Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 9, Kommunikation

Kommunikation:

Der, hvor Luhmann for alvor begynder at bryde med arven til Parsons, er, når han erstatter "værdier" med "kommunikation" som den sociale samhandlings grundelement.

Når kommunikation udvikler sig på grundlag af kommunikation, er der tale om tilblivelsen af et socialsystem. Det giver os samtidig muligheden for et metabegreb til iagttagelse, der nu først bliver til en systemkonstituerende operation, når en forskel kommunikeres. For Luhmann er alt i det sociale ganske enkelt kommunikation.

Iagttagelser, forskelsdragninger og selvbeskrivelser er koblinger mellem både systemets egne operationer (bevidsthedsprocesser) og andre systemers kommunikative operationer. Det gøres således klart, at alt hvad der tænkes, hører bevidstheden til og kun bevidstheden. Denne kan ikke bestå af andet end tanker og interne processer, hvorimod socialitet emergerer fra kommunikation, der er opstået gennem bevidsthed uden at være bevidsthed, som andre systemer så kan koble sig til eller lade være.

Under betragtning af bevidstheden som det psykiske system og kommunikation som det sociale system, spørger Luhmann:

“Hvad er mekanismen i den strukturelle kobling mellem psykiske og socia-le systemer, mellem bevidsthed og kommunikation? Jeg forsøger at svare: sproget.”

Sproget skal her ikke betragtes som et hele, der kan indoptage alle bevidstheds- og kommunikationsprocesser i sit system men som en nødvendighed for, at systemer, der opererer ved hjælp af mening, kan reproducere sig selv og sikre sin videre fortsættelse.

Når denne kommunikative reproduktion sker, så er det fordi, systemer laver koblinger mellem hinandens kommunikation. Ordet “kobling” er meget centralt da det system, der kobler til et andet systems kommunikation, ikke indoptager information eller kommunikation, som var det noget, der var overførbart og dermed gives bort af det meddelende system. I stedet bruger det sine egne processer til at bearbejde og koble til det, som bliver sagt/kommunikeret/informeret. Luhmann refererer i denne forbindelse til biologen Humberto Maturana og kalder det “superkoordinationen af ko-ordination af organismer”.

For overskuelighedens skyld kan man dele Luhmanns kommunikationsbegreb op i selektions-processer med det formål at betragte kommunikation som en “syntese af tre selektioner:

1) selektion af information, dvs. hvad skal kommunikeres,
2) selektion af meddelelsesform, dvs. hvordan skal information kommunikeres og endelig 3) selektion af forståelse, dvs. hvad skal forstås ved det meddelte.

Kommunikationen er ikke kommunikation før alle tre selektionsprocesser har fundet sted.”

Den første selektion er altså en systemintern proces, hvorefter anden selektion fx kan referere til sprogbrug, men den, for denne afhandling, vigtigste selektion er forståelse.

Der gøres op med begrebet “konsensus” i dette kommunikationsbegreb, eftersom den afsenderforlangte “rigtige forståelse” bliver droppet til fordel for et mere omstillingsparat kommunikationsbegreb, hvor fortsættelsen af kommunikation kan forekomme meget længe på basis af misforståelse. Som nævnt skal konsensus ikke betragtes på basis af “overførbar” forståelse men ses i lyset af, at et system forstår gennem egne operationer og erfaringer. Så længe der kobles kommunikation til kommunikation, eller med systemteoretiske termer sker en rekursiv strøm af tilslutninger, er der tale om forståelse. Hvorvidt denne er 100 % i overensstemmelse med den af afsenderen intenderede forståelse, er sagen uvedkommende, så længe kommunikationen fortsætter. Med Luhmanns ord:

“Man kan kommunikere videre med hinanden i meget lang tid på basis af misforståelse. Det er slet ikke nødvendigt at afklare alle misforståelser, og det ville også være en alvorlig belastning af kommunikationsprocessen, hvis man skulle gøre det.”

Forståelse eller mening kan her anses som en bagudrettet tilskrivning. Det betyder samtidig også, at kommunikationen kan få sit eget liv, der langt overskrider deltagernes forventninger og intentioner.

I en coachingsammenhæng kan det forstås som en formmæssig afvikling af “den alvidende leder” til “den interesserede og nysgerrige leder”, der ikke lader konsensus være eneste målsætning men som i stedet accepterer, at coachingsamtalen får sit eget liv, og at lederen ikke kan få del af de forståelseshorisonter og forventningsstrukturer, der er stadfæstet i den, der coaches.

Anvendt analogt på coaching kan dette formuleres med Åkerstrøm Andersens ord:

“Det gælder om at være kon-kret i forhold til kommunikationen som operationer og ikke lade sig forlede til at flytte opmærksomheden over på kommunikationsdeltagerne, men betragte kommunikationen i dens egenskab af kommunikation uden at reducere den til individuelle motiver og intentioner, der er usynlige i kommunikationen, og som man som iagttager kun kan gisne om.”

Under reference til ovenstående forrige indlæg om iagttagelse, gælder det for lederen/coachen om så vidt muligt at forsøge at forholde sig til kommunikationen og dens fortsættelse uden at være båret af en idealistisk forestilling om konsensus eller en autokratisk forestilling om overførsel af budskaber fra lederens side.

Spørgsmålets form, som er en stor bestanddel af coaching, kan betragtes som et forsøg på at imødekomme den manglende adgang til andres psykiske systemer og i stedet fokusere på en afklaring af kommunikation og forståelse i en rekursiv strøm af uudtømmelige tilslutningsmuligheder. Lederen opgiver både “overførsel” og det traditionelle forståelsesbegreb til fordel for en accept af, at kommunikationen kan lave en “plenorisk morfologi”, altså få sit eget liv, som ingen af deltagerne kan styre.

Det blev betragtet i analysen af coachingens selvbeskrivelse, at coaching ofte blev beskrevet med begrebet “læring”. Læring er ikke en funktion, der er forbeholdt skolesystemet, men som, hvis man skal forholde sig til udsagn fra den analyserede litteratur, i langt større grad florerer i organisationer i dag, fordi det ses som en løsning på den stigende samfunds- og markedskompleksitet. Hvis man så samtidig forholder sig til individers kompleksitet ud fra forståelsen af, at man ikke har adgang til andre mennesker i deres helhed, og ledere derfor ikke har adgang til deres medarbejdere og ikke kan “overføre” information, så ses netop en tilsidesættelse af muligheden for at foretage “undervisning” til fordel for begrebet “læring”. Luhmann skriver i den forbindelse:

“Undervisning er kommunikation, læring er en bevidsthedsproces. Begge er de operativt lukkede.”

Lederen kan altså blot gennem sin kommunikation/undervisning hjælpe medarbejderen med at opnå selvindsigt i nogle af de operationer/bevidsthedsprocesser, som medarbejderen konstituerer sin læring ud fra. Det er heri, begrebet “læring” kan få lov til at afløse “undervisning” og dermed forekomme i langt større udstrækning i samfundets mange forskellige systemer. Det handler altså om, at lederen på forhånd erkender, at læring er en indsigt, som han/hun aldrig selv kan række ind i, og at medarbejderen udelukkende trækker på egne operationer og meningshorisonter i forbindelse med læring.

Spørgsmålets form virker her mere adækvat end direktivets.