Er der stadig plads til religion i vores samfund?

Forleden diskuterede jeg religion med en god kammerat (håber det er okay jeg sakser fra vores diskussion, Anders :)). Selvom jeg har min holdning til religion som et system, så "tvang" jeg mig selv til et tage et funktionalistisk standpunkt og give et bud på religionens relevans i stedet for bare at "bashe", hvilket ligger ligefor. Det skal for god ordens skyld nævnes, at første halvdel er mere eller mindre sakset fra Qvortrup og Luhmann, hvor jeg i sidste del vil bruge deres analyse til at give et bud på religionens genkomst. Here goes:

Det moderne samfund, sådan som vi beskriver det i dag, er differentieret ud i forskellige funktionssystemer som fx uddannelsessystemet, det politiske system, det økonomiske system og religionssystemet. Alle disse systemer er baseret på binære koder. Politiken handler om at styre/ikke styre under mediet "magt", det økonomiske om at have/ikke have under mediet "penge", og religionssystemet har koden immanens/trancendens under mediet "tro". Fint nok, det fortæller ikke meget om funktionen. Men i det moderne samfund har religionen den funktion at udelukke kontingens, altså det at alt kan være anderledes og ikke nødvendigt. Måden religion udelukker denne kontingens på er gennem begrebet mening. Religion forsyner altså med mening i et samfund, der er så hyperkomplekst, at kontingens er dets vilkår.

Mht. religionens binære kode handler det om, gennem mening, at gøre det "overjordiske" og ubegribelige (transcendente) immanent (som tilhørende mennesket selv). Måden religionen lavede dette trick på var gennem brugen af en Jesusskikkelse, som havde adgang til det ubegribelige (Gud), hvilket dødelige mennesker ikke har, men samtidig at kunne personificere sig selv som en, der også kan erfare det immanente. M.a.o så har Jesusskikkelsen hjulpet samfundet med at omgå det paradoks at skulle beskrive det ubeskrivelige (Gud), og at skabe viden om alt det, vi ikke kan vide (her hører der mange flere niveauer til, bl.a. at vi ved, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved).

Religion har altså som funktion at gøre det muligt at erfare det ikke-erfarbare (gennem tro), og at beskrive det ikke-beskrivelige (gennem Jesus og Moses bl.a., der jo havde adgang til Guds ord). Religion er altså et "angreb" på meningsløsheden og det martrende faktum, at mennesket ikke kan overskride sig selv og begribe "intet" og "alting".

Her skriver Anders så tilbage:

"Sådan har jeg faktisk aldrig anskuet det før - Det er jo egentlig godt udtænkt i tidernes morgen. Men er religion så blot blevet størrere pga man ikke kunne begribe "intet" og dermed nu står med de religiøse på den ene side og forskerne på den anden, og den ene fløj siger Eva & Adam og den anden Big Bang/evolotion..?"

Jeg er ikke sikker på, at man uden omveje kan betragte religionens indflydelse som entydigt stigende. Jeg tror helt sikkert at den vinder større og større "genindpas" jo mere komplekst vores samfund bliver, men i skandinavien fx har vi jo i mange år set et "all time low" mht religiøsitet. Det vender muligvis snart, også pga den stigende muslimske tilstrømning.

I oplysningstiden og sekulariseringen (verdsliggørelsen) lykkedes det jo den videnskabelige metode at fraliste sandhedspatentet fra religionen, hvor vi har set en stigende videnskabeliggørelse af sandheden lige siden. Jeg tror videnskabens patent stod meget stærkere rent ideologisk (ikke kvantitativt) i starten af 1900 tallet og en række år frem, hvor positivismen og formodning om den strengt objektive videnskab (at man kunne sige noget om verden uden dermed samtidig at sige noget om sig selv) blev betragtet som både opnåelige og de meste optimale tilstande.

Jeg tror helt sikkert at "nyere" videnskabelige landvindinger medfører det paradoks, at de relativerer alting så meget, at religionen genvinder sin gyldighed, da spørgsmålet om "tro" i stigende grad også kommer til at optræde i sandhedssystemet. Det er så svært at sige noget sikkert i fx det politiske, det økonomiske og især i det videnskabelige system, at den "sikre viden", der hersker i religionens system langsomt begynder at genvinde sin attraktion i et samfund, hvor det er umuligt at vælge én rigtig retning for sig selv.

Mht. spørgsmålet om retning, så må man jo spørge sig selv, om "ikke troende" har fundet andre måder hvorpå de kan håndtere, at de ikke kan overskride sig selv? Og er spiritualitet blot en gudløs religion?

Klima og ævl om konsekvenser!

Jeg vil lige indledningsvis påpege, at overskriften til dette indlæg IKKE er et postulat om, at "klimasituationen" (hvad så end det begreb består af) ikke udgør en trussel. Det er mere et spørgsmål om, at der bliver "ævlet" for meget om et entydigt trusselsbillede, hvilket ikke gavner situationen, men i stedet giver folk lyst til at brække sig over mere klimasnak. Mit bud er at du, som læser, også har hørt nok snak om klima.

Et af de helt store omdrejningspunkter er CO2. Der bliver talt meget om CO2 reduktion, om CO2 udslip og om CO2 kvoter (se fx http://www.information.dk/178455). Vi skal mindske CO2 udslippet, så vi ikke antænder atmosfæren og ser uhyrlige temperaturstigninger i fremtiden. Det mærkes måske ikke her og nu, men vi kommer til at se det i fremtiden. I fremtiden...

Men her og nu kan det ikke betale sig for de helt store CO2 syndere at reducere udslippet (se fx http://www.information.dk/179837). Det er lønsomt for dem at købe øko-katolske syndsaflad, og så ellers bare fortsætte med business as usual. På trods heraf investerer nogle virksomheder stort i grøn teknologi og bæredygtighed, således at deres virke svarer til den ansvarlighed, som både medier (her ment som den samlede betegnelse for journalistisk produktion, der når et større publikum) og forbrugere forventer. Det er vel næppe blot et skud i tågen at påstå, at der er kommet større bevågenhed omkring social ansvarlighed og "grønvaskning" de seneste år, og at gassen er gået lidt af ballonen efter klimatopmødets falliterklæring. Det var som om vi byggede op til at kæmpemæssigt bæredygtighedens klimaks, men i stedet blev efterladt som politikernes Peter, der havde råbt op om ulven lige en gang for meget. "Nu har vi officielt demonstreret at vi har hørt jer. Der kommer ikke mere". Var det hele blot en kamp om anerkendelse i Axel Honneths ånd? Har storebror anerkendt vores problemer nu, og forventer derefter vi klarer os i skolegården helt alene?

Grunden til at gassen på den måde kan fise af ballonen er at vælgere, politikere (jeg bruger disse semantiske konstruktioner med overlæg for at undgå begrebet "menneske") og medier i samspil har det med at skabe temaer, der i visse perioder synes mere tidssvarende; eller relevante om man vil. Men klimatruslen er intet nyt, og har således været genstand for offentlig debat i omkring 100 år! (se fx http://politiken.tv/nyheder/udland/klimatv/climaniacs/article846126.ece). Temaer om klima og CO2 har eksisteret nærmest lige siden man blev opmærksom på større produktionsvirksomheders forurenende udslip. Sprogbruget lader således stå tilbage som det eneste, der har ændret sig. Samfundets temabehandlinger lader til at køre efter et cirkulært mønster, som vi fx ser fra modens system, hvor man kører med kodningen in/ikke in, og hvor det er lykkedes systemet at kopiere sine iagttagelser ind i sig selv (re-entry) ved hjælp af begrebet "retro".

Ny teknologi bliver således introduceret som behandlingsform til de temaer som samfundet (igen)holder i fokus. På den måde producerer alle samfundets subsystemer selv de symptomer, som de behandler. Og således sørger man for at opretholde sin relevans. Det spørgsmål, der her lader stå tilbage er derfor, hvad man skal opretholde relevans for?

Svaret: den kapitalistiske produktion.

Dette lyder velsagtens nogenlunde socialistisk, men er udelukkende ment i en socialkonstruktionistisk optik, hvor vores begreber får lov til at være medskabere af social indretning, eller, anderledes formuleret; sproget bliver konstituerende for vores virkelighed. Hvis vi husker tilbage på forrige indlæg om Heidegger og teknikken, så er ressourcemetaforen blevet viklet ind i vores sprogbrug i takt med teknikkens fremkomst. Det har den konsekvens, at vores temaer bliver kvantificeret i en mere/mindre optik. Netop her synes problematikken omkring klimadiskussionerne at ligge; man har kvantificeret debattens genstandsfelt.

For at forstå implikationerne herved må man blive i den kapitalistiske sprogbrug. Den politiseren, der foregår på klimaets vegne, bliver introduceret på en markedsarena, hvor begreber som udbud, efterspørgsel og knaphed dominerer. Mit postulat er, at denne optik, der også i nogen grad kan forklare finanskrisen, skaber en blind vinkel i forsøget på at løse klimaproblematikken. Knaphed bliver her den dominerende faktor.

Her er det vigtigt at skærpe sprogbrugen: Så længe vi udelukkende ser klimaet som en ressource, der kan slippe op, bliver vi stillet overfor et tidsmæssigt paradoks, der ikke lader os indse konsekvenserne af vores opfattelse inden knaphed bliver synonymt med undergang. Rent markedsretorisk er knaphed et yderst vellykket salgstrick ("er der kun én tilbage? SÅ skal jeg have den"), men knapheden lader sig ikke indtræffe på klimaets vegne i vores levetid (der er om mange år at ressourcerne er opbrugte). Derfor bør en kapitalistisk produktionsmetaforik IKKE anvendes på klimaudfordringerne alene, dersom knapheden ikke lader sig erfare, og klimadiskussionen derved i høj grad bliver et spørgsmål om tro (dog ikke udelukkende).

Jeg vil bruge næste indlæg på at demonstrere et alternativ.