søndag den 1. november 2009

Forklaring og præsentation

Suggestion, en, lat., er påvirkning af et menneskes tanker, følelser eller adfærd ved at indgive dem visse forestillinger, idet den selvstændige tanke- og viljevirksomhed hæmmes eller mest mulig sættes ud af virksomhed.

- Suggestionik betegnes derfor som teknikken, der bruges hertil.


Hvem: Morten Fisker Laursen, 28 år gammel, far til Ida, og husbond til Lene, arbejder med kommunikation og digital markedsføring og er cand.comm.merc i Virksomhedskommunikation.

Hvor: Århus, men tankerne forsøger at række længere

Hvad: Viljen til - og ønsket om – erkendelse

Hvordan: Omtanke, refleksion og radikalisme

Hvorfor: For hvis alle tænker ens, så er der nogen, der ikke tænker

Det formelle: Jeg har en bachelor i Engelsk og Kommunikation fra Handelshøjskolen i Århus, og er cand.comm.merc i Virksomhedskommunikation fra selvsamme sted. Jeg har en række forskellige arbejdsmæssige erfaringer fra det kommunikative og det HR-relaterede område, og arbejder nu med kommunikation og digital markedsføring i Århus.

Det uformelle: Mine spæde ben faldt over psykoanalysen i en ung alder, og behovet for introspektion blev pludselig udtalt. Da psykoanalysen døde, og da analysandens elfenbenstårn styrtede sammen, blev min interesse vakt i sociologi, filosofi og erkendelse. Mit primære interesseområde er, hvad vi kan vide om verden, og hvordan bestemte tankesystemer bliver til. Derfor hader jeg også at blive sat i bås, selvom jeg kan acceptere, at folk gør det. Jeg er radikalist, og har derfor svært ved at bekende mig til noget bestemt politisk ståsted. Nogen synes jeg ligner en farlig fyr, men jeg tror på kammeratlighed, hjælpsomhed og kærlighed. Men man skal ikke forveksle min venlighed for svaghed. Jeg elsker paradokser, eftersom vores tankesystemer ikke kan komme udenom dem. Derfor tror jeg også, at konflikter ofte er noget af det mest gavnlige, man kan komme ud for. Rammerne for konflikten skal bare være ordentlige, og ikke voldelige i nogen former. Og så har jeg et brændende ønske om at ændre verden i retning af hensynsfuldhed. Det mener jeg bedst man kan, ved at få folk til at stoppe op og tænke over deres egen automatpilot.

Nytteværdi: Hvad du kan bruge denne blog til, kommer an på, hvem du er. Min forhåbning er, at jeg kan være med til at stille spørgsmålstegn ved, og i nogle instanser frigøre fra de tankesystemer, der for os til at spænde ben for os selv, både som enkeltindivider og som større grupperinger. Som virksomhed kan jeg hjælpe med at finde ud af, hvor kommunikationen knækker eller kan optimeres. Kommunikation er vigtigt, og det er det fordi mening er verdens form, som den tyske sociolog Niklas Luhmann siger. Uden mening kan vi ikke retningsbestemme. Og uden retning træder vi hurtigt vande. Jeg mener dog kun, at mening kan være noget lokalt. Det er derfor op til os selv at skabe mening, værdi og formål.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar