Er der stadig plads til religion i vores samfund?

Forleden diskuterede jeg religion med en god kammerat (håber det er okay jeg sakser fra vores diskussion, Anders :)). Selvom jeg har min holdning til religion som et system, så "tvang" jeg mig selv til et tage et funktionalistisk standpunkt og give et bud på religionens relevans i stedet for bare at "bashe", hvilket ligger ligefor. Det skal for god ordens skyld nævnes, at første halvdel er mere eller mindre sakset fra Qvortrup og Luhmann, hvor jeg i sidste del vil bruge deres analyse til at give et bud på religionens genkomst. Here goes:

Det moderne samfund, sådan som vi beskriver det i dag, er differentieret ud i forskellige funktionssystemer som fx uddannelsessystemet, det politiske system, det økonomiske system og religionssystemet. Alle disse systemer er baseret på binære koder. Politiken handler om at styre/ikke styre under mediet "magt", det økonomiske om at have/ikke have under mediet "penge", og religionssystemet har koden immanens/trancendens under mediet "tro". Fint nok, det fortæller ikke meget om funktionen. Men i det moderne samfund har religionen den funktion at udelukke kontingens, altså det at alt kan være anderledes og ikke nødvendigt. Måden religion udelukker denne kontingens på er gennem begrebet mening. Religion forsyner altså med mening i et samfund, der er så hyperkomplekst, at kontingens er dets vilkår.

Mht. religionens binære kode handler det om, gennem mening, at gøre det "overjordiske" og ubegribelige (transcendente) immanent (som tilhørende mennesket selv). Måden religionen lavede dette trick på var gennem brugen af en Jesusskikkelse, som havde adgang til det ubegribelige (Gud), hvilket dødelige mennesker ikke har, men samtidig at kunne personificere sig selv som en, der også kan erfare det immanente. M.a.o så har Jesusskikkelsen hjulpet samfundet med at omgå det paradoks at skulle beskrive det ubeskrivelige (Gud), og at skabe viden om alt det, vi ikke kan vide (her hører der mange flere niveauer til, bl.a. at vi ved, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved).

Religion har altså som funktion at gøre det muligt at erfare det ikke-erfarbare (gennem tro), og at beskrive det ikke-beskrivelige (gennem Jesus og Moses bl.a., der jo havde adgang til Guds ord). Religion er altså et "angreb" på meningsløsheden og det martrende faktum, at mennesket ikke kan overskride sig selv og begribe "intet" og "alting".

Her skriver Anders så tilbage:

"Sådan har jeg faktisk aldrig anskuet det før - Det er jo egentlig godt udtænkt i tidernes morgen. Men er religion så blot blevet størrere pga man ikke kunne begribe "intet" og dermed nu står med de religiøse på den ene side og forskerne på den anden, og den ene fløj siger Eva & Adam og den anden Big Bang/evolotion..?"

Jeg er ikke sikker på, at man uden omveje kan betragte religionens indflydelse som entydigt stigende. Jeg tror helt sikkert at den vinder større og større "genindpas" jo mere komplekst vores samfund bliver, men i skandinavien fx har vi jo i mange år set et "all time low" mht religiøsitet. Det vender muligvis snart, også pga den stigende muslimske tilstrømning.

I oplysningstiden og sekulariseringen (verdsliggørelsen) lykkedes det jo den videnskabelige metode at fraliste sandhedspatentet fra religionen, hvor vi har set en stigende videnskabeliggørelse af sandheden lige siden. Jeg tror videnskabens patent stod meget stærkere rent ideologisk (ikke kvantitativt) i starten af 1900 tallet og en række år frem, hvor positivismen og formodning om den strengt objektive videnskab (at man kunne sige noget om verden uden dermed samtidig at sige noget om sig selv) blev betragtet som både opnåelige og de meste optimale tilstande.

Jeg tror helt sikkert at "nyere" videnskabelige landvindinger medfører det paradoks, at de relativerer alting så meget, at religionen genvinder sin gyldighed, da spørgsmålet om "tro" i stigende grad også kommer til at optræde i sandhedssystemet. Det er så svært at sige noget sikkert i fx det politiske, det økonomiske og især i det videnskabelige system, at den "sikre viden", der hersker i religionens system langsomt begynder at genvinde sin attraktion i et samfund, hvor det er umuligt at vælge én rigtig retning for sig selv.

Mht. spørgsmålet om retning, så må man jo spørge sig selv, om "ikke troende" har fundet andre måder hvorpå de kan håndtere, at de ikke kan overskride sig selv? Og er spiritualitet blot en gudløs religion?