Har vi brug for en metapolitik?

Jeg skynder mig lige at sige det: jeg tror sgu jeg stemmer blankt!

Så før du beslutter dig for, at jeg er enten liberterianer eller kommunist, så tag imod dette råd fra mig og Les Grossman:

Literaly


Og hvis du kun har valgt at læse det her, for at bekræfte dig selv i, hvad du allerede er, så fanger du slet ikke pointen, og jeg ønsker ikke du læser videre…

Hvis du derimod er med på en ekskursion væk fra de, der har fundet sandheden, og i stedet i retning af de, der leder efter sandheden, så bliv. Læs. Tænk. Vær uenig. Whatever…

"Do you not see, how you all have been fooled and misguided, and now do the bidding of the very same people, who fool and manipulate you? For once, just pause and think: is this really the only truth I am allowed?"

Jeg synes vi har nået et all time low i denne valgkamp. En stor del af det er tilegnet en eroderet debatkultur. Men en tunge på vægtskålen har også været valgkampens tema: finanskrisen. Og og og! Hvad med medierne? Whatever…

Hele skuespillet er hensat til en kamp mellem to scenefløje, der vil hver deres løsning på alles problem. Det økonomiske problem. Det i sig selv gør det til alles problem. Mit problem. Dit problem. Måske mærker du det allerede på (penge)pungen? Whatever…

Vi bliver nødt til at starte ved sandheden. Ved at finde en definition på den. Ja, medierne spiller en meget central rolle her, men det er din egen skyld. Det er kompleksitetens skyld. Og det er lobbyismens skyld.

I ”Grundrids af metapolitiken” skriver den franske filosof Alain Badiou:
”Hvis det offentlige rum af meninger er det eneste, der findes, hvordan kan disse meninger da komme til at indgå i en diskussion?” S. 66, stk. 2

I vores hyperkomplekse samfund er det blevet et mere relevant spørgsmål end nogensinde før. Spekulation og ufinansierede udlån har givet os det, de kalder en ”Finanskrise”. Jeg har mærket den. Både på ledighed og afskedigelse. For mig er den sand. Men det gør den ikke sand. Den er ikke så pisse sand for alle. I hvert fald ikke for de, der ikke har oplevet en krise på deres finanser. Ikke alle i den her verden har tabt på finanskrisen.

Men ifølge Badiou er Finanskrisen også sand, fordi vi taler om den i offentligt rum. Det i sig selv er sandhedens og politikens råderum (de to begreber hænger slet ikke sammen, tro endelig ikke det!) For Badiou er politisk sandhed det, der forbinder en politisk proces med en beslutning (magt/ikke-magt i systemteoretisk optik efter Luhmann). Ganske enkelt ikke mere. Og politiken eksisterer, fordi det menneskelige udyr altid ligger og lurer. Den frie grådighed, begæret, lysten. Om det så er seksualitet, vold, eller økonomi det udmønter sig i (pun intended). (s. 73) Det skal tæmmes og reguleres. Kristendommen har altid villet det sådan.

Well, vi ved jo godt, at vi i dag har staten (med adskilt kirke) og myndighederne til at hjælpe os med det latente bæst, og organiseringen af vores samfund og økonomi. ”Staten er ansvarlig for, at der er et minimum af funktionsdygtighed, hvad angår cirkulationen og fordelingen af goder, og den bringes i vanry, hvis den viser sig i overdreven grad at være ude af stand til at tilfredsstille denne norm.” s. 150. Yderligere påpeger Badiou, at politik handler om at indrette den bedst mulige stat (s. 152)

Vi indretter den efter politiker, og politiker kommer af sandheden, og sandheder er offentlige debatter og meninger, eller universalisering af det partikulære - fra legoklods til legeborg ( s. 163)

Men Badious indledende spørgsmål var, hvordan disse meninger (offentlige) overhovedet kommer til at indgå i en diskussion? Hvor kommer vores debatemner fra? Hvad er det for nogle sandheder, vi opererer udfra? Bliver jeg præsenteret for illusionen om valg og demokrati? Er de ting, jeg stemmer om, ikke valgmuligheder, givet til mig af andre? Jo… Ligesom det system, vi lader andre om at kontrollere, er givet til os, uden at præsentere et reelt, viabelt alternativ.

Danmark består af forvaltning. Velfærdssystemet er alle enige om, det handler bare om, hvordan vi fordeler og forvalter den samlede pulje i et pengebaseret samfundssystem. Så når vi er uenige med hinanden i denne valgkamp, så er det fordi vi er uenige om, hvad pengene skal bruges til. Money makes the world go around, right? Whatever…

Pengesystemet kommer vi ikke uden om. Og menneskelige værdier handler basalt set om, hvad vi har råd til at afsætte ressourcer til/på. Om du er kommunist eller liberterianer, så er det her din mulighed, og det er inden for dette spektrum, at din politisk vrede og glæde skal udgydes.

Måske vi skulle tage Les Grossman igen:

Still Literaly

Men denne gang tager vi et stort skridt tilbage, og i stedet for at korpulere vores eget ansigt, ser vi lidt på metapolitik:

Behøver vores samfund at være indrettet som det er? Det lette svar er ja.
Vi kan ikke komme uden om den kapitalistiske opbygning, og det incitament, som pengebelønningen giver arbejdets fysiske og mentale omkostninger. Vi har brug for penge, så vi kan føle os frie til at gøre, hvad vi vil. Og til det bliver vi kontinuerligt nødt til at skaffe flere penge. Så vores frihed hænger uløseligt sammen med lønslaveri, i hvert fald i denne model.

Penge er et gammelt fænomen. Ellen Hodgson Brown giver en grundig historisk analyse af pengemidlets brug og former i The Web Of Debt, hvor hun primært analyserer den Amerikanske pengeproduktion og dens genealogi (hvis du har en aften eller tres, så er det 472 møgspændende sider om det monetære system). Ifølge Wikipedia kan vi spore ordet ”money” hele vejen tilbage til Mesapotamien cirka 3000 før Kristi fødsel. Det er altså noget gammel lakrids vi har med at gøre...

Der har været udkæmpet en hel række kampe om møntenheders gyldighed, og så sandelig også over, hvem, der har ret til at trykke og distribuere penge, og kontrollere pengemængden (og dermed inflationen) i et land. I USA blev seddeltrykkeriet privatiseret efter Bretton Woods sammenbruddet og overgik til The Federal Reserve, og i Danmark overgik produktionen til en uafhængig og selvejende Nationalbank efter et statsbankerot i 1813 - til at starte med dog "kun" i 90 år. Hvad fanden laver ham kongen? Har mandrilaftalen ikke lært os, at det er nemt at være selvforsynende?

Mængden og værdien af penge i cirkulation var i gamle dage fikseret til enten guld eller sølv, men i dag har vi den pengetype, der hedder Fiat Money, hvis værdi UDELUKKENDE er opbakket af statslig lovgivning og regulering. På Amerikanske pengesedler står der, at de er Legal Tender, hvilket basalt set betyder, at pengene er noget værd, fordi en instans større end dig selv siger det, und nichts (Joe) weider.

Og pengene kun har værdi ved lov, og ikke opbakket af reel værdi fra guld, sølv eller anden ressource. Og det bliver værre endnu, når bankerne kommer ind i spillet. For bankerne må nemlig opfinde nærmest uendelige mængder af værdiløse pengesedler, eftersom størstedelen af ”pengeproduktionen” i dag sker digitalt. Faktisk er det sådan, at hvis du indsætter 1000 kroner i banken, så må banken låne ud op til 9 gange den reelle beholdnings værdi, under den ene forudsætning, at alle bankens kunder ikke kommer og hæver deres penge på samme tid. I det tilfælde vil banken gå fallit, fordi den har lånt penge ud, som den ikke havde.

The Federal Reserve i USA er også en privatejet institution, men den låner penge ud til staten mod statsobligationer, og forrenter de penge, som den låner ud til staten. Det samme gælder, når virksomheder og privatpersoner låner penge i banken – de bliver forrentet. Og eftersom de penge reelt set kun bliver opbakket af tillid, og ikke findes fysisk, skal der lånes flere penge af pengetrykkeren, for at dække forrentningen, der kræver en øget pængemængde i cirkalutation for at blive dækket…... Hold, træk vejret! Skal vi lige tage den igen?

Staten låner penge af The Federal Reserve. Der kommer dermed 1 billion dollars i omløb, der skal betales tilbage i sit fulde beløb. Lige nu er der kun 1 billion dollars tilgængelig, hverken mere eller mindre (vi har stoppet tiden og fjernet alle mennesker, og kun efterladt en stat og The Feds, som de bliver kaldt). Men The Feds vil have pengene betalt tilbage med rente. Staten har ikke noget valg, eftersom den skal bruge pengene. Men der er ikke penge i omløb til at betale renten, så den skal igen låne penge af The Feds for at betale selvsamme påkrævede rente, penge som så også er udlånt med en rente vedhæftet, og den onde cirkel fortsætter og fortsætter… Vi skal basalt set låne penge for at betale vores lån af, set ifht pengemængden og renten.

En sandsynlig sandhed er, at staten, virksomheder og privatpersoner er slaver i verdens største finansielle fupnummer, kontrolleret af nogle få banker. Staten er således i den prekære situation, at den er nødt til at dække sine forehavender ved at opkræve indkomstskat (og andre skatter) af befolkningen, så den kan betale sin gæld til bankerne. The wheel keeps spinning...

Jeg har brug for et parti, der vil stoppe op, og stille spørgsmålstegn ved det system, som vi alle tager for givet. Et parti, der tør byde på et viabelt alternativ, hvor befolkningen ikke skal leve som slaver af andres (og desværre også egen) grådighed. Dette er ikke kommunisme. Kommunisme er den selvsamme forvaltning af økonomien, bare uden det hegemoniske islæt. Dette er ikke liberalisme, for det kræver en national instans i form af en regerende og reservekontrollerende stat at turde iværksætte sådan et projekt hævet over gældsslaveriet, for derefter at opløse sig selv nærmest totalt (jeg vil komme ind på, hvorfor det ikke kan være helt).

Medierne præsenterer os ikke for demokrati, men for så uunderbyggede valgmuligheder, at personlig tillid baseret på form og udseende bliver altafgørende. Enten må vi tilbage til den borgerlige offentlighed og lokale sandhedsdannelse, eller også må vi se noget sandt politisk mod, der ikke er fanget i forvaltningen af kapital parlamentarismen, men tør tænke ud over det sytem, der er givet til os.

Sandt politisk mod kunne komme ved opbygning af et samfund, der afvikler gælden ved hjælp af de selvsamme ressourcer, som vi er ved at opbruge (planetens, Moder Jords):

Solen, vinden og havet har energi nok til give os, hvad vi skal bruge et ubegribeligt højt antal år frem i tiden. Energimonopolets navlestreng skal bare kappes, og deres penge ”neutraliseres” i statens og befolkningens øjne, så ingen længere kan ”købes” eller trues.

Et samfund, hvor penge er værdiløse, og hvor der er ressourcer nok til os alle, ville ende det slaveri, som vi ser i dag, og som vi har set i mange år. Jacques Fresco har arbejdet på det såkaldte Venus Project i hele sit lange liv (han er et par og halvfems så vidt jeg ved). The Venus Project er en model hævet over vores nuværende isme-styreformer, og som netop tager højde for, at vi i dag kan producere, hvad vi har behov for, for at skabe et godt og frit liv for alle. Vi HAR nok til alle. Badiou skriver endda, at et års parfumeforbrug i USA og Europa ville, målt økonomisk, kunne omsættes til 2700 kalorier dagligt til hele verdens befolkning, med rent vand og basal sikkerhed, i også et år. Vi HAR ressourcerne, nogle sidder bare ret hårdt på dem, og lukker øjnene på andre.

Men hvis vi indretter os i et samfund, hvor vi ikke har penge, hvad så med incitamentet til overhovedet at lave noget? Hvis folk ikke får betaling for deres indsats, og alle alligevel har deres basale behov dækket i form af husly, føde og rent vand, hvem gider så gøre ”dagens gerning”? Hvem vil tørre røv på de gamle, passe børnene, reparere bilerne, tage skrald ud etc.

Det tekniske har vi efterhånden teknologien til at få dækket (jeg kunne ikke finde dårligere sprog end det, beklager). Det menneskelige aspekt, er en prøvelse, der vil kræve et langt større lokalt bånd, væk fra den globalisering vi ser i dag.

Ifølge Eller Hodgson Brown, arbejder man i Japan på et velfærdssystem for de ældre, der ikke ejer en sundhedsforsikring. Individer, der hjælper disse ældre, får en ”caring relationship ticket”, der så kan bruges til andre formål - ren kredit (s. 351).

Hvis alle vores grundlæggende behov var dækket af teknologi, og vi kun stod tilbage med selvrealiseringen, og økonomisk kriminalitet var uvirksomt, så ville vi stå tilbage med et nyt spørgsmål om den menneskelige natur. Hvor gode er vi egentlig? Og hvad vil det sige, at gøre noget godt? Moralen og etikken ville igen komme i debatten, og politik ville handle om noget virkeligt, noget, der ikke kun var hensat til filosofien, men som blev diskuteret af rigtige mennesker, der også skulle gøre som de sagde.

Jeg tror på, at altruismen ville spire, foranlediget af belønninger for velgørende handlinger, der gjorde individet i stand til at opnå kredit, der kunne bruges i selvrealiseringsprocessen. Gangbar kredit, der blev hyllet, belønnet, og cirkuleret. Til det skal vi bruge en ikke-Foghsk minimalstat, der tør tage spørgsmålene op, og kan belønne det altruistiske og velgørende på velreguleret vis.

Det vigtigste er det politiske mod. Tilbage med metapolitiken, tilbage med de store tanker, vovestykkerne og idealerne. Det vigtigste er, at turde at tænke anderledes, og ikke lade debattens nuværende strukturer diktere, hvordan du skal tænke og føle.

Jeg vil igen efterlade dig med Youtube. God fornøjelse!

I want you to get mad!

Penge, Politik og Polemik

Penge, Politik og Polemik

Vi har et medium vi tager for givet i vores samfund i dag, nemlig penge. Det monetære system er blevet så indlejret i alt hvad vi gør, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det. Vi skal huske at når lande rundt om i verden skylder milliarder væk til hinanden og går konkurs, så er det et medie vi taler om. Verden har ikke fra den ene dag til den anden mistet alle sine ressourcer. Vi har derimod skubbet flere penge ind i systemet end vi kunne redegøre for og nu forsvinder de igen.

Jeg kan ikke forstå hvorfor man skal føre alle politiske argumenter tilbage til en ”pengene skal jo være der” tese. Er det ikke muligt at tale om hvilken type samfund vi gerne vil stræbe mod og så arbejde på spørgsmålet om mediet penge bagefter? Det lader til at man i begge lejre er ved at følge denne tese. Regeringen taler om at ”regningen er samlet op” og S-SF lancerer ”forsigtighedsprincippet”, som betyder at pengene skal være der før de træffer beslutninger om samfundet.

Men kan det tænkes at denne, i mine øjne, lidt ensporede vej at betragte politik på bunder i at vi har en forskruet opfattelse af hvad politikerne kan gøre og hvad vi selv må gøre som borgere. Vi har tvunget politikerne ud i en debatposition, hvor de begge opstiller dommedagsscenarier for hvad der sker, hvis man sætter sit kryds ved den modsatte blok. Dette medfører at mange borgere begynder at placere deres kryds, der hvor de kan vide sig selv mest sikre på deres egen tilværelse. Vi har altså lagt den vi ser i det monetære system over på politikerne og de har svaret ved at love frelse ved at følge dem og omvendt forbandelse, hvis man skulle stemme modsat deres anbefalinger. Jeg hævder ikke, at vi som borgere ikke har lyst eller kapacitet til at tage ansvar for samfundet, vi har blot placeret os selv i en position, hvor vi har skabt en behagelig illusion for os selv. Det er nemt at blive vred på politikerne og kalde dem inkompetente. Men hvor mange vil gerne have hvervet hvis de blev tilbudt det? Er hvervet som politiker ikke et hverv, hvor vi på samme tid anklager politikerne for ikke at kunne løse opgaven tilstrækkeligt godt nok, men samtidig ikke selv ønsker at løse den. Måske er det på tide at overveje om opgaven skal formuleres anderledes.

En måde vi kunne starte med at gøre dette på er ved at opfordre politikere til at tale om deres politik som en retning de gerne vil trække samfundet i, frem for en endelig løsning for samfundet. Når vi har gjort dette kan vi derefter diskutere, hvad vi gerne vil værdsætte højt her i samfundet. Vi lader os i dag styre af en udbud/efterspørgsel tankegang som eksempelvis gør at professionelle fodboldspillere tjener mere end folkeskolelærere. Vil vi fortsætte en sådan tankegang eller vil vi udfordre tesen om at vi ikke har nogen kontrol over ”markedets kræfter”?

Jeg kan undre mig over at vi er så sikre på tallenes ”sandhed”, men stadig stiller spørgsmålstegn ved ting såsom eksempelvis en moralsk sandhed. Neurolog og forfatter Sam Harris illustrerer denne problemstilling godt ved at opstille et scenarie hvor man forestiller sig, at alle økonomer i debatten om hvordan man løste finanskrisen, hævdede at enten var alle løsninger valide eller også måtte ingen løsninger være det. Dette er sandsynligvis et utænkeligt scenarie for de fleste. Men dette er præcis hvad vi gør i debatten om moral og om hvad vi kan konstituere som et godt liv. Vi vender det blinde øje til og tilskriver andres samfunds normer og ritualer til deres kultur og derfor som noget man ikke må blande sig i. Dette være uanset hvor brutale og barbariske sådanne skikke må være. Dette er blot et eksempel, men læseren kan sikkert selv tænke på flere emner, som politikerne ikke rører med en ildtang.

Vi har oprettet et system, som vedligeholder sig selv, og blot fordi nogle mindre partier på fløjene taler om store ændringer betyder det ikke at den store grå masse i midten af det politiske spektrum vil flytte sig. Vi må som borgere også tage ansvar for at tænke metapolitik, altså overveje hvordan det politiske system arbejder for os og hvad dets råderum egentlig er. Det demokratiske ideal er noget som vores forfædre har kæmpet for og derfor må vi som borgere være nøje med hvordan vi forvalter det.

Jeg vil ikke opfordre nogen til at stemme noget bestemt, for jeg har ikke nogen endegyldig sandhed. Men jeg vil opfordre alle til at stemme og dertil håbe at vi som vælgere husker, at vi kan bruge vores stemme til at protestere mod et politisk system, som er blevet fastlåst i forudsigelige dueller om smalt definerede emner.

Virker Habermas’ ideal om kommunikativ rationalitet langt væk… gæt hvem der har flyttet sig.

Indlæg skrevet af Henrik Bach Mortensen