Penge, Politik og Polemik

Penge, Politik og Polemik

Vi har et medium vi tager for givet i vores samfund i dag, nemlig penge. Det monetære system er blevet så indlejret i alt hvad vi gør, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det. Vi skal huske at når lande rundt om i verden skylder milliarder væk til hinanden og går konkurs, så er det et medie vi taler om. Verden har ikke fra den ene dag til den anden mistet alle sine ressourcer. Vi har derimod skubbet flere penge ind i systemet end vi kunne redegøre for og nu forsvinder de igen.

Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal føre alle politiske argumenter tilbage til en ”pengene skal jo være der” tese. Er det ikke muligt at tale om hvilken type samfund vi gerne vil stræbe mod og så arbejde på spørgsmålet om mediet penge bagefter? Det lader til at man i begge lejre er ved at følge denne tese. Regeringen taler om at ”regningen er samlet op” og S-SF lancerer ”forsigtighedsprincippet”, som betyder at pengene skal være der før de træffer beslutninger om samfundet.

Men kan det tænkes at denne, i mine øjne, lidt ensporede vej at betragte politik på bunder i at vi har en forskruet opfattelse af hvad politikerne kan gøre og hvad vi selv må gøre som borgere. Vi har tvunget politikerne ud i en debatposition, hvor de begge opstiller dommedagsscenarier for hvad der sker, hvis man sætter sit kryds ved den modsatte blok. Dette medfører at mange borgere begynder at placere deres kryds, der hvor de kan vide sig selv mest sikre på deres egen tilværelse. Vi har altså lagt den vi ser i det monetære system over på politikerne og de har svaret ved at love frelse ved at følge dem og omvendt forbandelse, hvis man skulle stemme modsat deres anbefalinger. Jeg hævder ikke, at vi som borgere ikke har lyst eller kapacitet til at tage ansvar for samfundet, vi har blot placeret os selv i en position, hvor vi har skabt en behagelig illusion for os selv. Det er nemt at blive vred på politikerne og kalde dem inkompetente. Men hvor mange vil gerne have hvervet hvis de blev tilbudt det? Er hvervet som politiker ikke et hverv, hvor vi på samme tid anklager politikerne for ikke at kunne løse opgaven tilstrækkeligt godt nok, men samtidig ikke selv ønsker at løse den. Måske er det på tide at overveje om opgaven skal formuleres anderledes.

En måde vi kunne starte med at gøre dette på er ved at opfordre politikere til at tale om deres politik som en retning de gerne vil trække samfundet i, frem for en endelig løsning for samfundet. Når vi har gjort dette kan vi derefter diskutere, hvad vi gerne vil værdsætte højt her i samfundet. Vi lader os i dag styre af en udbud/efterspørgsel tankegang som eksempelvis gør at professionelle fodboldspillere tjener mere end folkeskolelærere. Vil vi fortsætte en sådan tankegang eller vil vi udfordre tesen om at vi ikke har nogen kontrol over ”markedets kræfter”?

Jeg kan undre mig over at vi er så sikre på tallenes ”sandhed”, men stadig stiller spørgsmålstegn ved ting såsom eksempelvis en moralsk sandhed. Neurolog og forfatter Sam Harris illustrerer denne problemstilling godt ved at opstille et scenarie hvor man forestiller sig, at alle økonomer i debatten om hvordan man løste finanskrisen, hævdede at enten var alle løsninger valide eller også måtte ingen løsninger være det. Dette er sandsynligvis et utænkeligt scenarie for de fleste. Men dette er præcis hvad vi gør i debatten om moral og om hvad vi kan konstituere som et godt liv. Vi vender det blinde øje til og tilskriver andres samfunds normer og ritualer til deres kultur og derfor som noget man ikke må blande sig i. Dette være uanset hvor brutale og barbariske sådanne skikke må være. Dette er blot et eksempel, men læseren kan sikkert selv tænke på flere emner, som politikerne ikke rører med en ildtang.

Vi har oprettet et system, som vedligeholder sig selv, og blot fordi nogle mindre partier på fløjene taler om store ændringer betyder det ikke at den store grå masse i midten af det politiske spektrum vil flytte sig. Vi må som borgere også tage ansvar for at tænke metapolitik, altså overveje hvordan det politiske system arbejder for os og hvad dets råderum egentlig er. Det demokratiske ideal er noget som vores forfædre har kæmpet for og derfor må vi som borgere være nøje med hvordan vi forvalter det.

Jeg vil ikke opfordre nogen til at stemme noget bestemt, for jeg har ikke nogen endegyldig sandhed. Men jeg vil opfordre alle til at stemme og dertil håbe at vi som vælgere husker, at vi kan bruge vores stemme til at protestere mod et politisk system, som er blevet fastlåst i forudsigelige dueller om smalt definerede emner.

Virker Habermas’ ideal om kommunikativ rationalitet langt væk… gæt hvem der har flyttet sig.

Indlæg skrevet af Henrik Bach Mortensen