Ugen med Clement

http://www.dr.dk/DR2/ugen_med_clement

Jeg kan godt li' Clement Kjersgaard. Han er god til at fange folk i uheldige formuleringer og selvmodsigelser. Men nogle gange lidt for god, når det handler om latterliggørelse.

Det program jeg har forsøgt at linke til, er det, hvor Clement har Nihilistisk Folkeparti inde i studiet. Selvom der også er andre med i programmet, så er mit fokus på disse besøgende, og hvordan Clement foretager sit interview. En "analyse" af interviewet med venstres skatteminister Kristian Jensen vil blive foretaget i et andet indlæg.

Nihilistisk Folkeparti:
Clement starter interviewet med en falleret antagelse om "klassisk" nihilisme, når han spørger, om livet virkelig er meningsløst, og de to repræsentanter hopper lige i med begge ben og svarer ham, at universet er et tomt sted, men at det på samme tid også gør verden til et sted, hvor man ikke kan fejle. Clement svarer hertil prompte, at man i sådan en verden heller ikke kan opleve succes.

Succes er et begreb, der er hentet fra markedsmetaforikken, hvor man forsøger at måle alt i "godt eller skidt". Den vestlige verden kan til tider synes overordentlig meget optaget af at opnå "succes", og fx det dertilhørende begreb "selvrealisering". At være "succesfuld" ligger naturligvis i den gode ende af målbarhedsskalaen, og det kan vel med rimelighed antages, at de fleste mennesker ønsker at være succesfulde, uden nødvendigvis at tænke meget over, hvad "succes" er for dem. Nihilistisk Folkeparti slår sig til tåls med, ikke at være en fiasko. Clement italesætter med det samme det "potentielle menneske", og uviljen overfor at slå sig til tåls med "middelmådighed". Man forsøger, fra Nihilistisk Folkepartis side af, at svare tilbage ved at sige, at intet alligevel fører til noget som helst. Betydning heraf bliver berørt mere uddybende senere.

Clement spørger til partiets mærkesager, og kirkeklokkernes ringen om søndagen kommer på bane under påskud af, at det "forstyrrer ens tømmermænd". Chefideologen fra partiet fortsætter ved at kalde kristendommen for en spamreligion, og at kirkeklokkernes ringen er et udtryk for et religiøst mindretals undertrykkelse af andre. Der spilles her på, for det første, en metafor hentet fra IT-verdenen, hvor "spam" er uønsket reklame, der til stor géne dukker op på skærmen. En sådan metafor kan antages at spille på de religiøse missionæres "opsøgende salg", og måske lede tankerne hen på fx Jehovas Vidner. Dernæst, ved, i religiøs sammenhæng, at bruge ordet "undertrykkelse", spilles på frygten for at blive pålagt en anden levevis, end man ville vælge for sig selv, hvis valget stod så frit. Derudover betegnes de kristne som værende et "mindretal", i den betydning, at mindre naturligvis er dårligere. Rent demokratisk fører denne "mindretalssituation" også ofte til ugyldighed.

Formanden fortsætter stilen lagt af chefideologen og refererer til Nietzsche ved at sige, at ALLE er enige om, at Gud er død. På engelsk taler man om begrebet "sanity in numbers", der betyder, at hvis de fleste mennesker kan siges at være af en bestemt overbevisning, så er det nok fordi denne overbevisning er den "rigtige". Han kalder derefter kristendommen for en "død sekt". Det sekteriske er ofte synonymt med tvang og hjernevaskning, og bliver sjældent omtalt som noget positivt i medierne. At anvende ordet "sekt" er uden tvivl et forsøg på nedværdigelse. Dernæst tilkendegives den holdning, at kirkeklokkerne "terroriserer". Begrebet "terror" har naturligvis en uhyre negativ konnotation i den vestlige verden. Et begreb, der spiller på næsten alle af frygtens tangenter.

Formanden for Nihilistisk Folkeparti lader nu dansk politik håne ved at sige, at hvis man skal have magten, så skal man ikke have nogle visioner. Her tages ytringen "det hele kan alligevel være ligegyldigt" op igen og uddybes, således at det fremstår som en hån af det nuværende politiske miljø. Der tales ligefrem om, at en "værdiafvikling" er nødvendig, hvis man vil noget i dansk politik. Begrebet "værdi" kommer også fra markedsmetaforikken, og kan også måles binært på godt/dårligt skalaen. At have værdier er i sig selv noget positivt, dersom man sjældent taler om en "værdi", hvis der refereres til noget destruktivt eller ulykkeligt. Dansk politik består sig i al sin enkelthed af at tilpasse sig de muligheder, der er. Manglen på "potentialitet" udtrykkes dermed igen. Der slås atter ind på hån, når det siges, at dansk politik er "en joke", hvilket samtidig udtrykkes at være partiets egen eksistensberettigelse. Det hele er alligevel en joke, og derfor ligegyldigt.

Clement indlader sig nu kraftigt i diskussionen, og spørger formanden, om han ikke "nedenunder" tror på et bedre samfund. "Nedenunder" kan her formodes at referere til det ubevidste, der antages at den suppe, hvori vores "sande" og "uspolerede" natur findes. En ubevidst handling, om end den kan være ubehagelig, refererer ofte til noget "ægte", noget, der er i overensstemmelse med uberørte, primale instinkter, der fortæller sandheden om os mennesker. Clement bliver ved med at afbryde formanden for Nihilistisk Folkeparti for at få ham til at "afsløre", om han i virkeligheden ikke er drevet af værdier, af et ønske om at forbedre. Clement beder ham således at se bort fra, hvad han "tror", og se bort fra, hvad politikerne mener, og se bort fra, hvad der er "realitisk". Clement har dermed kridtet banen op til et løgnagtigt udsagn, som man ikke kan stå til regnskab for. Formanden stilles derefter spørgsmålet "ville du ønske, at du kunne handle således, at samfundet kom til at se bedre ud?", hvilket det ville være decideret usympatisk at svare "nej" til. Frataget alle muligheder for at slippe godt fra at svare andet end "ja", "fanger" Clement ham i dette svar og fortsætter som om der ikke lige var blevet udøvet en sproglig strukturering af svar og handlemuligheder.

Nihilistisk Folkepartis overordnede formål udtrykkes igen, når det postuleres, at den "brede danske befolkning" vil give opbakning til morsomheder, og at de, som det eneste politiske parti, vil fremstå som "ærlige". Chefideologen afslutter med en bemærkning om, at det hele alligevel ikke er andet end "spin, kavalergang, og hanekam". Hånen er igen det redskab, hvormed man taler om dansk politik, dersom "spin" ofte refererer til manipulation, og "kavalergang" til det overfladiske liv, hvor det gælder om at tage sig bedst ud frem for at ville noget. Hanekammen refererer til chefideologens egen rolle i politikken.

Clements job lader her til at rotere omkring forsøget på latterliggørelse. Måske nærmere at latterliggøre de latterliggørende, hvormed Clement kan fremstå som de intellektuelles hyrde. Det svarer måske nogenlunde inden for komikken til at kunne jorde en stand up komiker. Clement forsøger ihærdigt at "fange" sine gæster i deres mangler og fejlerkendelser, men fortsætter i dette tilfælde selv ud af et falleret spor, hvilket jeg kommenterer på i nedenfor. Suggestionikken arbejder på højtryk, og skaber en debat, der kunne have foregået, synes jeg, på mere saglige præmisser. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan se det underholdende i Nihilistisk Folkepartis budskaber og forsøg på latterliggørelse af politikkens rolle.

Jeg har undervejs kommenteret på suggestionikken, der anvendes. Når jeg uddybende forklarer, hvad der "menes" med de kommentarer, som Nihilistisk Folkeparti og Clement Kjersgaard kommer med, så benytter jeg mig selv af suggestionikken. Jeg vil appellere til læseren om at drage sine egne konklusioner, om udlægningen de teknikker, der anvendes. Jeg har i nogen udstrækning forsøgt at give etymologiske forklaringer, men disse er baseret på subjektiv erkendelse. Det ville være fornuftigt at antage, at man som læser SELV skulle tænke etymologierne ind i sin egen forståelsesramme.

Jeg vil slutteligt knytte en kommentar til den præmis, nemlig nihilisme, som hele interviewet er struktureret omkring. Nihilisme omtales flere gange som "meningsløshed", "manglende retning", "ligegyldighed", "værdiafvikling" og gennem sætningen "Gud er død".
I Således talte Zarathrusta erklæres Gud rigtig nok død af Nietzsche, og sandheden såvel som det metafysiske opgives. Religionens opgave har altid været at give mening til det uforklarlige, og afskriver man religionen, så står man, måske især i 1885, tilbage med en følelse af rådvildhed omkring sin retning i livet. Da Nietzsche skrev værket, var oplysningen, sekulariseringen og positivismen (eller videnskaben som overordnet hele) ved at overtage store dele af den offentlige debat, og derfor så det for Nietzsche ud som om, at Gud var død, og mennesket var overladt til videnskaben.

Videnskaben arbejder ikke aktivt på at "tilskrive" mening til andet end sine genstandsfelter, og har til stadighed svært ved at give det store forkromede svar på "meningen med livet". At tjene Gud, i alle sine afskygninger, er at give sit liv mening. Hvorvidt der er værdi i dette, kommer naturligvis an på den enkelte "tjeners" situation.

Min pointe er den, at Nietzsche "opgav" den prædestinerede mening, og erklærede derfor Gud død, hvilket gjorde tilværelsen a priori (før erfaringen) meningsløs. Men det er på ingen måde det samme som at sige, at alt er ligegyldigt og at intet alligevel nytter. Langt fra. Sådan som jeg læser Nietzsche, og Foucault efter ham, så efterlader det os i stedet i den position, at vi skal være aktive skabere af vores egen "mening" og vores egne værdier. At være nihilist er at opgive allerede fastlagt meningsudlægning, og i stedet vælge at være en aktiv skaber af sin egen, lokale mening. Clement, som vel som de to filosofistuderende, synes jeg, går fejl af dette flere steder i interviewet, og ender med at polemisere om ting, der aldrig rigtig får relevans. Men det er jo bare MIN holdning.