Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 12, Autopoiesis

Autopoiesis:

Når et system foretager strukturelle koblinger og vælger at transformere en given struktur som led i selvopretholdelse, så er det tale om et systems autopoiesis. Et system vælger selv hvilke faktorer i omverdenen, der har betydning for systemet, og hvilke faktorer eller kommunikationer dette system vil koble strukturelt til. På den måde sikrer systemet sin opretholdelse og reproducerer sig selv og sine strukturer således, at disse er kompatible med omverdenen. Systemet kan dog vælge ikke at være kompatibelt, hvilket måske i sidste instans betyder, at systemet ophører.

Som påvist ovenfor er det vigtigste dog, at der ikke finder en “strukturimport” sted, men at systemet fortsat fungerer via “selvorganisation”. Heri ligger betydningen af autopoiesis; systemet frembringer kun strukturer ved hjælp af egne operationer og determinerer den tilstand, ud fra hvilke andre operationer er mulige dog kun gennem systeminterne processer.

Selv om autopoiesisbegrebet muligvis er det mest omfattende og betydningsfulde i Luhmanns forfatterskab og værker om Luhmann (selvom begrebet af lånt), så vil der ikke blive foretaget en længere diskussion om dette begreb. I stedet påpeges relevansen i forhold til en måde at anskue det sociale og endnu vigtigere sociale systemer på. Det har den betydning, at lederen forstår, at medarbejderen trækker på sine egne processer og strukturer under dannelse af iagttagelse, kommunikation, mening og forventninger, og ikke ser medarbejderen som et tomt kar, hvori information skal hældes men derimod som et høj-selektivt system, der håndterer information og omverdenskompleksitet ved hjælp af egen historie og erfaring:

“Tager man derimod udgangspunkt i autopoiesis, bliver det lettere at forstå, at struktureringen af ens egen bevidsthed, ens egen hukommelse og egne præferencer er resultatet af en individuel systemhistorie, som ikke mindst har noget at gøre med det kulturelle tilbud om at aktualisere konformitet eller afvigelse.”

Som det tidligere er blevet påpeget, har teorien om autopoiesis den virkning, at man inden for skolesystemet ser en overgang fra undervisning til læring, som, hvis man følger coachingens selvbeskrivelse, også kan spores i en organisatorisk sammenhæng, hvor “overførsel af information” ikke længere ses som muligt, men at individet i stedet kobler til information ud fra egne betingelser og så at sige “socialiserer” sig på grundlag heraf.

For Luhmann er socialisation at forberede mennesker på en tilstand af permanent usikkerhed. Det er en vigtig pointe i forbindelse hermed, at mennesker kan betragtes som ikke-trivielle og selvreferentielle maskiner, der, som det er påpeget flere gange, bearbejder alle input og output i forhold til den givne tilstand i maskinen og dens unikke historie og aktualitet. Læring bidrager i denne sammenhæng til en forøgelse af disse input/output-relationer, hvilket øger sandsynligheden for, at maskinen kan aktualisere sig selv og hermed reproducere sine strukturer ind i en nutidig og relevant tilstand.

Undervisning står i modsætning hertil som et forsøg på trivialisering af maskiner, da undervisning i klassisk forstand beror på overførsel:

“De forskellige stier, som ligger åbne for et individ, og som er kompatible med autopoiesis, leverer et bedre udgangspunkt for en teori om socialisation end overførselsmodellen.”

Hvis autopoiesisbegrebet accepteres og herefter relateres til coaching, handler det om en overgang i organisationens og lederens mulighedshorisonter i forbindelse med udvikling af medarbejderen fra perfektion til perfektibilitet, hvor det får lov til at stå åbent, hvad slutproduktet af lærings-processen bliver.

Autopoiesis kan betragtes som synonymt med den coachingrelaterede debat om lederens fravær af ego og ekspertløsninger over i en tro på medarbejderens evne til “selvorganisering” i bl.a. forandringsintensive situationer.