Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 20, Luhmann Perspektiveret

Coaching som styringsstrategi - Luhmann perspektiveret:

“Tager man for eksempel udgangspunkt i de gouvernementale studier af avanceret liberale subjektiveringsformer, hvor individer konstrueres som aktive, ansvarlige subjekter, kan dette ud fra systemteorien beskrives som en form for magtmæssig styring, der promoverer en særlig semantik, som systemerne kan bruge til at betegne sig selv som handlingssystemer. Det er en styringsstrategi, der så at sige infiltrerer selve systemers reproduktion, idet den tilvejebringer den semantik, systemerne bruger til at reproducere sig selv med.”

Det er før i specialet noteret, at handlinger ligesom mening er noget individer tilskrives fx som led i at blive kommunikerbare både over for sig selv og over for andre systemer. Handlingstilskrivninger er medproducerende i “livsforløbet”, men dette kræver kommunikation og derfor også en bestemt semantik, hvorunder individer kan konstruere egne og andres handlinger. Hos Luhmann er det politiske system dér, hvor magt produceres og distribueres.

Organisationer kan rumme adskillige funktionssystemers binære koder og semantikker, blot disse kan kommunikeres gennem formen “beslutning”. Det har den betydning, at vi både kan betragte individkonstruktionen som det politiske systems opgave og som en organisations kobling til magtmediet og dermed dets egen “politiseren” over medarbejderne. Uagtet hvor produktionen af semantik finder sted, så har det i sidste instans den betydning, at det konditionerer den kommunikative autopoiesis.

En lignende betragtning findes hos Foucault, der som Luhmann ikke betragter samfundet som en enhed men som en forskellighed, der er uddifferentieret i mange forskellige institutioner, som alle producerer hver deres diskurser, hvori de “kæmper med” og “bemægtiger” sig hinanden.

Hos Foucault er der ikke noget centraliseret statsapparat, og enhver a priori distributions- og divisions-genese af magt bliver afvist. Foucaults diskursbegreb har dog en lidt anden betydning end Luhmanns semantikbegreb, eftersom magten hos Foucault netop er indskrevet og dermed a priori i diskursen, eller er diskursen, hvor selve semantikbegrebet hos Luhmann først kommer i stand under kommunikativ tilslutning. Der synes at være en temporal forskel;

“Eftersom eksklusionen eller undertrykkelsen af andre udsagnsgrupper er en konstitutionsbetingelse for diskurser, falder diskursernes organiseringsbetingelser sammen med deres eksistensbetingelser: Orden er per se magt og tvang.”

Yderligere har italesættelsen af individet forskellige perspektiver hos henholdsvis Luhmann og Foucault. Hos Luhmann hersker paradokset i og med, at integrationen af semantikker i individet er et udtryk for adskillelse. Individet bliver til et medie med mange former, der er italesat på forskellige måder, således at individets livsforløb bliver omsat til CV, karriere og selvrealisering etc. og dermed en uddifferentiering på individniveau.

Hos Foucault betragtes et skred i italesættelsen i takt med en reformulering fra disciplinering til sikkerhed og biopolitik. Disciplineringen af individet, som den fx fandtes i fængslet eller militæret for mange år siden, virkede individualiserende, hvor biopolitiken derimod er en moderne, liberal styringsform præget af at være “massekonstituerende”.

Som hos Luhmann er der ikke tale om en afløsning af tema, hvormed et nyt begynder, og et andet ophører:

“Der findes ikke en tidsalder for loven, en for disciplinering og en for sikkerhed. (...) med det, der ændrer sig, er den fremherskende egenskab eller rettere systemet af korrelationer mellem de juridisk-retslige mekanismer, disciplineringsmekanismer og sikkerhedsmekanismer-ne.”

Diskurserne bliver derimod nærmere reformuleret over i statslige sikkerhedsbetragtninger og bekymring for populationens velvære, helbred, velstand og effektivitet. Dette hedder hos Foucault “biopolitik”.

Det overordnede tema for biopolitiken er populationen, og det er op til forskellige styringsteknologier/sikkerhedsdispositiver at producere diskurser, der er henvendt til populationen m.h.p. at regulere dens helhed eller m.a.o. at regere en massegjort befolkning.

Når Foucault taler om masse, forsøges der først og fremmest at blive skabt et modbegreb til “publikummet”, der hos Foucault er et udtryk for “den dannede population” eller “den rigtige borger”. Masse er derimod en universalisering af “biomateriale”; en klump biologisk potentiale, der gennem forskellige regeringsteknikker kan gøres til “den rigtige borger”. Derfor taler både Foucault og Luhmann om kommunikative inklusionsmekanismer.

Hos Luhmann skulle man befinde sig på positivsiden af medarbejdersemantikkens binære koder for ikke at blive ekskluderet. Hos Foucault anvendes diskursen som en bemægtigelse til at skabe et tema over “den dannede”, hvor modbegrebet er biologisk potentiale, der uden undtagelse er på diskursens negativside og virker midlertidigt ekskluderende; i hvert fald indtil massen formår at bevæge sig over i diskursernes positivsider. Dette kan naturligvis rejse en række spørgsmål angående italesættelsen af medarbejderen som “potentiale”, pointen er blot, at individet ingen reelle valg har.

En analyse af hvordan “selvet” og “de andre” regeres, er, som det blev argumenteret i metode-afsnittet om Foucault, et blik på, hvordan og ikke hvorfor; altså hvordan opleves og udføres biopolitiken med individet? Det var samtidig argumentet, at coaching var et dispositiv (dette afsnit er dog udeladt på denne blog) inden for genealogianalysen; en konkret teknologi til sikring og ledelse af andres selvledelse, der producerede en række diskurser, hvormed man bemægtigede sig andre. Med genealogien handler det som tidligere betragtet om at udforske ledelsesrationalitetens historie og åbne op for selvfølgelighederne i disse diskurser.

Meget kort fortalt er samfundets ledelsesrationalitet hos Foucault rodfæstet i den pastorale ledelsesform, der havde “sjæleomsorg/-ledelse” som sin genstand men som med opkomsten af liberale ledelsesformer og retsstater, transformeres over i en række biopolitiske sikkerhedsdispositiver, der virker som foreløberen for moderne velfærdsstater.

Coaching analyseres derfor som et sikkerhedsdispositiv, der skal sikre massens overgang til publikum gennem selvledelse og, som betragtet under analysen af Luhmann, hvordan subjektiveringsformer inden for dette dispositiv producerer, faciliterer og tilskriver en række karakteristika til individet gennem sine diskurser, som individet derefter forventes at betragte og lede sig selv igennem. Derfor er den tale inden for dispositiverne, der postulerer at være “magtfri” den mest overgribende, da den “forulemper” individet med både vildledning og disciplinering.

Der bør dog her knytte sig en række kommentarer til Foucaults magtbegreb. Hos Foucault er undertrykkelsen det centrale men mod alle forventninger centralt i den forstand, at det er et redskab, individer på paradoksal vis undertrykker sig selv med. For hvis den klassiske opfattelse af “sanktionsmagt” stadig er den herskende blandt befolkningen (alters beføjelser til at sanktionere negativt over for egos manglende føjelighed), så kommer den misforståelse hurtigt til at herske, at det er igennem et opgør med undertrykkelsen, at individets frigørelse og emancipation findes!

Som det blev betragtet i Luhmanns magtbegreb, så forudsætter magt tilstedeværelsen af frihed. Det betyder ikke, at undertrykkelse ikke finder sted, blot at magten i dag har dækket sig ind under begreber som selvrealisering og selvledelse, der er kategorier, som rummer illusionen om frihed. Hvor det for Luhmann omhandler det paradoks, at magt ikke kan beskrive sig selv som magt, men i stedet må dække sig ind under koder som medlemsskab/ikke-medlemsskab etc., så tager Foucault med inspiration hos Nietzsche den nominalistiske tilgang, at magt blot er et analytisk skema og navnet på en kompleks strategisk situation og først bliver til “magt”, når den tilskrives dette navn.

For både Foucault og Luhmann gælder det, at den reelle styring af andre ikke findes som en håndgribelig genstand men har en aktiv og skabende karakter i og med, at den er det konkrete spil mellem aktuelle og potentielle handlinger. Det er alters evne til at få ego til frit at vælge at regulere og regere sig selv. Med Foucaults terminologi:

“magtforholdet kan beskrives som en helhedseffekt af hand-linger på mulige handlinger, hvilket vil sige, at et frit subjekt kan styres igennem en formning af dets handlingsrum.”

Coaching som dispositiv handler netop om at forme medarbejdernes handlingsrum gennem selvledelse.

Subjektet er et centralt begreb hos Foucault i forbindelse med magtanalytikken, da ansvarliggørelse også her er et led i “subjektiveringen” af aktive individer, der tager vare på og ansvar for sig selv og derfor en del af den dannede population, hvis opførsel der stilles en række forventninger til. Dette har åbenlyse forbindelser til Luhmanns “person”-begreb.

Foucault og Luhmanns magtbegreber vedrører dog også langt hen ad vejen samme problematik, men der hersker også en væsentlig forskel.

Hos Luhmann fungerer systemer gennem selvorganisering og vælger altså selv, hvornår der laves strukturelle koblinger og hvornår der udvikles redundans. Dette er systemets autopoiesis.

Subjektiveringsbegrebet hos Foucault har en langt mere konstituerende karakter og er en form for magt, der er med til at konstruere og forme individet; altså en people processing. Diskurserne formår således at “gribe ind” i individet i overført betydning, hvor individer i Luhmanns analyse “frit” vælger at koble strukturelt og selvorganisere og derfor er operativt lukkede.

Der, hvor der kan peges på en lighed, er, når det konstateres, at både persongørelse og subjektivering producerer forventningsstrukturer, som individet i en eller anden forstand skal forholde sig til.

Hos Foucault konstituerer diskursive forventningsretorikker individet, og hos Luhmann fungerer de som inklusions- og eksklusionsmekanismer, hvorigennem individet selv kan vælge at gøre sig relevant.

Det kan altså, som tidligere nævnt, betragtes som en temporalt forankret problemstilling.