Jeg skynder mig lige at sige det: jeg tror sgu jeg stemmer blankt!
Så før du beslutter dig for, at jeg er enten liberterianer eller kommunist, så tag imod dette råd fra mig og Les Grossman:
Literaly
Og hvis du kun har valgt at læse det her, for at bekræfte dig selv i, hvad du allerede er, så fanger du slet ikke pointen, og jeg ønsker ikke du læser videre…
Hvis du derimod er med på en ekskursion væk fra de, der har fundet sandheden, og i stedet i retning af de, der leder efter sandheden, så bliv. Læs. Tænk. Vær uenig. Whatever…
"Do you not see, how you all have been fooled and misguided, and now do the bidding of the very same people, who fool and manipulate you? For once, just pause and think: is this really the only truth I am allowed?"
Jeg synes vi har nået et all time low i denne valgkamp. En stor del af det er tilegnet en eroderet debatkultur. Men en tunge på vægtskålen har også været valgkampens tema: finanskrisen. Og og og! Hvad med medierne? Whatever…
Hele skuespillet er hensat til en kamp mellem to scenefløje, der vil hver deres løsning på alles problem. Det økonomiske problem. Det i sig selv gør det til alles problem. Mit problem. Dit problem. Måske mærker du det allerede på (penge)pungen? Whatever…
Vi bliver nødt til at starte ved sandheden. Ved at finde en definition på den. Ja, medierne spiller en meget central rolle her, men det er din egen skyld. Det er kompleksitetens skyld. Og det er lobbyismens skyld.
I ”Grundrids af metapolitiken” skriver den franske filosof Alain Badiou:
”Hvis det offentlige rum af meninger er det eneste, der findes, hvordan kan disse meninger da komme til at indgå i en diskussion?” S. 66, stk. 2
I vores hyperkomplekse samfund er det blevet et mere relevant spørgsmål end nogensinde før. Spekulation og ufinansierede udlån har givet os det, de kalder en ”Finanskrise”. Jeg har mærket den. Både på ledighed og afskedigelse. For mig er den sand. Men det gør den ikke sand. Den er ikke så pisse sand for alle. I hvert fald ikke for de, der ikke har oplevet en krise på deres finanser. Ikke alle i den her verden har tabt på finanskrisen.
Men ifølge Badiou er Finanskrisen også sand, fordi vi taler om den i offentligt rum. Det i sig selv er sandhedens og politikens råderum (de to begreber hænger slet ikke sammen, tro endelig ikke det!) For Badiou er politisk sandhed det, der forbinder en politisk proces med en beslutning (magt/ikke-magt i systemteoretisk optik efter Luhmann). Ganske enkelt ikke mere. Og politiken eksisterer, fordi det menneskelige udyr altid ligger og lurer. Den frie grådighed, begæret, lysten. Om det så er seksualitet, vold, eller økonomi det udmønter sig i (pun intended). (s. 73) Det skal tæmmes og reguleres. Kristendommen har altid villet det sådan.
Well, vi ved jo godt, at vi i dag har staten (med adskilt kirke) og myndighederne til at hjælpe os med det latente bæst, og organiseringen af vores samfund og økonomi. ”Staten er ansvarlig for, at der er et minimum af funktionsdygtighed, hvad angår cirkulationen og fordelingen af goder, og den bringes i vanry, hvis den viser sig i overdreven grad at være ude af stand til at tilfredsstille denne norm.” s. 150. Yderligere påpeger Badiou, at politik handler om at indrette den bedst mulige stat (s. 152)
Vi indretter den efter politiker, og politiker kommer af sandheden, og sandheder er offentlige debatter og meninger, eller universalisering af det partikulære - fra legoklods til legeborg ( s. 163)
Men Badious indledende spørgsmål var, hvordan disse meninger (offentlige) overhovedet kommer til at indgå i en diskussion? Hvor kommer vores debatemner fra? Hvad er det for nogle sandheder, vi opererer udfra? Bliver jeg præsenteret for illusionen om valg og demokrati? Er de ting, jeg stemmer om, ikke valgmuligheder, givet til mig af andre? Jo… Ligesom det system, vi lader andre om at kontrollere, er givet til os, uden at præsentere et reelt, viabelt alternativ.
Danmark består af forvaltning. Velfærdssystemet er alle enige om, det handler bare om, hvordan vi fordeler og forvalter den samlede pulje i et pengebaseret samfundssystem. Så når vi er uenige med hinanden i denne valgkamp, så er det fordi vi er uenige om, hvad pengene skal bruges til. Money makes the world go around, right? Whatever…
Pengesystemet kommer vi ikke uden om. Og menneskelige værdier handler basalt set om, hvad vi har råd til at afsætte ressourcer til/på. Om du er kommunist eller liberterianer, så er det her din mulighed, og det er inden for dette spektrum, at din politisk vrede og glæde skal udgydes.
Måske vi skulle tage Les Grossman igen:
Still Literaly
Men denne gang tager vi et stort skridt tilbage, og i stedet for at korpulere vores eget ansigt, ser vi lidt på metapolitik:
Behøver vores samfund at være indrettet som det er? Det lette svar er ja.
Vi kan ikke komme uden om den kapitalistiske opbygning, og det incitament, som pengebelønningen giver arbejdets fysiske og mentale omkostninger. Vi har brug for penge, så vi kan føle os frie til at gøre, hvad vi vil. Og til det bliver vi kontinuerligt nødt til at skaffe flere penge. Så vores frihed hænger uløseligt sammen med lønslaveri, i hvert fald i denne model.
Penge er et gammelt fænomen. Ellen Hodgson Brown giver en grundig historisk analyse af pengemidlets brug og former i The Web Of Debt, hvor hun primært analyserer den Amerikanske pengeproduktion og dens genealogi (hvis du har en aften eller tres, så er det 472 møgspændende sider om det monetære system). Ifølge Wikipedia kan vi spore ordet ”money” hele vejen tilbage til Mesapotamien cirka 3000 før Kristi fødsel. Det er altså noget gammel lakrids vi har med at gøre...
Der har været udkæmpet en hel række kampe om møntenheders gyldighed, og så sandelig også over, hvem, der har ret til at trykke og distribuere penge, og kontrollere pengemængden (og dermed inflationen) i et land. I USA blev seddeltrykkeriet privatiseret efter Bretton Woods sammenbruddet og overgik til The Federal Reserve, og i Danmark overgik produktionen til en uafhængig og selvejende Nationalbank efter et statsbankerot i 1813 - til at starte med dog "kun" i 90 år. Hvad fanden laver ham kongen? Har mandrilaftalen ikke lært os, at det er nemt at være selvforsynende?
Mængden og værdien af penge i cirkulation var i gamle dage fikseret til enten guld eller sølv, men i dag har vi den pengetype, der hedder Fiat Money, hvis værdi UDELUKKENDE er opbakket af statslig lovgivning og regulering. På Amerikanske pengesedler står der, at de er Legal Tender, hvilket basalt set betyder, at pengene er noget værd, fordi en instans større end dig selv siger det, und nichts (Joe) weider.
Og pengene kun har værdi ved lov, og ikke opbakket af reel værdi fra guld, sølv eller anden ressource. Og det bliver værre endnu, når bankerne kommer ind i spillet. For bankerne må nemlig opfinde nærmest uendelige mængder af værdiløse pengesedler, eftersom størstedelen af ”pengeproduktionen” i dag sker digitalt. Faktisk er det sådan, at hvis du indsætter 1000 kroner i banken, så må banken låne ud op til 9 gange den reelle beholdnings værdi, under den ene forudsætning, at alle bankens kunder ikke kommer og hæver deres penge på samme tid. I det tilfælde vil banken gå fallit, fordi den har lånt penge ud, som den ikke havde.
The Federal Reserve i USA er også en privatejet institution, men den låner penge ud til staten mod statsobligationer, og forrenter de penge, som den låner ud til staten. Det samme gælder, når virksomheder og privatpersoner låner penge i banken – de bliver forrentet. Og eftersom de penge reelt set kun bliver opbakket af tillid, og ikke findes fysisk, skal der lånes flere penge af pengetrykkeren, for at dække forrentningen, der kræver en øget pængemængde i cirkalutation for at blive dækket…... Hold, træk vejret! Skal vi lige tage den igen?
Staten låner penge af The Federal Reserve. Der kommer dermed 1 billion dollars i omløb, der skal betales tilbage i sit fulde beløb. Lige nu er der kun 1 billion dollars tilgængelig, hverken mere eller mindre (vi har stoppet tiden og fjernet alle mennesker, og kun efterladt en stat og The Feds, som de bliver kaldt). Men The Feds vil have pengene betalt tilbage med rente. Staten har ikke noget valg, eftersom den skal bruge pengene. Men der er ikke penge i omløb til at betale renten, så den skal igen låne penge af The Feds for at betale selvsamme påkrævede rente, penge som så også er udlånt med en rente vedhæftet, og den onde cirkel fortsætter og fortsætter… Vi skal basalt set låne penge for at betale vores lån af, set ifht pengemængden og renten.
En sandsynlig sandhed er, at staten, virksomheder og privatpersoner er slaver i verdens største finansielle fupnummer, kontrolleret af nogle få banker. Staten er således i den prekære situation, at den er nødt til at dække sine forehavender ved at opkræve indkomstskat (og andre skatter) af befolkningen, så den kan betale sin gæld til bankerne. The wheel keeps spinning...
Jeg har brug for et parti, der vil stoppe op, og stille spørgsmålstegn ved det system, som vi alle tager for givet. Et parti, der tør byde på et viabelt alternativ, hvor befolkningen ikke skal leve som slaver af andres (og desværre også egen) grådighed. Dette er ikke kommunisme. Kommunisme er den selvsamme forvaltning af økonomien, bare uden det hegemoniske islæt. Dette er ikke liberalisme, for det kræver en national instans i form af en regerende og reservekontrollerende stat at turde iværksætte sådan et projekt hævet over gældsslaveriet, for derefter at opløse sig selv nærmest totalt (jeg vil komme ind på, hvorfor det ikke kan være helt).
Medierne præsenterer os ikke for demokrati, men for så uunderbyggede valgmuligheder, at personlig tillid baseret på form og udseende bliver altafgørende. Enten må vi tilbage til den borgerlige offentlighed og lokale sandhedsdannelse, eller også må vi se noget sandt politisk mod, der ikke er fanget i forvaltningen af kapital parlamentarismen, men tør tænke ud over det sytem, der er givet til os.
Sandt politisk mod kunne komme ved opbygning af et samfund, der afvikler gælden ved hjælp af de selvsamme ressourcer, som vi er ved at opbruge (planetens, Moder Jords):
Solen, vinden og havet har energi nok til give os, hvad vi skal bruge et ubegribeligt højt antal år frem i tiden. Energimonopolets navlestreng skal bare kappes, og deres penge ”neutraliseres” i statens og befolkningens øjne, så ingen længere kan ”købes” eller trues.
Et samfund, hvor penge er værdiløse, og hvor der er ressourcer nok til os alle, ville ende det slaveri, som vi ser i dag, og som vi har set i mange år. Jacques Fresco har arbejdet på det såkaldte Venus Project i hele sit lange liv (han er et par og halvfems så vidt jeg ved). The Venus Project er en model hævet over vores nuværende isme-styreformer, og som netop tager højde for, at vi i dag kan producere, hvad vi har behov for, for at skabe et godt og frit liv for alle. Vi HAR nok til alle. Badiou skriver endda, at et års parfumeforbrug i USA og Europa ville, målt økonomisk, kunne omsættes til 2700 kalorier dagligt til hele verdens befolkning, med rent vand og basal sikkerhed, i også et år. Vi HAR ressourcerne, nogle sidder bare ret hårdt på dem, og lukker øjnene på andre.
Men hvis vi indretter os i et samfund, hvor vi ikke har penge, hvad så med incitamentet til overhovedet at lave noget? Hvis folk ikke får betaling for deres indsats, og alle alligevel har deres basale behov dækket i form af husly, føde og rent vand, hvem gider så gøre ”dagens gerning”? Hvem vil tørre røv på de gamle, passe børnene, reparere bilerne, tage skrald ud etc.
Det tekniske har vi efterhånden teknologien til at få dækket (jeg kunne ikke finde dårligere sprog end det, beklager). Det menneskelige aspekt, er en prøvelse, der vil kræve et langt større lokalt bånd, væk fra den globalisering vi ser i dag.
Ifølge Eller Hodgson Brown, arbejder man i Japan på et velfærdssystem for de ældre, der ikke ejer en sundhedsforsikring. Individer, der hjælper disse ældre, får en ”caring relationship ticket”, der så kan bruges til andre formål - ren kredit (s. 351).
Hvis alle vores grundlæggende behov var dækket af teknologi, og vi kun stod tilbage med selvrealiseringen, og økonomisk kriminalitet var uvirksomt, så ville vi stå tilbage med et nyt spørgsmål om den menneskelige natur. Hvor gode er vi egentlig? Og hvad vil det sige, at gøre noget godt? Moralen og etikken ville igen komme i debatten, og politik ville handle om noget virkeligt, noget, der ikke kun var hensat til filosofien, men som blev diskuteret af rigtige mennesker, der også skulle gøre som de sagde.
Jeg tror på, at altruismen ville spire, foranlediget af belønninger for velgørende handlinger, der gjorde individet i stand til at opnå kredit, der kunne bruges i selvrealiseringsprocessen. Gangbar kredit, der blev hyllet, belønnet, og cirkuleret. Til det skal vi bruge en ikke-Foghsk minimalstat, der tør tage spørgsmålene op, og kan belønne det altruistiske og velgørende på velreguleret vis.
Det vigtigste er det politiske mod. Tilbage med metapolitiken, tilbage med de store tanker, vovestykkerne og idealerne. Det vigtigste er, at turde at tænke anderledes, og ikke lade debattens nuværende strukturer diktere, hvordan du skal tænke og føle.
Jeg vil igen efterlade dig med Youtube. God fornøjelse!
I want you to get mad!
onsdag den 14. september 2011
Penge, Politik og Polemik
Penge, Politik og Polemik
Vi har et medium vi tager for givet i vores samfund i dag, nemlig penge. Det monetære system er blevet så indlejret i alt hvad vi gør, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det. Vi skal huske at når lande rundt om i verden skylder milliarder væk til hinanden og går konkurs, så er det et medie vi taler om. Verden har ikke fra den ene dag til den anden mistet alle sine ressourcer. Vi har derimod skubbet flere penge ind i systemet end vi kunne redegøre for og nu forsvinder de igen.
Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal føre alle politiske argumenter tilbage til en ”pengene skal jo være der” tese. Er det ikke muligt at tale om hvilken type samfund vi gerne vil stræbe mod og så arbejde på spørgsmålet om mediet penge bagefter? Det lader til at man i begge lejre er ved at følge denne tese. Regeringen taler om at ”regningen er samlet op” og S-SF lancerer ”forsigtighedsprincippet”, som betyder at pengene skal være der før de træffer beslutninger om samfundet.
Men kan det tænkes at denne, i mine øjne, lidt ensporede vej at betragte politik på bunder i at vi har en forskruet opfattelse af hvad politikerne kan gøre og hvad vi selv må gøre som borgere. Vi har tvunget politikerne ud i en debatposition, hvor de begge opstiller dommedagsscenarier for hvad der sker, hvis man sætter sit kryds ved den modsatte blok. Dette medfører at mange borgere begynder at placere deres kryds, der hvor de kan vide sig selv mest sikre på deres egen tilværelse. Vi har altså lagt den vi ser i det monetære system over på politikerne og de har svaret ved at love frelse ved at følge dem og omvendt forbandelse, hvis man skulle stemme modsat deres anbefalinger. Jeg hævder ikke, at vi som borgere ikke har lyst eller kapacitet til at tage ansvar for samfundet, vi har blot placeret os selv i en position, hvor vi har skabt en behagelig illusion for os selv. Det er nemt at blive vred på politikerne og kalde dem inkompetente. Men hvor mange vil gerne have hvervet hvis de blev tilbudt det? Er hvervet som politiker ikke et hverv, hvor vi på samme tid anklager politikerne for ikke at kunne løse opgaven tilstrækkeligt godt nok, men samtidig ikke selv ønsker at løse den. Måske er det på tide at overveje om opgaven skal formuleres anderledes.
En måde vi kunne starte med at gøre dette på er ved at opfordre politikere til at tale om deres politik som en retning de gerne vil trække samfundet i, frem for en endelig løsning for samfundet. Når vi har gjort dette kan vi derefter diskutere, hvad vi gerne vil værdsætte højt her i samfundet. Vi lader os i dag styre af en udbud/efterspørgsel tankegang som eksempelvis gør at professionelle fodboldspillere tjener mere end folkeskolelærere. Vil vi fortsætte en sådan tankegang eller vil vi udfordre tesen om at vi ikke har nogen kontrol over ”markedets kræfter”?
Jeg kan undre mig over at vi er så sikre på tallenes ”sandhed”, men stadig stiller spørgsmålstegn ved ting såsom eksempelvis en moralsk sandhed. Neurolog og forfatter Sam Harris illustrerer denne problemstilling godt ved at opstille et scenarie hvor man forestiller sig, at alle økonomer i debatten om hvordan man løste finanskrisen, hævdede at enten var alle løsninger valide eller også måtte ingen løsninger være det. Dette er sandsynligvis et utænkeligt scenarie for de fleste. Men dette er præcis hvad vi gør i debatten om moral og om hvad vi kan konstituere som et godt liv. Vi vender det blinde øje til og tilskriver andres samfunds normer og ritualer til deres kultur og derfor som noget man ikke må blande sig i. Dette være uanset hvor brutale og barbariske sådanne skikke må være. Dette er blot et eksempel, men læseren kan sikkert selv tænke på flere emner, som politikerne ikke rører med en ildtang.
Vi har oprettet et system, som vedligeholder sig selv, og blot fordi nogle mindre partier på fløjene taler om store ændringer betyder det ikke at den store grå masse i midten af det politiske spektrum vil flytte sig. Vi må som borgere også tage ansvar for at tænke metapolitik, altså overveje hvordan det politiske system arbejder for os og hvad dets råderum egentlig er. Det demokratiske ideal er noget som vores forfædre har kæmpet for og derfor må vi som borgere være nøje med hvordan vi forvalter det.
Jeg vil ikke opfordre nogen til at stemme noget bestemt, for jeg har ikke nogen endegyldig sandhed. Men jeg vil opfordre alle til at stemme og dertil håbe at vi som vælgere husker, at vi kan bruge vores stemme til at protestere mod et politisk system, som er blevet fastlåst i forudsigelige dueller om smalt definerede emner.
Virker Habermas’ ideal om kommunikativ rationalitet langt væk… gæt hvem der har flyttet sig.
Indlæg skrevet af Henrik Bach Mortensen
Vi har et medium vi tager for givet i vores samfund i dag, nemlig penge. Det monetære system er blevet så indlejret i alt hvad vi gør, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det. Vi skal huske at når lande rundt om i verden skylder milliarder væk til hinanden og går konkurs, så er det et medie vi taler om. Verden har ikke fra den ene dag til den anden mistet alle sine ressourcer. Vi har derimod skubbet flere penge ind i systemet end vi kunne redegøre for og nu forsvinder de igen.
Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal føre alle politiske argumenter tilbage til en ”pengene skal jo være der” tese. Er det ikke muligt at tale om hvilken type samfund vi gerne vil stræbe mod og så arbejde på spørgsmålet om mediet penge bagefter? Det lader til at man i begge lejre er ved at følge denne tese. Regeringen taler om at ”regningen er samlet op” og S-SF lancerer ”forsigtighedsprincippet”, som betyder at pengene skal være der før de træffer beslutninger om samfundet.
Men kan det tænkes at denne, i mine øjne, lidt ensporede vej at betragte politik på bunder i at vi har en forskruet opfattelse af hvad politikerne kan gøre og hvad vi selv må gøre som borgere. Vi har tvunget politikerne ud i en debatposition, hvor de begge opstiller dommedagsscenarier for hvad der sker, hvis man sætter sit kryds ved den modsatte blok. Dette medfører at mange borgere begynder at placere deres kryds, der hvor de kan vide sig selv mest sikre på deres egen tilværelse. Vi har altså lagt den vi ser i det monetære system over på politikerne og de har svaret ved at love frelse ved at følge dem og omvendt forbandelse, hvis man skulle stemme modsat deres anbefalinger. Jeg hævder ikke, at vi som borgere ikke har lyst eller kapacitet til at tage ansvar for samfundet, vi har blot placeret os selv i en position, hvor vi har skabt en behagelig illusion for os selv. Det er nemt at blive vred på politikerne og kalde dem inkompetente. Men hvor mange vil gerne have hvervet hvis de blev tilbudt det? Er hvervet som politiker ikke et hverv, hvor vi på samme tid anklager politikerne for ikke at kunne løse opgaven tilstrækkeligt godt nok, men samtidig ikke selv ønsker at løse den. Måske er det på tide at overveje om opgaven skal formuleres anderledes.
En måde vi kunne starte med at gøre dette på er ved at opfordre politikere til at tale om deres politik som en retning de gerne vil trække samfundet i, frem for en endelig løsning for samfundet. Når vi har gjort dette kan vi derefter diskutere, hvad vi gerne vil værdsætte højt her i samfundet. Vi lader os i dag styre af en udbud/efterspørgsel tankegang som eksempelvis gør at professionelle fodboldspillere tjener mere end folkeskolelærere. Vil vi fortsætte en sådan tankegang eller vil vi udfordre tesen om at vi ikke har nogen kontrol over ”markedets kræfter”?
Jeg kan undre mig over at vi er så sikre på tallenes ”sandhed”, men stadig stiller spørgsmålstegn ved ting såsom eksempelvis en moralsk sandhed. Neurolog og forfatter Sam Harris illustrerer denne problemstilling godt ved at opstille et scenarie hvor man forestiller sig, at alle økonomer i debatten om hvordan man løste finanskrisen, hævdede at enten var alle løsninger valide eller også måtte ingen løsninger være det. Dette er sandsynligvis et utænkeligt scenarie for de fleste. Men dette er præcis hvad vi gør i debatten om moral og om hvad vi kan konstituere som et godt liv. Vi vender det blinde øje til og tilskriver andres samfunds normer og ritualer til deres kultur og derfor som noget man ikke må blande sig i. Dette være uanset hvor brutale og barbariske sådanne skikke må være. Dette er blot et eksempel, men læseren kan sikkert selv tænke på flere emner, som politikerne ikke rører med en ildtang.
Vi har oprettet et system, som vedligeholder sig selv, og blot fordi nogle mindre partier på fløjene taler om store ændringer betyder det ikke at den store grå masse i midten af det politiske spektrum vil flytte sig. Vi må som borgere også tage ansvar for at tænke metapolitik, altså overveje hvordan det politiske system arbejder for os og hvad dets råderum egentlig er. Det demokratiske ideal er noget som vores forfædre har kæmpet for og derfor må vi som borgere være nøje med hvordan vi forvalter det.
Jeg vil ikke opfordre nogen til at stemme noget bestemt, for jeg har ikke nogen endegyldig sandhed. Men jeg vil opfordre alle til at stemme og dertil håbe at vi som vælgere husker, at vi kan bruge vores stemme til at protestere mod et politisk system, som er blevet fastlåst i forudsigelige dueller om smalt definerede emner.
Virker Habermas’ ideal om kommunikativ rationalitet langt væk… gæt hvem der har flyttet sig.
Indlæg skrevet af Henrik Bach Mortensen
søndag den 17. januar 2010
Er der stadig plads til religion i vores samfund?
Forleden diskuterede jeg religion med en god kammerat (håber det er okay jeg sakser fra vores diskussion, Anders :)). Selvom jeg har min holdning til religion som et system, så "tvang" jeg mig selv til et tage et funktionalistisk standpunkt og give et bud på religionens relevans i stedet for bare at "bashe", hvilket ligger ligefor. Det skal for god ordens skyld nævnes, at første halvdel er mere eller mindre sakset fra Qvortrup og Luhmann, hvor jeg i sidste del vil bruge deres analyse til at give et bud på religionens genkomst. Here goes:
Det moderne samfund, sådan som vi beskriver det i dag, er differentieret ud i forskellige funktionssystemer som fx uddannelsessystemet, det politiske system, det økonomiske system og religionssystemet. Alle disse systemer er baseret på binære koder. Politiken handler om at styre/ikke styre under mediet "magt", det økonomiske om at have/ikke have under mediet "penge", og religionssystemet har koden immanens/trancendens under mediet "tro". Fint nok, det fortæller ikke meget om funktionen. Men i det moderne samfund har religionen den funktion at udelukke kontingens, altså det at alt kan være anderledes og ikke nødvendigt. Måden religion udelukker denne kontingens på er gennem begrebet mening. Religion forsyner altså med mening i et samfund, der er så hyperkomplekst, at kontingens er dets vilkår.
Mht. religionens binære kode handler det om, gennem mening, at gøre det "overjordiske" og ubegribelige (transcendente) immanent (som tilhørende mennesket selv). Måden religionen lavede dette trick på var gennem brugen af en Jesusskikkelse, som havde adgang til det ubegribelige (Gud), hvilket dødelige mennesker ikke har, men samtidig at kunne personificere sig selv som en, der også kan erfare det immanente. M.a.o så har Jesusskikkelsen hjulpet samfundet med at omgå det paradoks at skulle beskrive det ubeskrivelige (Gud), og at skabe viden om alt det, vi ikke kan vide (her hører der mange flere niveauer til, bl.a. at vi ved, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved).
Religion har altså som funktion at gøre det muligt at erfare det ikke-erfarbare (gennem tro), og at beskrive det ikke-beskrivelige (gennem Jesus og Moses bl.a., der jo havde adgang til Guds ord). Religion er altså et "angreb" på meningsløsheden og det martrende faktum, at mennesket ikke kan overskride sig selv og begribe "intet" og "alting".
Her skriver Anders så tilbage:
"Sådan har jeg faktisk aldrig anskuet det før - Det er jo egentlig godt udtænkt i tidernes morgen. Men er religion så blot blevet størrere pga man ikke kunne begribe "intet" og dermed nu står med de religiøse på den ene side og forskerne på den anden, og den ene fløj siger Eva & Adam og den anden Big Bang/evolotion..?"
Jeg er ikke sikker på, at man uden omveje kan betragte religionens indflydelse som entydigt stigende. Jeg tror helt sikkert at den vinder større og større "genindpas" jo mere komplekst vores samfund bliver, men i skandinavien fx har vi jo i mange år set et "all time low" mht religiøsitet. Det vender muligvis snart, også pga den stigende muslimske tilstrømning.
I oplysningstiden og sekulariseringen (verdsliggørelsen) lykkedes det jo den videnskabelige metode at fraliste sandhedspatentet fra religionen, hvor vi har set en stigende videnskabeliggørelse af sandheden lige siden. Jeg tror videnskabens patent stod meget stærkere rent ideologisk (ikke kvantitativt) i starten af 1900 tallet og en række år frem, hvor positivismen og formodning om den strengt objektive videnskab (at man kunne sige noget om verden uden dermed samtidig at sige noget om sig selv) blev betragtet som både opnåelige og de meste optimale tilstande.
Jeg tror helt sikkert at "nyere" videnskabelige landvindinger medfører det paradoks, at de relativerer alting så meget, at religionen genvinder sin gyldighed, da spørgsmålet om "tro" i stigende grad også kommer til at optræde i sandhedssystemet. Det er så svært at sige noget sikkert i fx det politiske, det økonomiske og især i det videnskabelige system, at den "sikre viden", der hersker i religionens system langsomt begynder at genvinde sin attraktion i et samfund, hvor det er umuligt at vælge én rigtig retning for sig selv.
Mht. spørgsmålet om retning, så må man jo spørge sig selv, om "ikke troende" har fundet andre måder hvorpå de kan håndtere, at de ikke kan overskride sig selv? Og er spiritualitet blot en gudløs religion?
Det moderne samfund, sådan som vi beskriver det i dag, er differentieret ud i forskellige funktionssystemer som fx uddannelsessystemet, det politiske system, det økonomiske system og religionssystemet. Alle disse systemer er baseret på binære koder. Politiken handler om at styre/ikke styre under mediet "magt", det økonomiske om at have/ikke have under mediet "penge", og religionssystemet har koden immanens/trancendens under mediet "tro". Fint nok, det fortæller ikke meget om funktionen. Men i det moderne samfund har religionen den funktion at udelukke kontingens, altså det at alt kan være anderledes og ikke nødvendigt. Måden religion udelukker denne kontingens på er gennem begrebet mening. Religion forsyner altså med mening i et samfund, der er så hyperkomplekst, at kontingens er dets vilkår.
Mht. religionens binære kode handler det om, gennem mening, at gøre det "overjordiske" og ubegribelige (transcendente) immanent (som tilhørende mennesket selv). Måden religionen lavede dette trick på var gennem brugen af en Jesusskikkelse, som havde adgang til det ubegribelige (Gud), hvilket dødelige mennesker ikke har, men samtidig at kunne personificere sig selv som en, der også kan erfare det immanente. M.a.o så har Jesusskikkelsen hjulpet samfundet med at omgå det paradoks at skulle beskrive det ubeskrivelige (Gud), og at skabe viden om alt det, vi ikke kan vide (her hører der mange flere niveauer til, bl.a. at vi ved, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved).
Religion har altså som funktion at gøre det muligt at erfare det ikke-erfarbare (gennem tro), og at beskrive det ikke-beskrivelige (gennem Jesus og Moses bl.a., der jo havde adgang til Guds ord). Religion er altså et "angreb" på meningsløsheden og det martrende faktum, at mennesket ikke kan overskride sig selv og begribe "intet" og "alting".
Her skriver Anders så tilbage:
"Sådan har jeg faktisk aldrig anskuet det før - Det er jo egentlig godt udtænkt i tidernes morgen. Men er religion så blot blevet størrere pga man ikke kunne begribe "intet" og dermed nu står med de religiøse på den ene side og forskerne på den anden, og den ene fløj siger Eva & Adam og den anden Big Bang/evolotion..?"
Jeg er ikke sikker på, at man uden omveje kan betragte religionens indflydelse som entydigt stigende. Jeg tror helt sikkert at den vinder større og større "genindpas" jo mere komplekst vores samfund bliver, men i skandinavien fx har vi jo i mange år set et "all time low" mht religiøsitet. Det vender muligvis snart, også pga den stigende muslimske tilstrømning.
I oplysningstiden og sekulariseringen (verdsliggørelsen) lykkedes det jo den videnskabelige metode at fraliste sandhedspatentet fra religionen, hvor vi har set en stigende videnskabeliggørelse af sandheden lige siden. Jeg tror videnskabens patent stod meget stærkere rent ideologisk (ikke kvantitativt) i starten af 1900 tallet og en række år frem, hvor positivismen og formodning om den strengt objektive videnskab (at man kunne sige noget om verden uden dermed samtidig at sige noget om sig selv) blev betragtet som både opnåelige og de meste optimale tilstande.
Jeg tror helt sikkert at "nyere" videnskabelige landvindinger medfører det paradoks, at de relativerer alting så meget, at religionen genvinder sin gyldighed, da spørgsmålet om "tro" i stigende grad også kommer til at optræde i sandhedssystemet. Det er så svært at sige noget sikkert i fx det politiske, det økonomiske og især i det videnskabelige system, at den "sikre viden", der hersker i religionens system langsomt begynder at genvinde sin attraktion i et samfund, hvor det er umuligt at vælge én rigtig retning for sig selv.
Mht. spørgsmålet om retning, så må man jo spørge sig selv, om "ikke troende" har fundet andre måder hvorpå de kan håndtere, at de ikke kan overskride sig selv? Og er spiritualitet blot en gudløs religion?
fredag den 8. januar 2010
Klima og ævl om konsekvenser!
Jeg vil lige indledningsvis påpege, at overskriften til dette indlæg IKKE er et postulat om, at "klimasituationen" (hvad så end det begreb består af) ikke udgør en trussel. Det er mere et spørgsmål om, at der bliver "ævlet" for meget om et entydigt trusselsbillede, hvilket ikke gavner situationen, men i stedet giver folk lyst til at brække sig over mere klimasnak. Mit bud er at du, som læser, også har hørt nok snak om klima.
Et af de helt store omdrejningspunkter er CO2. Der bliver talt meget om CO2 reduktion, om CO2 udslip og om CO2 kvoter (se fx http://www.information.dk/178455). Vi skal mindske CO2 udslippet, så vi ikke antænder atmosfæren og ser uhyrlige temperaturstigninger i fremtiden. Det mærkes måske ikke her og nu, men vi kommer til at se det i fremtiden. I fremtiden...
Men her og nu kan det ikke betale sig for de helt store CO2 syndere at reducere udslippet (se fx http://www.information.dk/179837). Det er lønsomt for dem at købe øko-katolske syndsaflad, og så ellers bare fortsætte med business as usual. På trods heraf investerer nogle virksomheder stort i grøn teknologi og bæredygtighed, således at deres virke svarer til den ansvarlighed, som både medier (her ment som den samlede betegnelse for journalistisk produktion, der når et større publikum) og forbrugere forventer. Det er vel næppe blot et skud i tågen at påstå, at der er kommet større bevågenhed omkring social ansvarlighed og "grønvaskning" de seneste år, og at gassen er gået lidt af ballonen efter klimatopmødets falliterklæring. Det var som om vi byggede op til at kæmpemæssigt bæredygtighedens klimaks, men i stedet blev efterladt som politikernes Peter, der havde råbt op om ulven lige en gang for meget. "Nu har vi officielt demonstreret at vi har hørt jer. Der kommer ikke mere". Var det hele blot en kamp om anerkendelse i Axel Honneths ånd? Har storebror anerkendt vores problemer nu, og forventer derefter vi klarer os i skolegården helt alene?
Grunden til at gassen på den måde kan fise af ballonen er at vælgere, politikere (jeg bruger disse semantiske konstruktioner med overlæg for at undgå begrebet "menneske") og medier i samspil har det med at skabe temaer, der i visse perioder synes mere tidssvarende; eller relevante om man vil. Men klimatruslen er intet nyt, og har således været genstand for offentlig debat i omkring 100 år! (se fx http://politiken.tv/nyheder/udland/klimatv/climaniacs/article846126.ece). Temaer om klima og CO2 har eksisteret nærmest lige siden man blev opmærksom på større produktionsvirksomheders forurenende udslip. Sprogbruget lader således stå tilbage som det eneste, der har ændret sig. Samfundets temabehandlinger lader til at køre efter et cirkulært mønster, som vi fx ser fra modens system, hvor man kører med kodningen in/ikke in, og hvor det er lykkedes systemet at kopiere sine iagttagelser ind i sig selv (re-entry) ved hjælp af begrebet "retro".
Ny teknologi bliver således introduceret som behandlingsform til de temaer som samfundet (igen)holder i fokus. På den måde producerer alle samfundets subsystemer selv de symptomer, som de behandler. Og således sørger man for at opretholde sin relevans. Det spørgsmål, der her lader stå tilbage er derfor, hvad man skal opretholde relevans for?
Svaret: den kapitalistiske produktion.
Dette lyder velsagtens nogenlunde socialistisk, men er udelukkende ment i en socialkonstruktionistisk optik, hvor vores begreber får lov til at være medskabere af social indretning, eller, anderledes formuleret; sproget bliver konstituerende for vores virkelighed. Hvis vi husker tilbage på forrige indlæg om Heidegger og teknikken, så er ressourcemetaforen blevet viklet ind i vores sprogbrug i takt med teknikkens fremkomst. Det har den konsekvens, at vores temaer bliver kvantificeret i en mere/mindre optik. Netop her synes problematikken omkring klimadiskussionerne at ligge; man har kvantificeret debattens genstandsfelt.
For at forstå implikationerne herved må man blive i den kapitalistiske sprogbrug. Den politiseren, der foregår på klimaets vegne, bliver introduceret på en markedsarena, hvor begreber som udbud, efterspørgsel og knaphed dominerer. Mit postulat er, at denne optik, der også i nogen grad kan forklare finanskrisen, skaber en blind vinkel i forsøget på at løse klimaproblematikken. Knaphed bliver her den dominerende faktor.
Her er det vigtigt at skærpe sprogbrugen: Så længe vi udelukkende ser klimaet som en ressource, der kan slippe op, bliver vi stillet overfor et tidsmæssigt paradoks, der ikke lader os indse konsekvenserne af vores opfattelse inden knaphed bliver synonymt med undergang. Rent markedsretorisk er knaphed et yderst vellykket salgstrick ("er der kun én tilbage? SÅ skal jeg have den"), men knapheden lader sig ikke indtræffe på klimaets vegne i vores levetid (der er om mange år at ressourcerne er opbrugte). Derfor bør en kapitalistisk produktionsmetaforik IKKE anvendes på klimaudfordringerne alene, dersom knapheden ikke lader sig erfare, og klimadiskussionen derved i høj grad bliver et spørgsmål om tro (dog ikke udelukkende).
Jeg vil bruge næste indlæg på at demonstrere et alternativ.
Et af de helt store omdrejningspunkter er CO2. Der bliver talt meget om CO2 reduktion, om CO2 udslip og om CO2 kvoter (se fx http://www.information.dk/178455). Vi skal mindske CO2 udslippet, så vi ikke antænder atmosfæren og ser uhyrlige temperaturstigninger i fremtiden. Det mærkes måske ikke her og nu, men vi kommer til at se det i fremtiden. I fremtiden...
Men her og nu kan det ikke betale sig for de helt store CO2 syndere at reducere udslippet (se fx http://www.information.dk/179837). Det er lønsomt for dem at købe øko-katolske syndsaflad, og så ellers bare fortsætte med business as usual. På trods heraf investerer nogle virksomheder stort i grøn teknologi og bæredygtighed, således at deres virke svarer til den ansvarlighed, som både medier (her ment som den samlede betegnelse for journalistisk produktion, der når et større publikum) og forbrugere forventer. Det er vel næppe blot et skud i tågen at påstå, at der er kommet større bevågenhed omkring social ansvarlighed og "grønvaskning" de seneste år, og at gassen er gået lidt af ballonen efter klimatopmødets falliterklæring. Det var som om vi byggede op til at kæmpemæssigt bæredygtighedens klimaks, men i stedet blev efterladt som politikernes Peter, der havde råbt op om ulven lige en gang for meget. "Nu har vi officielt demonstreret at vi har hørt jer. Der kommer ikke mere". Var det hele blot en kamp om anerkendelse i Axel Honneths ånd? Har storebror anerkendt vores problemer nu, og forventer derefter vi klarer os i skolegården helt alene?
Grunden til at gassen på den måde kan fise af ballonen er at vælgere, politikere (jeg bruger disse semantiske konstruktioner med overlæg for at undgå begrebet "menneske") og medier i samspil har det med at skabe temaer, der i visse perioder synes mere tidssvarende; eller relevante om man vil. Men klimatruslen er intet nyt, og har således været genstand for offentlig debat i omkring 100 år! (se fx http://politiken.tv/nyheder/udland/klimatv/climaniacs/article846126.ece). Temaer om klima og CO2 har eksisteret nærmest lige siden man blev opmærksom på større produktionsvirksomheders forurenende udslip. Sprogbruget lader således stå tilbage som det eneste, der har ændret sig. Samfundets temabehandlinger lader til at køre efter et cirkulært mønster, som vi fx ser fra modens system, hvor man kører med kodningen in/ikke in, og hvor det er lykkedes systemet at kopiere sine iagttagelser ind i sig selv (re-entry) ved hjælp af begrebet "retro".
Ny teknologi bliver således introduceret som behandlingsform til de temaer som samfundet (igen)holder i fokus. På den måde producerer alle samfundets subsystemer selv de symptomer, som de behandler. Og således sørger man for at opretholde sin relevans. Det spørgsmål, der her lader stå tilbage er derfor, hvad man skal opretholde relevans for?
Svaret: den kapitalistiske produktion.
Dette lyder velsagtens nogenlunde socialistisk, men er udelukkende ment i en socialkonstruktionistisk optik, hvor vores begreber får lov til at være medskabere af social indretning, eller, anderledes formuleret; sproget bliver konstituerende for vores virkelighed. Hvis vi husker tilbage på forrige indlæg om Heidegger og teknikken, så er ressourcemetaforen blevet viklet ind i vores sprogbrug i takt med teknikkens fremkomst. Det har den konsekvens, at vores temaer bliver kvantificeret i en mere/mindre optik. Netop her synes problematikken omkring klimadiskussionerne at ligge; man har kvantificeret debattens genstandsfelt.
For at forstå implikationerne herved må man blive i den kapitalistiske sprogbrug. Den politiseren, der foregår på klimaets vegne, bliver introduceret på en markedsarena, hvor begreber som udbud, efterspørgsel og knaphed dominerer. Mit postulat er, at denne optik, der også i nogen grad kan forklare finanskrisen, skaber en blind vinkel i forsøget på at løse klimaproblematikken. Knaphed bliver her den dominerende faktor.
Her er det vigtigt at skærpe sprogbrugen: Så længe vi udelukkende ser klimaet som en ressource, der kan slippe op, bliver vi stillet overfor et tidsmæssigt paradoks, der ikke lader os indse konsekvenserne af vores opfattelse inden knaphed bliver synonymt med undergang. Rent markedsretorisk er knaphed et yderst vellykket salgstrick ("er der kun én tilbage? SÅ skal jeg have den"), men knapheden lader sig ikke indtræffe på klimaets vegne i vores levetid (der er om mange år at ressourcerne er opbrugte). Derfor bør en kapitalistisk produktionsmetaforik IKKE anvendes på klimaudfordringerne alene, dersom knapheden ikke lader sig erfare, og klimadiskussionen derved i høj grad bliver et spørgsmål om tro (dog ikke udelukkende).
Jeg vil bruge næste indlæg på at demonstrere et alternativ.
torsdag den 3. december 2009
Henrik (Jammer)Dahl
Henrik Dahl har indvilliget i at skrive 10 artikler til Kommunikationsforum, hvor han, ifølge ham selv, tager hul på nogle berømte myter, såsom at Foucault skulle være "fed" - altså, som i cool.
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/forkert-teori-nr-10-foucault-er-fed
Jeg synes artiklen emmer af klassisk suggestionik. Henrik Dahl bruger sin "position" til at argumentere nærmest uden argumenter.
Jeg har skrevet en kommentar til hans artikel lidt nede på siden. Det er, hvis det skulle overraske, mig, der bryster sig af navnet "Morten".
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/forkert-teori-nr-10-foucault-er-fed
Jeg synes artiklen emmer af klassisk suggestionik. Henrik Dahl bruger sin "position" til at argumentere nærmest uden argumenter.
Jeg har skrevet en kommentar til hans artikel lidt nede på siden. Det er, hvis det skulle overraske, mig, der bryster sig af navnet "Morten".
lørdag den 28. november 2009
Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 21, Konklusion!
Konklusion:
Når coaching betragter sig selv som et ledelsesværktøj med fravær af både kontrol og magt, så kommer en sådan selvbeskrivelse hurtigt til at få et troværdighedsproblem.
Hvis vi accepterer analysen af “moderne” magt som gennemgået ovenfor, så er det ikke en mulighed for lederen selv under de bedste intentioner at fralægge sig forventningsstrukturernes indskrænkning af potentialitet eller diskursernes restriktioner og bemægtigelser. Hvis coaching er fravær af kontrol og magt, så er det ikke muligt for lederen at være coach for sine medarbejdere.
Wett Jørgensen (citeret i et, til denne blog, udeladt afsnit om coachingens selvbeskrivelse) åbnede for denne diskussion ved at betragte lederens mulighed som værende at bruge “en coachende ledelsesstil”, hvor der arbejdes med en række af coachingens værktøjer uden at optræde som “fuldbyrdet” coach og “leve op til” de forventninger, der ligger hertil i coachingens selvbeskrivelse.
Igennem en teori om samfundet blev coaching indskrevet i Luhmanns systemteori for at tage hul på en række problemstillinger vedrørende netop samfundet og “det sociale”.
Formålet var at vise, hvilken relevans coaching har i forhold til en række filosofiske og sociologiske betragtninger i stedet for med det samme at komme frem til den konklusion, at det ikke er muligt for en leder at indskrive sig selv 100 % i coachingretorikken, da ledelse synes at være meget kontekstafhængigt.
Denne indskrivning viste dog, hvordan coaching som “refleksivitet” og “læring” kan fungere som svar på problemstillinger vedrørende “iagttagelse”, “kommunikation”, “mening”, “forståelse”, “tillid”, “partnerskabelse”, “kompleksitet”, “forandringsparathed”, “beslutningskompetencer” og “strukturel kobling” mellem social- og funktionssystemer.
Selv tager Luhmann fat på denne problematik, når han skriver:
“I socialdimensionen drejer det sig om uddannelse til kommunikation. I tidsdimensionen drejer det sig om uddannelse til forandringsberedthed. I sagsdimensionen drejer det sig om uddannelse af evnen til at vælge.”
Selvom uddannelse blev opgivet som mulighed og erstattet med læring i dette speciale, så behandler dette citat stadig nogle vigtige problemstillinger vedrørende uddannelse til det “uvisse”. Når Luhmann ikke definerer konkrete procedurer eller caricula i dette uddannelsesbegreb, stemmer det overens med det læringsbegreb, der er blevet arbejdet med i specialet, hvor partnerskabet mellem leder og medarbejder snarere vedrører en aftale om læring end om konkrete efteruddannelser med sigte på ekspertise i fagområder. På den måde kan coaching bruges som et værktøj til at imødekomme en sådan aftale af anden orden.
Foucault og Luhmanns analyser af magt er langt hen ad vejen samstemmige. Begge ser magt som regulering af handlingspotentiale og subjekt-/persongørelse som skabelsen af forventninger til henholdsvis kommunikationens og handlingernes fortsættelse.
Forskellen mellem Luhmann og Foucault synes at ligge i diskursens/semantikkens konstitueringskarakter. For Foucault er diskurser langt mere overgribende end semantikker synes at være hos Luhmann; sociale systemer synes at have en større valgfrihed i forhold til, hvordan og hvornår systemerne vælger at koble til en række seman-tikker, hvor individers handlinger og kommunikation er gennemsyret af restriktioner og forbud hos Foucault. Hos Luhmann ser vi i høj grad det “komplekse samfund”, som systemerne skal koble til og udvikle redundans overfor, hvor Foucault arbejder inden for rammen af, hvad man kan synes at udlede som “sikkerhedens” tidsalder, hvor disciplinering af kroppen er blevet afløst af “usynlige” regulative incitamenter, der skaber en illusion om frihed.
Så når coachingen begrunder sig selv med kompleksitet og videnssamfundets krav, vil Foucault gerne bagom denne “institutionalisering” af udsagn og gøre os opmærksomme på, at der føres biopolitik med vores sundhed, velfærd og fremtid.
Magthaverne “sikrer” sig, at noget ønskværdiggøres i sådan en grad, at den potentielle masse og de “frie” individer vælger det ønskværdige, således at massen konstrueres i lyset af den forbilledlige “population”.
Coaching omhandler i høj grad massegørelsen og muligheden for konstruktion af denne populationstanke i medarbejderen, hvorfor der tillades at betragte coaching som et biopolitisk sikkerhedsdispositiv.
Luhmann lader til at være knap så konspiratorisk angående politikkens rolle og advarer blot om farerne ved inklusions- og eksklusionsmekanismerne i bestemte italesættelser.
Når coaching betragter sig selv som et ledelsesværktøj med fravær af både kontrol og magt, så kommer en sådan selvbeskrivelse hurtigt til at få et troværdighedsproblem.
Hvis vi accepterer analysen af “moderne” magt som gennemgået ovenfor, så er det ikke en mulighed for lederen selv under de bedste intentioner at fralægge sig forventningsstrukturernes indskrænkning af potentialitet eller diskursernes restriktioner og bemægtigelser. Hvis coaching er fravær af kontrol og magt, så er det ikke muligt for lederen at være coach for sine medarbejdere.
Wett Jørgensen (citeret i et, til denne blog, udeladt afsnit om coachingens selvbeskrivelse) åbnede for denne diskussion ved at betragte lederens mulighed som værende at bruge “en coachende ledelsesstil”, hvor der arbejdes med en række af coachingens værktøjer uden at optræde som “fuldbyrdet” coach og “leve op til” de forventninger, der ligger hertil i coachingens selvbeskrivelse.
Igennem en teori om samfundet blev coaching indskrevet i Luhmanns systemteori for at tage hul på en række problemstillinger vedrørende netop samfundet og “det sociale”.
Formålet var at vise, hvilken relevans coaching har i forhold til en række filosofiske og sociologiske betragtninger i stedet for med det samme at komme frem til den konklusion, at det ikke er muligt for en leder at indskrive sig selv 100 % i coachingretorikken, da ledelse synes at være meget kontekstafhængigt.
Denne indskrivning viste dog, hvordan coaching som “refleksivitet” og “læring” kan fungere som svar på problemstillinger vedrørende “iagttagelse”, “kommunikation”, “mening”, “forståelse”, “tillid”, “partnerskabelse”, “kompleksitet”, “forandringsparathed”, “beslutningskompetencer” og “strukturel kobling” mellem social- og funktionssystemer.
Selv tager Luhmann fat på denne problematik, når han skriver:
“I socialdimensionen drejer det sig om uddannelse til kommunikation. I tidsdimensionen drejer det sig om uddannelse til forandringsberedthed. I sagsdimensionen drejer det sig om uddannelse af evnen til at vælge.”
Selvom uddannelse blev opgivet som mulighed og erstattet med læring i dette speciale, så behandler dette citat stadig nogle vigtige problemstillinger vedrørende uddannelse til det “uvisse”. Når Luhmann ikke definerer konkrete procedurer eller caricula i dette uddannelsesbegreb, stemmer det overens med det læringsbegreb, der er blevet arbejdet med i specialet, hvor partnerskabet mellem leder og medarbejder snarere vedrører en aftale om læring end om konkrete efteruddannelser med sigte på ekspertise i fagområder. På den måde kan coaching bruges som et værktøj til at imødekomme en sådan aftale af anden orden.
Foucault og Luhmanns analyser af magt er langt hen ad vejen samstemmige. Begge ser magt som regulering af handlingspotentiale og subjekt-/persongørelse som skabelsen af forventninger til henholdsvis kommunikationens og handlingernes fortsættelse.
Forskellen mellem Luhmann og Foucault synes at ligge i diskursens/semantikkens konstitueringskarakter. For Foucault er diskurser langt mere overgribende end semantikker synes at være hos Luhmann; sociale systemer synes at have en større valgfrihed i forhold til, hvordan og hvornår systemerne vælger at koble til en række seman-tikker, hvor individers handlinger og kommunikation er gennemsyret af restriktioner og forbud hos Foucault. Hos Luhmann ser vi i høj grad det “komplekse samfund”, som systemerne skal koble til og udvikle redundans overfor, hvor Foucault arbejder inden for rammen af, hvad man kan synes at udlede som “sikkerhedens” tidsalder, hvor disciplinering af kroppen er blevet afløst af “usynlige” regulative incitamenter, der skaber en illusion om frihed.
Så når coachingen begrunder sig selv med kompleksitet og videnssamfundets krav, vil Foucault gerne bagom denne “institutionalisering” af udsagn og gøre os opmærksomme på, at der føres biopolitik med vores sundhed, velfærd og fremtid.
Magthaverne “sikrer” sig, at noget ønskværdiggøres i sådan en grad, at den potentielle masse og de “frie” individer vælger det ønskværdige, således at massen konstrueres i lyset af den forbilledlige “population”.
Coaching omhandler i høj grad massegørelsen og muligheden for konstruktion af denne populationstanke i medarbejderen, hvorfor der tillades at betragte coaching som et biopolitisk sikkerhedsdispositiv.
Luhmann lader til at være knap så konspiratorisk angående politikkens rolle og advarer blot om farerne ved inklusions- og eksklusionsmekanismerne i bestemte italesættelser.
Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 20, Luhmann Perspektiveret
Coaching som styringsstrategi - Luhmann perspektiveret:
“Tager man for eksempel udgangspunkt i de gouvernementale studier af avanceret liberale subjektiveringsformer, hvor individer konstrueres som aktive, ansvarlige subjekter, kan dette ud fra systemteorien beskrives som en form for magtmæssig styring, der promoverer en særlig semantik, som systemerne kan bruge til at betegne sig selv som handlingssystemer. Det er en styringsstrategi, der så at sige infiltrerer selve systemers reproduktion, idet den tilvejebringer den semantik, systemerne bruger til at reproducere sig selv med.”
Det er før i specialet noteret, at handlinger ligesom mening er noget individer tilskrives fx som led i at blive kommunikerbare både over for sig selv og over for andre systemer. Handlingstilskrivninger er medproducerende i “livsforløbet”, men dette kræver kommunikation og derfor også en bestemt semantik, hvorunder individer kan konstruere egne og andres handlinger. Hos Luhmann er det politiske system dér, hvor magt produceres og distribueres.
Organisationer kan rumme adskillige funktionssystemers binære koder og semantikker, blot disse kan kommunikeres gennem formen “beslutning”. Det har den betydning, at vi både kan betragte individkonstruktionen som det politiske systems opgave og som en organisations kobling til magtmediet og dermed dets egen “politiseren” over medarbejderne. Uagtet hvor produktionen af semantik finder sted, så har det i sidste instans den betydning, at det konditionerer den kommunikative autopoiesis.
En lignende betragtning findes hos Foucault, der som Luhmann ikke betragter samfundet som en enhed men som en forskellighed, der er uddifferentieret i mange forskellige institutioner, som alle producerer hver deres diskurser, hvori de “kæmper med” og “bemægtiger” sig hinanden.
Hos Foucault er der ikke noget centraliseret statsapparat, og enhver a priori distributions- og divisions-genese af magt bliver afvist. Foucaults diskursbegreb har dog en lidt anden betydning end Luhmanns semantikbegreb, eftersom magten hos Foucault netop er indskrevet og dermed a priori i diskursen, eller er diskursen, hvor selve semantikbegrebet hos Luhmann først kommer i stand under kommunikativ tilslutning. Der synes at være en temporal forskel;
“Eftersom eksklusionen eller undertrykkelsen af andre udsagnsgrupper er en konstitutionsbetingelse for diskurser, falder diskursernes organiseringsbetingelser sammen med deres eksistensbetingelser: Orden er per se magt og tvang.”
Yderligere har italesættelsen af individet forskellige perspektiver hos henholdsvis Luhmann og Foucault. Hos Luhmann hersker paradokset i og med, at integrationen af semantikker i individet er et udtryk for adskillelse. Individet bliver til et medie med mange former, der er italesat på forskellige måder, således at individets livsforløb bliver omsat til CV, karriere og selvrealisering etc. og dermed en uddifferentiering på individniveau.
Hos Foucault betragtes et skred i italesættelsen i takt med en reformulering fra disciplinering til sikkerhed og biopolitik. Disciplineringen af individet, som den fx fandtes i fængslet eller militæret for mange år siden, virkede individualiserende, hvor biopolitiken derimod er en moderne, liberal styringsform præget af at være “massekonstituerende”.
Som hos Luhmann er der ikke tale om en afløsning af tema, hvormed et nyt begynder, og et andet ophører:
“Der findes ikke en tidsalder for loven, en for disciplinering og en for sikkerhed. (...) med det, der ændrer sig, er den fremherskende egenskab eller rettere systemet af korrelationer mellem de juridisk-retslige mekanismer, disciplineringsmekanismer og sikkerhedsmekanismer-ne.”
Diskurserne bliver derimod nærmere reformuleret over i statslige sikkerhedsbetragtninger og bekymring for populationens velvære, helbred, velstand og effektivitet. Dette hedder hos Foucault “biopolitik”.
Det overordnede tema for biopolitiken er populationen, og det er op til forskellige styringsteknologier/sikkerhedsdispositiver at producere diskurser, der er henvendt til populationen m.h.p. at regulere dens helhed eller m.a.o. at regere en massegjort befolkning.
Når Foucault taler om masse, forsøges der først og fremmest at blive skabt et modbegreb til “publikummet”, der hos Foucault er et udtryk for “den dannede population” eller “den rigtige borger”. Masse er derimod en universalisering af “biomateriale”; en klump biologisk potentiale, der gennem forskellige regeringsteknikker kan gøres til “den rigtige borger”. Derfor taler både Foucault og Luhmann om kommunikative inklusionsmekanismer.
Hos Luhmann skulle man befinde sig på positivsiden af medarbejdersemantikkens binære koder for ikke at blive ekskluderet. Hos Foucault anvendes diskursen som en bemægtigelse til at skabe et tema over “den dannede”, hvor modbegrebet er biologisk potentiale, der uden undtagelse er på diskursens negativside og virker midlertidigt ekskluderende; i hvert fald indtil massen formår at bevæge sig over i diskursernes positivsider. Dette kan naturligvis rejse en række spørgsmål angående italesættelsen af medarbejderen som “potentiale”, pointen er blot, at individet ingen reelle valg har.
En analyse af hvordan “selvet” og “de andre” regeres, er, som det blev argumenteret i metode-afsnittet om Foucault, et blik på, hvordan og ikke hvorfor; altså hvordan opleves og udføres biopolitiken med individet? Det var samtidig argumentet, at coaching var et dispositiv (dette afsnit er dog udeladt på denne blog) inden for genealogianalysen; en konkret teknologi til sikring og ledelse af andres selvledelse, der producerede en række diskurser, hvormed man bemægtigede sig andre. Med genealogien handler det som tidligere betragtet om at udforske ledelsesrationalitetens historie og åbne op for selvfølgelighederne i disse diskurser.
Meget kort fortalt er samfundets ledelsesrationalitet hos Foucault rodfæstet i den pastorale ledelsesform, der havde “sjæleomsorg/-ledelse” som sin genstand men som med opkomsten af liberale ledelsesformer og retsstater, transformeres over i en række biopolitiske sikkerhedsdispositiver, der virker som foreløberen for moderne velfærdsstater.
Coaching analyseres derfor som et sikkerhedsdispositiv, der skal sikre massens overgang til publikum gennem selvledelse og, som betragtet under analysen af Luhmann, hvordan subjektiveringsformer inden for dette dispositiv producerer, faciliterer og tilskriver en række karakteristika til individet gennem sine diskurser, som individet derefter forventes at betragte og lede sig selv igennem. Derfor er den tale inden for dispositiverne, der postulerer at være “magtfri” den mest overgribende, da den “forulemper” individet med både vildledning og disciplinering.
Der bør dog her knytte sig en række kommentarer til Foucaults magtbegreb. Hos Foucault er undertrykkelsen det centrale men mod alle forventninger centralt i den forstand, at det er et redskab, individer på paradoksal vis undertrykker sig selv med. For hvis den klassiske opfattelse af “sanktionsmagt” stadig er den herskende blandt befolkningen (alters beføjelser til at sanktionere negativt over for egos manglende føjelighed), så kommer den misforståelse hurtigt til at herske, at det er igennem et opgør med undertrykkelsen, at individets frigørelse og emancipation findes!
Som det blev betragtet i Luhmanns magtbegreb, så forudsætter magt tilstedeværelsen af frihed. Det betyder ikke, at undertrykkelse ikke finder sted, blot at magten i dag har dækket sig ind under begreber som selvrealisering og selvledelse, der er kategorier, som rummer illusionen om frihed. Hvor det for Luhmann omhandler det paradoks, at magt ikke kan beskrive sig selv som magt, men i stedet må dække sig ind under koder som medlemsskab/ikke-medlemsskab etc., så tager Foucault med inspiration hos Nietzsche den nominalistiske tilgang, at magt blot er et analytisk skema og navnet på en kompleks strategisk situation og først bliver til “magt”, når den tilskrives dette navn.
For både Foucault og Luhmann gælder det, at den reelle styring af andre ikke findes som en håndgribelig genstand men har en aktiv og skabende karakter i og med, at den er det konkrete spil mellem aktuelle og potentielle handlinger. Det er alters evne til at få ego til frit at vælge at regulere og regere sig selv. Med Foucaults terminologi:
“magtforholdet kan beskrives som en helhedseffekt af hand-linger på mulige handlinger, hvilket vil sige, at et frit subjekt kan styres igennem en formning af dets handlingsrum.”
Coaching som dispositiv handler netop om at forme medarbejdernes handlingsrum gennem selvledelse.
Subjektet er et centralt begreb hos Foucault i forbindelse med magtanalytikken, da ansvarliggørelse også her er et led i “subjektiveringen” af aktive individer, der tager vare på og ansvar for sig selv og derfor en del af den dannede population, hvis opførsel der stilles en række forventninger til. Dette har åbenlyse forbindelser til Luhmanns “person”-begreb.
Foucault og Luhmanns magtbegreber vedrører dog også langt hen ad vejen samme problematik, men der hersker også en væsentlig forskel.
Hos Luhmann fungerer systemer gennem selvorganisering og vælger altså selv, hvornår der laves strukturelle koblinger og hvornår der udvikles redundans. Dette er systemets autopoiesis.
Subjektiveringsbegrebet hos Foucault har en langt mere konstituerende karakter og er en form for magt, der er med til at konstruere og forme individet; altså en people processing. Diskurserne formår således at “gribe ind” i individet i overført betydning, hvor individer i Luhmanns analyse “frit” vælger at koble strukturelt og selvorganisere og derfor er operativt lukkede.
Der, hvor der kan peges på en lighed, er, når det konstateres, at både persongørelse og subjektivering producerer forventningsstrukturer, som individet i en eller anden forstand skal forholde sig til.
Hos Foucault konstituerer diskursive forventningsretorikker individet, og hos Luhmann fungerer de som inklusions- og eksklusionsmekanismer, hvorigennem individet selv kan vælge at gøre sig relevant.
Det kan altså, som tidligere nævnt, betragtes som en temporalt forankret problemstilling.
“Tager man for eksempel udgangspunkt i de gouvernementale studier af avanceret liberale subjektiveringsformer, hvor individer konstrueres som aktive, ansvarlige subjekter, kan dette ud fra systemteorien beskrives som en form for magtmæssig styring, der promoverer en særlig semantik, som systemerne kan bruge til at betegne sig selv som handlingssystemer. Det er en styringsstrategi, der så at sige infiltrerer selve systemers reproduktion, idet den tilvejebringer den semantik, systemerne bruger til at reproducere sig selv med.”
Det er før i specialet noteret, at handlinger ligesom mening er noget individer tilskrives fx som led i at blive kommunikerbare både over for sig selv og over for andre systemer. Handlingstilskrivninger er medproducerende i “livsforløbet”, men dette kræver kommunikation og derfor også en bestemt semantik, hvorunder individer kan konstruere egne og andres handlinger. Hos Luhmann er det politiske system dér, hvor magt produceres og distribueres.
Organisationer kan rumme adskillige funktionssystemers binære koder og semantikker, blot disse kan kommunikeres gennem formen “beslutning”. Det har den betydning, at vi både kan betragte individkonstruktionen som det politiske systems opgave og som en organisations kobling til magtmediet og dermed dets egen “politiseren” over medarbejderne. Uagtet hvor produktionen af semantik finder sted, så har det i sidste instans den betydning, at det konditionerer den kommunikative autopoiesis.
En lignende betragtning findes hos Foucault, der som Luhmann ikke betragter samfundet som en enhed men som en forskellighed, der er uddifferentieret i mange forskellige institutioner, som alle producerer hver deres diskurser, hvori de “kæmper med” og “bemægtiger” sig hinanden.
Hos Foucault er der ikke noget centraliseret statsapparat, og enhver a priori distributions- og divisions-genese af magt bliver afvist. Foucaults diskursbegreb har dog en lidt anden betydning end Luhmanns semantikbegreb, eftersom magten hos Foucault netop er indskrevet og dermed a priori i diskursen, eller er diskursen, hvor selve semantikbegrebet hos Luhmann først kommer i stand under kommunikativ tilslutning. Der synes at være en temporal forskel;
“Eftersom eksklusionen eller undertrykkelsen af andre udsagnsgrupper er en konstitutionsbetingelse for diskurser, falder diskursernes organiseringsbetingelser sammen med deres eksistensbetingelser: Orden er per se magt og tvang.”
Yderligere har italesættelsen af individet forskellige perspektiver hos henholdsvis Luhmann og Foucault. Hos Luhmann hersker paradokset i og med, at integrationen af semantikker i individet er et udtryk for adskillelse. Individet bliver til et medie med mange former, der er italesat på forskellige måder, således at individets livsforløb bliver omsat til CV, karriere og selvrealisering etc. og dermed en uddifferentiering på individniveau.
Hos Foucault betragtes et skred i italesættelsen i takt med en reformulering fra disciplinering til sikkerhed og biopolitik. Disciplineringen af individet, som den fx fandtes i fængslet eller militæret for mange år siden, virkede individualiserende, hvor biopolitiken derimod er en moderne, liberal styringsform præget af at være “massekonstituerende”.
Som hos Luhmann er der ikke tale om en afløsning af tema, hvormed et nyt begynder, og et andet ophører:
“Der findes ikke en tidsalder for loven, en for disciplinering og en for sikkerhed. (...) med det, der ændrer sig, er den fremherskende egenskab eller rettere systemet af korrelationer mellem de juridisk-retslige mekanismer, disciplineringsmekanismer og sikkerhedsmekanismer-ne.”
Diskurserne bliver derimod nærmere reformuleret over i statslige sikkerhedsbetragtninger og bekymring for populationens velvære, helbred, velstand og effektivitet. Dette hedder hos Foucault “biopolitik”.
Det overordnede tema for biopolitiken er populationen, og det er op til forskellige styringsteknologier/sikkerhedsdispositiver at producere diskurser, der er henvendt til populationen m.h.p. at regulere dens helhed eller m.a.o. at regere en massegjort befolkning.
Når Foucault taler om masse, forsøges der først og fremmest at blive skabt et modbegreb til “publikummet”, der hos Foucault er et udtryk for “den dannede population” eller “den rigtige borger”. Masse er derimod en universalisering af “biomateriale”; en klump biologisk potentiale, der gennem forskellige regeringsteknikker kan gøres til “den rigtige borger”. Derfor taler både Foucault og Luhmann om kommunikative inklusionsmekanismer.
Hos Luhmann skulle man befinde sig på positivsiden af medarbejdersemantikkens binære koder for ikke at blive ekskluderet. Hos Foucault anvendes diskursen som en bemægtigelse til at skabe et tema over “den dannede”, hvor modbegrebet er biologisk potentiale, der uden undtagelse er på diskursens negativside og virker midlertidigt ekskluderende; i hvert fald indtil massen formår at bevæge sig over i diskursernes positivsider. Dette kan naturligvis rejse en række spørgsmål angående italesættelsen af medarbejderen som “potentiale”, pointen er blot, at individet ingen reelle valg har.
En analyse af hvordan “selvet” og “de andre” regeres, er, som det blev argumenteret i metode-afsnittet om Foucault, et blik på, hvordan og ikke hvorfor; altså hvordan opleves og udføres biopolitiken med individet? Det var samtidig argumentet, at coaching var et dispositiv (dette afsnit er dog udeladt på denne blog) inden for genealogianalysen; en konkret teknologi til sikring og ledelse af andres selvledelse, der producerede en række diskurser, hvormed man bemægtigede sig andre. Med genealogien handler det som tidligere betragtet om at udforske ledelsesrationalitetens historie og åbne op for selvfølgelighederne i disse diskurser.
Meget kort fortalt er samfundets ledelsesrationalitet hos Foucault rodfæstet i den pastorale ledelsesform, der havde “sjæleomsorg/-ledelse” som sin genstand men som med opkomsten af liberale ledelsesformer og retsstater, transformeres over i en række biopolitiske sikkerhedsdispositiver, der virker som foreløberen for moderne velfærdsstater.
Coaching analyseres derfor som et sikkerhedsdispositiv, der skal sikre massens overgang til publikum gennem selvledelse og, som betragtet under analysen af Luhmann, hvordan subjektiveringsformer inden for dette dispositiv producerer, faciliterer og tilskriver en række karakteristika til individet gennem sine diskurser, som individet derefter forventes at betragte og lede sig selv igennem. Derfor er den tale inden for dispositiverne, der postulerer at være “magtfri” den mest overgribende, da den “forulemper” individet med både vildledning og disciplinering.
Der bør dog her knytte sig en række kommentarer til Foucaults magtbegreb. Hos Foucault er undertrykkelsen det centrale men mod alle forventninger centralt i den forstand, at det er et redskab, individer på paradoksal vis undertrykker sig selv med. For hvis den klassiske opfattelse af “sanktionsmagt” stadig er den herskende blandt befolkningen (alters beføjelser til at sanktionere negativt over for egos manglende føjelighed), så kommer den misforståelse hurtigt til at herske, at det er igennem et opgør med undertrykkelsen, at individets frigørelse og emancipation findes!
Som det blev betragtet i Luhmanns magtbegreb, så forudsætter magt tilstedeværelsen af frihed. Det betyder ikke, at undertrykkelse ikke finder sted, blot at magten i dag har dækket sig ind under begreber som selvrealisering og selvledelse, der er kategorier, som rummer illusionen om frihed. Hvor det for Luhmann omhandler det paradoks, at magt ikke kan beskrive sig selv som magt, men i stedet må dække sig ind under koder som medlemsskab/ikke-medlemsskab etc., så tager Foucault med inspiration hos Nietzsche den nominalistiske tilgang, at magt blot er et analytisk skema og navnet på en kompleks strategisk situation og først bliver til “magt”, når den tilskrives dette navn.
For både Foucault og Luhmann gælder det, at den reelle styring af andre ikke findes som en håndgribelig genstand men har en aktiv og skabende karakter i og med, at den er det konkrete spil mellem aktuelle og potentielle handlinger. Det er alters evne til at få ego til frit at vælge at regulere og regere sig selv. Med Foucaults terminologi:
“magtforholdet kan beskrives som en helhedseffekt af hand-linger på mulige handlinger, hvilket vil sige, at et frit subjekt kan styres igennem en formning af dets handlingsrum.”
Coaching som dispositiv handler netop om at forme medarbejdernes handlingsrum gennem selvledelse.
Subjektet er et centralt begreb hos Foucault i forbindelse med magtanalytikken, da ansvarliggørelse også her er et led i “subjektiveringen” af aktive individer, der tager vare på og ansvar for sig selv og derfor en del af den dannede population, hvis opførsel der stilles en række forventninger til. Dette har åbenlyse forbindelser til Luhmanns “person”-begreb.
Foucault og Luhmanns magtbegreber vedrører dog også langt hen ad vejen samme problematik, men der hersker også en væsentlig forskel.
Hos Luhmann fungerer systemer gennem selvorganisering og vælger altså selv, hvornår der laves strukturelle koblinger og hvornår der udvikles redundans. Dette er systemets autopoiesis.
Subjektiveringsbegrebet hos Foucault har en langt mere konstituerende karakter og er en form for magt, der er med til at konstruere og forme individet; altså en people processing. Diskurserne formår således at “gribe ind” i individet i overført betydning, hvor individer i Luhmanns analyse “frit” vælger at koble strukturelt og selvorganisere og derfor er operativt lukkede.
Der, hvor der kan peges på en lighed, er, når det konstateres, at både persongørelse og subjektivering producerer forventningsstrukturer, som individet i en eller anden forstand skal forholde sig til.
Hos Foucault konstituerer diskursive forventningsretorikker individet, og hos Luhmann fungerer de som inklusions- og eksklusionsmekanismer, hvorigennem individet selv kan vælge at gøre sig relevant.
Det kan altså, som tidligere nævnt, betragtes som en temporalt forankret problemstilling.
Abonner på:
Opslag (Atom)
