Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 3

Analysestrategier


Formanalysen:
Formanalysen lægger sig til spørgsmålet om iagttagelse, som er blevet kort behandlet i sidste indlæg. Når der iagttages, sker det gennem rammen af en forskel, hvormed noget markeres og andet efterlades umarkeret. Det betyder for min afhandling, og dermed iagttagelsen af første orden, at der nærmere defineres den optik, hvorunder en konkret problemstilling undersøges.

Dette er derfor som sådan ikke en selvstændig analyse men nærmere en nødvendig forudsætning for, at der kan tages hul på andre analyseformer. Åkerstrøm Andersens formulerer det således: “hos Luhmann er form-analysen aldrig et mål i sig selv men snarere en strategi til formulering af videre spørgsmål - først og fremmest spørgsmålet om, hvordan de sociale systemer gennem deres kommunikative operationer afparadokserer de paradokser, de bygger på.”

Når iagttagelsesniveauet hæves, betyder det for afhandlingens anden ordens iagttagelse af ledelsescoaching, at det skal fastslås, hvilken ledeforskel der indgår i dennes selvbeskrivelse. Det handler om “den form for kommunikation, som et system kan skabe og udfolde sig selv igennem, og som er gentaget i samtlige systemers operationer, elementer og forskelssættelser”

For nærværende afhandling iagttages det, om der er tale om en særlig kommunikationsform, der kan benævnes “ledelsescoaching”. Når formen er fastlagt skabes der forventninger til, hvordan kommunikationen videre skal fortsætte. Ledeforskellen danner altså en forventningsstruktur hos iagttageren. (Jeg har været inde på dette i tidligere indlæg i bloggen, hvor stereotypisering, rubricering og kategorisering tjente som redskaber til at reducere omverdenskompleksitet med)

Formningsanalysen og medieanalysen:
I formningsanalysen fokuseres der på, hvornår og hvordan en tilpas mængde løse elementer kobles sammen til en fast enhed eller form. Disse løst koblede elementer er i Luhmanns analyse “medier”, som skal forstås i lyset af en ganske utraditionel terminologi; medier er fx sprog, udbredelsesmedier og symbolsk generaliserede medier.

Sproget som medie giver mulighed for formningen af udsagn ved at bruge de løst koblede elementer (ord) i en række faste formationer. Mange forskellige medier kan finde sted på samme tid, og intet medie kan blive opslugt i kun én formning. Sproget har dog en central plads i Luhmanns teori om sociale systemer, da det som medie må anses som en grundforudsætning for, at social interaktion kan komme i stand. Luhmann ser sproget som en mekanisme i den “strukturelle kobling” mellem psykiske og sociale systemer samt mellem bevidsthed og kommunikation. (Jeg vil uddybe nærmere på kommunikationsbegrebet i et andet indlæg)

De symbolsk generaliserede medier er symbolske i den forstand, at de virker enhedsdannende og generelle ved at give mulighed for en rumlig, temporal og social inklusion. Det er meget vigtigt i forhold til denne afhandling at være opmærksom på, at nogle medier er “symbolske” og altså blot repræsentationer af noget andet i stedet for tingen i sig selv.

Medier præges nemlig altid ind i en form, fx kan formen “beslutning” præges ind i mediet “penge” og vice versa, eller som der senere vil blive argumenteret for, kan mediet “barn” blive præget ind i formen “ledelsescoaching”, selvom det oprindeligt hører det pædagogiske system til. Der vil senere blive gået i dybden med denne påstand, men for nu kan det nævnes, at mediet “barn” ikke er et barn som sådan men en social konstruktion, der bærer den binære kode “bedre/dårligere indlæringsmæssigt”, og som dermed giver “opdrageren” en tro på opdragelsens mulighed.

Den semantiske analyse og differentieringsanalysen:
Luhmanns semantiske analyse baseres på begrebet “kondensering”. Kondensering handler om at fange en flerhed af mening i en bestemt form, der anses for at være bevaringsværdig og dermed reproduceres ind i en række forskellige sammenhænge.

Semantik defineres derfor som “beholdningen af generaliserede former for forskelle (f.eks. begreber, ideer, billeder og symboler), som kan blive brugt i selektionen af mening i kommunikationssystemerne.” Når mening præges ind i den pågældende semantik, så er mening aldeles afhængig af den kommunikation, der udvælger og bruger semantikken. Det betyder, at når man går ind via den semantiske analyses ledeforskel mening/kondenseret mening, så transformeres, gennem iagttagelse, udvalgte begreber til semantikker, hvormed man kan se på deres umiddelbare retoriske forekomst.

Luhmann taler i forbindelse med semantik om samfundets temaforråd, der skal forstås som fx viden, ideer, ideologier og tradition. Semantik er hos Luhmann en transformation og metabetegnelse for disse temaforråd, som ikke i sig selv har noget normativt meningsindhold men i stedet er betegnelser, der bruges til at overlevere fx kultur mellem generationer. Når disse semantikker har bestået tidens prøvelser og bliver anset for bevaringsværdige, taler Luhmann som sagt om “kondensering”.

Når en semantik er blevet kondenseret, er det muligt at se på, hvilke differentieringsformer der indskrives i den pågældende semantik. Det betyder, at kondenseringen etableres med ryggen til “fremtiden”. Når semantikken følger samfundets differentieringsform, taler Luhmann om “seriøs semantik”. Useriøs semantik er simpelthen semantik, som ikke følger med udviklingen i de forskellige differentieringsformer.

Luhmann hævder selv, at samfundets differentieringsform i dag er funktionel. Derfor er samfundet splittet op i en række uddifferentierede funktionssystemer med deres egne kommunikationskoder fx det pædagogiske system, det politiske system og retssystemet.

Det er her nævneværdigt, at Luhmann ikke betragter organisationer som uddifferentierede funktionssystemer med tilhørende kommunikationskoder men som systemer, der opererer under formen beslutning, hvilket gør organisationer heterofone og dermed i stand til at rumme multiple kommunikationer og koder.

Den semantiske analyse betragter i forhold til denne afhandling desuden, hvordan en transformation i omtalen af ”medarbejderen” finder sted, og hvilke nye udtryksformer denne transformation indebærer. Igen er dette ikke et forsøg på at fortolke afsenderes intentioner men om at se på hvilken semantisk udvikling, der finder sted i det på pågældende kildemateriale. Der ses altså på en “hvordan-udvikling” og ikke en “hvorfor-udvikling”. Samtidig skal en kondensering af et begreb eller en semantik ses som dannelsen af en forventningsstruktur til, hvordan den pågældende kommunikation kan fortsætte. Påtalen af medarbejderen sætter rammer for nogle forventningsstrukturer, hvori denne medarbejder indpræges. Når vi iagttager dette, skabes anledning til, at man stiller spørgsmål både til egne og til kildematerialets forventninger til fortsættelse af kommunikationen.