Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 21, Konklusion!

Konklusion:

Når coaching betragter sig selv som et ledelsesværktøj med fravær af både kontrol og magt, så kommer en sådan selvbeskrivelse hurtigt til at få et troværdighedsproblem.

Hvis vi accepterer analysen af “moderne” magt som gennemgået ovenfor, så er det ikke en mulighed for lederen selv under de bedste intentioner at fralægge sig forventningsstrukturernes indskrænkning af potentialitet eller diskursernes restriktioner og bemægtigelser. Hvis coaching er fravær af kontrol og magt, så er det ikke muligt for lederen at være coach for sine medarbejdere.

Wett Jørgensen (citeret i et, til denne blog, udeladt afsnit om coachingens selvbeskrivelse) åbnede for denne diskussion ved at betragte lederens mulighed som værende at bruge “en coachende ledelsesstil”, hvor der arbejdes med en række af coachingens værktøjer uden at optræde som “fuldbyrdet” coach og “leve op til” de forventninger, der ligger hertil i coachingens selvbeskrivelse.

Igennem en teori om samfundet blev coaching indskrevet i Luhmanns systemteori for at tage hul på en række problemstillinger vedrørende netop samfundet og “det sociale”.

Formålet var at vise, hvilken relevans coaching har i forhold til en række filosofiske og sociologiske betragtninger i stedet for med det samme at komme frem til den konklusion, at det ikke er muligt for en leder at indskrive sig selv 100 % i coachingretorikken, da ledelse synes at være meget kontekstafhængigt.

Denne indskrivning viste dog, hvordan coaching som “refleksivitet” og “læring” kan fungere som svar på problemstillinger vedrørende “iagttagelse”, “kommunikation”, “mening”, “forståelse”, “tillid”, “partnerskabelse”, “kompleksitet”, “forandringsparathed”, “beslutningskompetencer” og “strukturel kobling” mellem social- og funktionssystemer.

Selv tager Luhmann fat på denne problematik, når han skriver:

“I socialdimensionen drejer det sig om uddannelse til kommunikation. I tidsdimensionen drejer det sig om uddannelse til forandringsberedthed. I sagsdimensionen drejer det sig om uddannelse af evnen til at vælge.”

Selvom uddannelse blev opgivet som mulighed og erstattet med læring i dette speciale, så behandler dette citat stadig nogle vigtige problemstillinger vedrørende uddannelse til det “uvisse”. Når Luhmann ikke definerer konkrete procedurer eller caricula i dette uddannelsesbegreb, stemmer det overens med det læringsbegreb, der er blevet arbejdet med i specialet, hvor partnerskabet mellem leder og medarbejder snarere vedrører en aftale om læring end om konkrete efteruddannelser med sigte på ekspertise i fagområder. På den måde kan coaching bruges som et værktøj til at imødekomme en sådan aftale af anden orden.

Foucault og Luhmanns analyser af magt er langt hen ad vejen samstemmige. Begge ser magt som regulering af handlingspotentiale og subjekt-/persongørelse som skabelsen af forventninger til henholdsvis kommunikationens og handlingernes fortsættelse.

Forskellen mellem Luhmann og Foucault synes at ligge i diskursens/semantikkens konstitueringskarakter. For Foucault er diskurser langt mere overgribende end semantikker synes at være hos Luhmann; sociale systemer synes at have en større valgfrihed i forhold til, hvordan og hvornår systemerne vælger at koble til en række seman-tikker, hvor individers handlinger og kommunikation er gennemsyret af restriktioner og forbud hos Foucault. Hos Luhmann ser vi i høj grad det “komplekse samfund”, som systemerne skal koble til og udvikle redundans overfor, hvor Foucault arbejder inden for rammen af, hvad man kan synes at udlede som “sikkerhedens” tidsalder, hvor disciplinering af kroppen er blevet afløst af “usynlige” regulative incitamenter, der skaber en illusion om frihed.

Så når coachingen begrunder sig selv med kompleksitet og videnssamfundets krav, vil Foucault gerne bagom denne “institutionalisering” af udsagn og gøre os opmærksomme på, at der føres biopolitik med vores sundhed, velfærd og fremtid.

Magthaverne “sikrer” sig, at noget ønskværdiggøres i sådan en grad, at den potentielle masse og de “frie” individer vælger det ønskværdige, således at massen konstrueres i lyset af den forbilledlige “population”.

Coaching omhandler i høj grad massegørelsen og muligheden for konstruktion af denne populationstanke i medarbejderen, hvorfor der tillades at betragte coaching som et biopolitisk sikkerhedsdispositiv.

Luhmann lader til at være knap så konspiratorisk angående politikkens rolle og advarer blot om farerne ved inklusions- og eksklusionsmekanismerne i bestemte italesættelser.