Markedsmetaforik, Heidegger og Teknik

Følgende indlæg er skrevet under inspiration og vejledning af Anders Fogh Jensens "Metaforens Magt". Jeg har i de seneste par indlæg skrevet om markedsmetaforikkens måde at systematisere store dele af vores tankegang, så her vil jeg gøre brug af Heidegger til at uddybe det (og når jeg bruger Heidegger, så får det jeg skriver PLUDSELIGT langt større sandhedsværdi).

Vi skal her ind og have fat i Heideggers begreb om "teknikken". Normaltvis henviser teknik til til en genstand, hvormed mennesker kan bemægtige sig en eller anden del af naturen, eller skabe fremskridt i velfærden. Heidegger mener ikke, at denne bestemmelse af teknikkes væsen når dybt nok, omend den kan være rigtig. En rigtig bestemmelse af teknikkens væsen frigør os ikke fra teknikken, det gør en "sand" bestemmelse derimod. En "rigtig" bestemmelse dækker over en korrekt beskrivelse, hvorimod en "sand" bestemmelse vil lade tingens væsen fremstå klart for os. Heidegger mener, at en "sand" beskrivelse vil åbenbare for os, at teknikken ikke er en nødvendig del af vores natur.

Teknikken får mennesket til at tænke på verden som en ressource, hvor teknikken bruges til at udvinde "energi" herfra, således at mennesket kan stille sig i en position af regulær bemægtigelse. Heidegger kalder teknikkens "sande" væren for Ge-stell, som dækker over en "fornuftsafkrævning". Med Anders Fogh Jensens ord, så betyder det, at teknikken "visiterer" naturen, sætter den i forhør, og afkræver den mening og fornuft. Ge-stell dækker også over et stilladsbegreb, hvor teknikkens væsen bliver en opstilling af verden, hvor den anskues som ressource og "beholdning". Energi kan udvindes og akkumuleres vha teknikken.

Når vi bruger teknikken, med dens naturinkvisitoriske væsen, så er det medskabende for den forståelse vi har af naturen og verden, og "når verden i vores metaforer optræder som ressource, så skyldes det bl.a., at vi er indspundet i en teknisk omgang med verden" (Anders Fogh Jensen, Metaforens Magt s. 192). "Teknik" bliver hermed den måde vi stiller os som herremænd over naturens ressourcer, og det har afgørende betydning for vores sprogbrug og forståelse af verden. Og når verden gøres til ressource, så er man i konstant forhandling med knaphed - derfor lader man aldrig til, sagt på godt dansk, at kunne få nok raget til sig. Dermed bliver behov erstattet med "erhvervelse for erhvervelsens egen skyld", og det naturlige ved både verden og teknikken bliver forvansket.

Teknikken kridter op for en markedsmetaforik, og et sprogbrug, hvor verden er en knap ressource, og hvor akkumulation af ressourcerne er indlejret i sproget som en naturlig omgang med verden. Teknikken danner grobund for grådigheden, og dækker den ind som værende noget "naturligt".

Selvom Heideggers pointe er ganske interessant, så kan man spørge sig selv, hvor han får en bestemmelse af teknikkens væsen som ressourceudnyttende fra? Og hvordan han kan tilskrive det et begreb som Ge-stell, der skal dække over "teknikkens sande natur"? Og hvorfor det betyder en bemægtigelse af naturen?

Heideggers tilgang er naturligvis etymologisk, og lader en historisk tilbagevisning af sprogbruget være retningsgivende for, hvor "sand" hans teori er. Heidegger var en filosof, der søgte at afdække tingenes universelle "væren". En teori om teknikkens væsen som redskab til bemægtigelse af naturen kan, med hans egen terminologi, aldrig blive mere end "rigtig", da det ville være ren suggestion at proklamere, at et dødt objekts "sande" væsen kan opsnuses af fornuften. Men det er jo blot min holdning. Tænk selv over det.