forsøget. Videnskab er ofte en udbredelse af illusionen om sandhed, hvor det er afsenderen, der er afgørende faktor for, om sandheden bliver accepteret eller forkastet. Det lyder måske lige omvendt på den teoristærke læser, hvor det plejer at være modtageren, der bestemmer udfaldet af et budskab. Men mere konkret, så er det, der menes, at der skal en vis anciennitet til, for at et udsagn bliver accepteret som værende i det sande i videnskabens verden. Denne anciennitet er også ofte suggestiv. Hvis man har en problemstilling vedrørende markedsøkonomi, og man dertil adspurgte fire franskstuderende om implikationerne ved en markedsøkonomisk model, så ville de færreste acceptere udsagnene som værende i det sande, grundet det uregelmæssige i at adspørge franskstuderende om økonomi. For at komme tilbage i det sande, skulle nok spørges en professor i økonomi fra et anseeligt universitet, eller måske en af regeringen udvalgt ”økonomisk vismand”.

Men vores viden kommer langt fra kun fra forskere, professorer og vismænd. Vores viden om verden kommer især fra udvalgte ligemænd . En ligemand, eller ligekvinde, er en person i vores livsverden, som vi på baggrund af erfaring, har valgt at udvise tillid til, både i handling og udsagn. Det kan således være en medieperson, en i vores familie, en ven, eller en i vores omgangskreds. Man har sandsynligvis adskillige ting til fælles, og har derfor en formodning om, at man anskuer verden på en nogenlunde lige måde. Disse ligemænd og ligekvinder er vores smutveje til at reducere omverdenskompleksitet. Når vi vælger en automekaniker, der skal reparere vores bil, så slår vi sjældent op i telefonbogen og finder den første den bedste. Vi spørger i stedet nogle ligemænd eller ligekvinder om, hvem de har tillid til. Det kan man også kalde tillid af anden orden, eller tillid til andres tillid. Ved at udvise tillid, og ved at have tillid til andres tillid, kan vi reducere omverdenens kompleksitet og på den måde være i stand til at manøvrere rundt på verdens massive landkort.

Med andre ord, så er vores udgangspunkt, at verden, og de fleste andre genstandsfelter, er så komplekse, at vi ikke er i stand til at erhverve fuldstændig viden herom. Hvis vi blev givet et år til at opstøve alle bøger nogensinde udgivet om virksomheders CSR-aktiviteter, så ville der i løbet af det år vi brugte på undersøgelsen sandsynligvis være skrevet så mange nye bøger om emnet, at vores arbejde igen skulle forlænges med år. Tillid giver derfor også en såkaldt temporal fordel.
Men den tillid kan også gøre os blind, hvis vi vælger at stole hovedløst på nogle, som ikke er interesserede i at præsentere os for det sande, men blot for ting, som kan vendes til deres egen fordel. Og her spiller suggestive mekanismer , eller suggestionikken virkelig ind, og kan være med til at udnytte forskellige former for social frygt, som fx når reklamer for deodorant spiller på det uønskede i at have svedpletter under armene, da disse pletter vil medføre social isolation og gøre indehaveren uattraktiv. Især mange kvindeblade er bygget op omkring en skabelon, der spiller på frygten for det uattraktive. Og sjældent vil kvinderne adspørge mændene selv om deres præferencer for det attraktive. Måske er det fordi kvinder ikke bekymrer sig så meget om at være attraktive overfor mænd. De vil hellere være attraktive overfor andre kvinder!…

Som mand vil du sandsynligvis grine af ovenstående udsagn. Og som kvinde enten grine eller ryste på hovedet. Men der skal rystes på hovedet af den slags generaliserende udsagn, da de kan være med til både at dæmonisere og stigmatisere visse grupper, og gøre dem til ofre for deres egne handlinger. Nogle kvinder vil gerne være pænere end andre kvinder. Nogle kvinder vil gerne være pæne i mænds øjne. Nogle vil gerne bare selv synes de er pæne. Og andre er måske knapt så bekymrede om nogen af delene. Og disse fire kategorier er sandsynligvis ikke udtømmende.

Jeg mener ofte, at medierne sætter et meget stort fokus på ting, der slet ikke har brug for at blive slået så stort op. Og på den måde er de med til at præge den måde visse personer oplever virkeligheden på. Vi får vores sandheder gennem nyheder, og det skaber paradokset ”passiv oplevelse”, hvor vi får illusionen af, at opnå viden om verden, uden at tænke på, at den viden er udvalgt for os. Vi oplever ikke verden. Min formodning er, at de færreste danskere ville synes at verden var et farligt sted, hvis de hverken så eller læste nyheder.

Peter Thielst skrev engang en bog ved navn; ”Man bør tvivle om alt – og tro på meget”. Det tror jeg er et meget godt råd.

2009-11-01T08:51:00.000-08:00

Suggestion, en, lat, er påvirking af et menneskes tanker, følelser aller adfærd ved at indgive dem visse forestillinger, idet den selvstændige tanke- og viljevirksomhed hæmmes eller mest mulig sættes ud af virksomhed.

Suggestionik betegnes derfor som teknikken, der bruges hertil.

Hvem: Morten Fisker Laursen, 28 år gammel, far til Ida, og husbond til Lene.

Hvor: Århus, men tankerne forsøger at række længere

Hvad: Viljen til - og ønsket om – erkendelse

Hvordan: Omtanke, refleksion og radikalisme

Hvorfor: For hvis alle tænker ens, så er der nogen, der ikke tænker

Det formelle: Jeg har en bachelor i Engelsk og Kommunikation fra Handelshøjskolen i Århus, og er cand.comm.merc i Virksomhedskommunikation fra selvsamme sted.

Det uformelle: Mine spæde ben faldt over psykoanalysen i en ung alder, og behovet for introspektion blev pludselig udtalt. Da psykoanalysen døde, og da analysandens elfenbenstårn styrtede sammen, blev min interesse vakt i sociologi og erkendelse. Mit primære interesseområde er, hvad vi kan vide om verden, og hvordan bestemte tankesystemer bliver til. Derfor hader jeg også at blive sat i bås, selvom jeg kan acceptere, at folk gør det. Jeg er radikalist, og har derfor svært ved at bekende mig til noget bestemt politisk ståsted. Nogen synes jeg ligner en farlig fyr, men jeg tror på kammeratlighed, hjælpsomhed og kærlighed. Men man skal ikke forveksle min venlighed for svaghed. Jeg elsker paradokser, eftersom vores tankesystemer ikke kan komme udenom dem. Derfor tror jeg også, at konflikter ofte er noget af det mest gavnlige, man kan komme ud for. Rammerne for konflikten skal bare være ordentlige, og ikke voldelige i nogen former. Og så har jeg et brændende ønske om at ændre verden i retning af hensynsfuldhed. Det mener jeg bedst man kan, ved at få folk til at stoppe op og tænke over deres egen automatpilot.

Nytteværdi: Hvad du kan bruge denne blog til, kommer naturligvis an på, hvem du er. Min forhåbning er, at jeg kan være med til at stille spørgsmålstegn ved - og i nogle instanser frigøre fra - de tankesystemer, der får os til at spænde ben for os selv. Som virksomhed kan jeg hjælpe med at finde ud af, hvor kommunikationen knækker, eller kan optimeres. Kommunikation er vigtigt, og det er det fordi mening er verdens form, som den tyske sociolog Niklas Luhmann siger. Uden mening kan vi ikke retningsbestemme. Og uden retning træder vi hurtigt vande. Jeg mener dog kun, at mening kan være noget lokalt. Det er derfor op til os selv at skabe både mening og livsglæde.

Forklaring og præsentation

2009-11-01T08:10:00.000-08:00

Suggestion, en, lat., er påvirkning af et menneskes tanker, følelser eller adfærd ved at indgive dem visse forestillinger, idet den selvstændige tanke- og viljevirksomhed hæmmes eller mest mulig sættes ud af virksomhed.

- Suggestionik betegnes derfor som teknikken, der bruges hertil.

Hvem: Morten Fisker Laursen, 28 år gammel, far til Ida, og husbond til Lene, arbejder med kommunikation og digital markedsføring og er cand.comm.merc i Virksomhedskommunikation.

Hvor: Århus, men tankerne forsøger at række længere

Hvad: Viljen til - og ønsket om – erkendelse

Hvordan: Omtanke, refleksion og radikalisme

Hvorfor: For hvis alle tænker ens, så er der nogen, der ikke tænker

Det formelle: Jeg har en bachelor i Engelsk og Kommunikation fra Handelshøjskolen i Århus, og er cand.comm.merc i Virksomhedskommunikation fra selvsamme sted. Jeg har en række forskellige arbejdsmæssige erfaringer fra det kommunikative og det HR-relaterede område, og arbejder nu med kommunikation og digital markedsføring i Århus.

Det uformelle: Mine spæde ben faldt over psykoanalysen i en ung alder, og behovet for introspektion blev pludselig udtalt. Da psykoanalysen døde, og da analysandens elfenbenstårn styrtede sammen, blev min interesse vakt i sociologi, filosofi og erkendelse. Mit primære interesseområde er, hvad vi kan vide om verden, og hvordan bestemte tankesystemer bliver til. Derfor hader jeg også at blive sat i bås, selvom jeg kan acceptere, at folk gør det. Jeg er radikalist, og har derfor svært ved at bekende mig til noget bestemt politisk ståsted. Nogen synes jeg ligner en farlig fyr, men jeg tror på kammeratlighed, hjælpsomhed og kærlighed. Men man skal ikke forveksle min venlighed for svaghed. Jeg elsker paradokser, eftersom vores tankesystemer ikke kan komme udenom dem. Derfor tror jeg også, at konflikter ofte er noget af det mest gavnlige, man kan komme ud for. Rammerne for konflikten skal bare være ordentlige, og ikke voldelige i nogen former. Og så har jeg et brændende ønske om at ændre verden i retning af hensynsfuldhed. Det mener jeg bedst man kan, ved at få folk til at stoppe op og tænke over deres egen automatpilot.

Nytteværdi: Hvad du kan bruge denne blog til, kommer an på, hvem du er. Min forhåbning er, at jeg kan være med til at stille spørgsmålstegn ved, og i nogle instanser frigøre fra de tankesystemer, der for os til at spænde ben for os selv, både som enkeltindivider og som større grupperinger. Som virksomhed kan jeg hjælpe med at finde ud af, hvor kommunikationen knækker eller kan optimeres. Kommunikation er vigtigt, og det er det fordi mening er verdens form, som den tyske sociolog Niklas Luhmann siger. Uden mening kan vi ikke retningsbestemme. Og uden retning træder vi hurtigt vande. Jeg mener dog kun, at mening kan være noget lokalt. Det er derfor op til os selv at skabe mening, værdi og formål.