Erkendelse og kompleksitet

Verden er kompleks. Meget kompleks. Vi erhverver os viden om verden gennem et grandiost tillidsudspil. Vi VÆLGER kilder, som vi mener er troværdige, eftersom de er i mest mulig overensstemmelse med den livs- og forestillingsverden vi nu engang har oparbejdet gennem vores individuelle eksistens. Og vi kommer ny viden i kasser. Mentale kasser. En proces, der af lingvisten og neuroforskeren George Lakoff kaldes for kognitive kategoriseringer . Som mennesker har vi det tilsyneladende med at sortere vores indtryk ud fra kategorier, som vi allerede har oparbejdet, således at den viden vi ”indfanger”, bliver puttet i kasse, med den allerede eksisterende viden, som den nye viden ligner mest. Hvilken uhørlig tillid til vores egen forståelse af verden!

Sådanne kategoriseringer er bl.a. det, der danner grobund for et begreb som stereotypisering. Hvis vi skulle lære alle mennesker at kende UDEN nogen som helst forventning angående, hvad fx deres udseende siger om, hvem de er, så ville vi slet ikke kunne håndtere at møde særlig mange mennesker i løbet af en dag. Hvis nogen overhovedet. Som mennesker er vi nødt til konstant at forsimple verden, alene fordi, der foregår så meget, vi ikke kan se. Men mennesket har samtidig aldrig stillet sig tilfreds med tanken om, at det kun kan opnå lokal viden, og ikke viden om verdens tilstand. Og det er på trods af, at selv et fænomen som statistiske analyser beror på lokal viden, der bliver gjort almengyldig .

Det er selv sagt umuligt at lave udtømmende empiriske analyser i et samfund så komplekst som vores. Og når der bliver foretaget videnskabelig empiri i forskningsøjemed, så er det ofte lukkede forsøg, hvor der allerede er fastlagt en række rammer for, hvad der kan ske under forsøget. Videnskab er ofte en udbredelse af illusionen om sandhed, hvor det er afsenderen, der er afgørende faktor for, om sandheden bliver accepteret eller forkastet. Det lyder måske lige omvendt på den teoristærke læser, hvor det plejer at være modtageren, der bestemmer udfaldet af et budskab. Men mere konkret, så er det, der menes, at der skal en vis anciennitet til, for at et udsagn bliver accepteret som værende i det sande i videnskabens verden. Denne anciennitet er også ofte suggestiv. Hvis man har en problemstilling vedrørende markedsøkonomi, og man dertil adspurgte fire franskstuderende om implikationerne ved en markedsøkonomisk model, så ville de færreste acceptere udsagnene som værende i det sande, grundet det uregelmæssige i at adspørge franskstuderende om økonomi. For at komme tilbage i det sande, skulle nok spørges en professor i økonomi fra et anseeligt universitet, eller måske en af regeringen udvalgt ”økonomisk vismand”.

Men vores viden kommer langt fra kun fra forskere, professorer og vismænd. Vores viden om verden kommer især fra udvalgte ligemænd . En ligemand, eller ligekvinde, er en person i vores livsverden, som vi på baggrund af erfaring, har valgt at udvise tillid til, både i handling og udsagn. Det kan således være en medieperson, en i vores familie, en ven, eller en i vores omgangskreds. Man har sandsynligvis adskillige ting til fælles, og har derfor en formodning om, at man anskuer verden på en nogenlunde lige måde. Disse ligemænd og ligekvinder er vores smutveje til at reducere omverdenskompleksitet. Når vi vælger en automekaniker, der skal reparere vores bil, så slår vi sjældent op i telefonbogen og finder den første den bedste. Vi spørger i stedet nogle ligemænd eller ligekvinder om, hvem de har tillid til. Det kan man også kalde tillid af anden orden, eller tillid til andres tillid. Ved at udvise tillid, og ved at have tillid til andres tillid, kan vi reducere omverdenens kompleksitet og på den måde være i stand til at manøvrere rundt på verdens massive landkort.

Med andre ord, så er vores udgangspunkt, at verden, og de fleste andre genstandsfelter, er så komplekse, at vi ikke er i stand til at erhverve fuldstændig viden herom. Hvis vi blev givet et år til at opstøve alle bøger nogensinde udgivet om virksomheders CSR-aktiviteter, så ville der i løbet af det år vi brugte på undersøgelsen sandsynligvis være skrevet så mange nye bøger om emnet, at vores arbejde igen skulle forlænges med år. Tillid giver derfor også en såkaldt temporal fordel.
Men den tillid kan også gøre os blind, hvis vi vælger at stole hovedløst på nogle, som ikke er interesserede i at præsentere os for det sande, men blot for ting, som kan vendes til deres egen fordel. Og her spiller suggestive mekanismer , eller suggestionikken virkelig ind, og kan være med til at udnytte forskellige former for social frygt, som fx når reklamer for deodorant spiller på det uønskede i at have svedpletter under armene, da disse pletter vil medføre social isolation og gøre indehaveren uattraktiv. Især mange kvindeblade er bygget op omkring en skabelon, der spiller på frygten for det uattraktive. Og sjældent vil kvinderne adspørge mændene selv om deres præferencer for det attraktive. Måske er det fordi kvinder ikke bekymrer sig så meget om at være attraktive overfor mænd. De vil hellere være attraktive overfor andre kvinder!…

Som mand vil du sandsynligvis grine af ovenstående udsagn. Og som kvinde enten grine eller ryste på hovedet. Men der skal rystes på hovedet af den slags generaliserende udsagn, da de kan være med til både at dæmonisere og stigmatisere visse grupper, og gøre dem til ofre for deres egne handlinger. Nogle kvinder vil gerne være pænere end andre kvinder. Nogle kvinder vil gerne være pæne i mænds øjne. Nogle vil gerne bare selv synes de er pæne. Og andre er måske knapt så bekymrede om nogen af delene. Og disse fire kategorier er sandsynligvis ikke udtømmende.

Jeg mener ofte, at medierne sætter et meget stort fokus på ting, der slet ikke har brug for at blive slået så stort op. Og på den måde er de med til at præge den måde visse personer oplever virkeligheden på. Vi får vores sandheder gennem nyheder, og det skaber paradokset ”passiv oplevelse”, hvor vi får illusionen af, at opnå viden om verden, uden at tænke på, at den viden er udvalgt for os. Vi oplever ikke verden. Min formodning er, at de færreste danskere ville synes at verden var et farligt sted, hvis de hverken så eller læste nyheder.

Peter Thielst skrev engang en bog ved navn; ”Man bør tvivle om alt – og tro på meget”. Det tror jeg er et meget godt råd.