Det vil i denne afhandling ikke blive forsøgt at lave et vejkort over alle coachingens mange stier men blot et retorisk kort over, hvordan coachingen i en række udvalgt litteratur formår at tage sig selv for givet i sin selvbeskrivelse og hvilke semantiske kondenseringer af mening, der ligger i denne selvbeskrivelse.
Formålet er at åbne op for alternative blikke og blinde pletter. Som redskab hertil benyttes Niklas Luhmanns epistomologi og senere hans teori om sociale systemer, hvori coaching vil blive indskrevet. Som perspektivering anvendes Michel Foucaults genealogianalyse til at klarlægge en række selvfølgeligheder om samfund og ledelsesrationalitet i den udvalgte coachinglitteratur, hvorfor det bliver vigtigt at bruge plads på at sammentænke disse to teoretikere nærmere for at løse specialets probem.
Niklas Luhmanns epistemologiske projekt åbner for alternative blikke og blinde pletter gennem et begreb om iagttagelse af anden orden. For at kunne forklare dette kræves en kort redegørelse for iagttagelse af første orden og nogle af implikationerne herved.
Professor ved CBS Niels Åkerstrøm Andersen skriver om iagttagelse af første orden, at når sociale systemer iagttager, så er “enhver iagttagelse (...) en operation, som drager en forskel, der ikke samtidig er synlig for iagttagelsen selv. Iagttagelsen indikerer altid den ene side af forskellen og efterlader den anden side umarkeret, men alligevel styrende for iagttagelse.”
Ved at drage en forskel mellem sig selv og omverdenen, skaber coachingen sin selvbeskrivelses egen blinde plet og sin egen umarkerede side gennem iagttagelse af sig selv, hvilket lader det stå åbent, hvad coaching altså ikke iagttager/siger om sig selv; det ubetegnede. Heri ligger det epistemologiske program for anden ordens iagttagelser; en anden ordens iagttagelse er at iagttage andres første ordens iagttagelser og disse iagttagelsers blinde pletter. Men det betyder ikke, at man opgraderer anden ordens iagttagelsen til et elfenbenstårn, hvorfra sandhed kan udsiges. En iagttagelse af anden orden er nemlig samtidig en iagttagelse af første orden, hvilket betyder at iagttageren af iagttagelser, ligesom iagttageren af første orden, tegner en forskel. Anden ordens iagttagelser kan ikke se andet end indikationer og forskelle. På den måde indskriver iagttageren sig selv i systemet, der iagttages, hvilket ifølge Luhmann slider differencen mellem analyse og fastlæggelsen af reelle sy-stembegreber op i og med, at der forekommer autologisk tvang. Autologisk tvang i den forstand “at der også for mig selv gælder det, som gælder for mit objekt.” Dette er vigtigt at have in mente under læsningen af dette speciale, at iagttager selv skriver sig ind i iagttagelsen, og at denne iagttagelse derfor altid kunne være anderledes.
Brugen af anden ordens iagttagelser som analysestrategi fungerer fx ved fastlæggelse af, hvordan bestemte iagttagelser forekommer i udvalgt kildemateriale, altså om der kan tales om en kondensering af begreber, hvorefter der kan redegøres for, hvorvidt disse begreber har blinde pletter eller umarkerede sider. På den måde kan det ses som et opgør med en fortolkende metodik og fx den kritiske teori, der mener at kunne finde et sted, hvorfra den kan betragte og fortolke samfundet i sin helhed. Anden ordens iagttagelser forholder sig fx til begrebernes konkrete forekomst fra et selvindskrevet iagttagersynspunkt og foretager ikke en fortolkning i analysen af det udvalgte kilde-materiale.
Når et system iagttager sig selv og dermed konstituerer sig selv som et system, sker det ud fra dragningen af en forskel mellem sig selv og omverdenen ved hjælp af egne operationer.
Og når en iagttager iagttager en iagttagelse (en anden ordens iagttagelse) sker dette også gennem dragningen af en forskel fx system/omverden. En iagttagelse er simpelthen altid en forskelsdannende operation, hvormed hvad der iagttages er afhængigt af den forskel, der tegnes både for første og anden ordens iagttagelser.
Fastlæggelsen af forskel er simpelthen betingelsen for, at der tilskrives en mening om, hvornår noget er system, og noget er omverden, hvilket gør det til en systemdannende operation. Luhmann fastslår, at der er tre måder at tegne en forskel på:
1) En indikation uden specificering af forskellens anden side, fx hest/ikke hest. Dette kaldes for genstande.
2) En indikation, der sætter restriktioner for forskellens anden side, fx mand/kvinde, ansvarlig/ikke ansvarlig. Dette kaldes begreber og har altid et modbegreb.
3) Den tredje indikation er en særlig form for begreber, der kan begrebsliggøre sig selv også kaldet anden ordens begreber. Disse begreber kan føres ind i sig selv, hvilket betyder, at “et system konstitueret som enheden af forskellen system/omverden kun kan iagttage sig selv som iagttager, hvis det kan kopiere sin ledeforskel og føre den ind i sig selv. Dvs. hvis det kan splitte sig selv op ved at indføre forskellen system/omverden i systemet selv”. Dette kaldes også re-entry og er et systems selvbeskrivelses primærfunktion.
Når et system kan indføre sin egen forskelsdannelse i sig selv, er det også i stand til at beskrive sig selv eller m.a.o. iagttage sig selv. Derfor undersøges det i dette speciale, gennem hvilke begreber coachingen som system genindfører sin ledeforskel i sig selv og dermed laver en iagttagelse af sig selv.
Metatermen coaching betragtes derfor i dette speciale som et anden ordens begreb, der har formået at kopiere sin ledeforskel ind i sig selv og dannet en række subtermer (fx ledelsescoaching) med deres egne regler for inklusion/eksklusion. Ledelsescoaching er et subterm, der vil fungere som omdrejningspunktet for dette speciale, og som vil blive foretaget en række analyser herud fra.
Tilskrivelse til dette blogindlæg:
Det jeg i det ovenstående gerne vil viderekommunikere, er især begreberne iagttagelse og forskel. Jeg forlader i afhandlingens start begrebet sandhed, og vil ikke videreproducere i samme malstrøm af coachingsandheder som store dele af den allerede eksisterende litteratur i forvejen gør, og forsøger i stedet at klarlægge en analysestrategi, der vil iagttage, det litteraturen om coaching iagttager (og især, hvad den IKKE iagttager). Når man iagttager noget, så drager man samtidig en forskel. Man betegner ét, og lader et andet være ubetegnet. Det gælder for litteraturen om coaching, som det gælder for mig, og det jeg skriver i afhandlingen.
Så når coachingen siger ét, så er der samtidig en helt masse andet, som ikke bliver sagt, og det er fordi, at omverdenen er så kompleks, at universelle sandheder ikke kan udsiges (religion og visse naturvidenskaber forsøger dog stadig). Det betyder samtidig også, at alt man siger, er "selv-logisk" (autologisk), altså; det man siger bærer et vidnebyrd om ens egne iagttagelser og anskuelser. Man indskriver altid sig selv i de iagttagelser man gør om andet og andre.
Det fører os til dialektikken (jeg vil her gøre brug af den dialektik, der er tilskrevet Hegel, selvom den ikke rigtig er Hegels. Jeg vil behandle Hegels dialektik i et senere indlæg). Når der sker en udvikling (degeneration er vel også en form for udvikling, hvis man ikke har sandheder), så sker det ved, at nogle fremsætter en tese (coaching, 1. ordensiagttagelse), andre kommer med en antitese (min afhandling, 2. ordensiagttagelse - antiteser er dog langt fra altid 2. ordensiagttagelser), og derved opstår en syntese, som derved igen bliver mødt af sin antitese, der så på ny producerer en syntese osv. således at udviklingen hele tiden forbliver cirkulær.
Det jeg stadfæster i starten af min afhandling er ønsket om at udarbejde en 2. ordensiagttagelse (iagttagelse af andres iagttagelser), således jeg kan producere en antitese, der viser, hvor man laver organisatoriske selvmål, når man strengt kommunikerer monofont om sig selv, hvilket jeg senere vil føre bevis for, at litteraturen om ledelsescoaching gør.
Fortsat god fornøjelse med de indledende teoretiske rammer.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar