mandag den 23. november 2009

Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 10, Mening

Mening:

Meningsbegrebet hos Luhmann har ligesom iagttagelsesbegrebet “forskel” som forudsætning. I forbindelse med forståelse kan mening ses som forskellen mellem aktualitet og potentialitet og kan derfor betragtes som en “selektionstvang” i en række af tilslutningsmuligheder.

Det betyder også, at valget af mening har at gøre med reduktion af kompleksitet og hermed en reduktion af potentielle valg, der ikke umiddelbart lader til at være nærmere afgrænset, eftersom enhver aktualitet åbner for en ny horisont af potentialitet/mulighed.

Samtidig er både psykiske og sociale systemer bundet til mening, da det er den eneste forbindelse, de har til sig selv og omverdenen. Mening er verdens form. Derfor kan mening også betragtes som et systems integration af en række selvbeskrivelser i en form, der enten kan fortsættes eller afbrydes, eftersom systemet aldrig vil kunne opnå fuldstændig transparens i forhold til sig selv, da alle aktualiseringer som sagt åbner for nye potentialiseringer.

I forbindelse med coaching har det den effekt, at coachingens form skal resultere i en refleksion over mening; at systemet/medarbejderen etablerer differencen mellem aktualitet og potentialitet som et led i samtalens formål. Medarbejderen tilskyndes at reflektere over mening, hvilket skaber en selektionstvang i tilslutning, som giver en række selvbeskrivelser, som så virker integrative på individet. Luhmann fremhæver:

“Jo mere vi skal redegøre for, hvad der er den egentlige mening fx med vores eget liv, med en institution, med en del af en organisation etc., jo mere dette sker, desto mere påtvinges vi differencen meningsfuld/ikke-meningsfuld.”

Lidt abstrakt virker coaching altså integrativt på individet gennem selvbeskrivelse, mening, refleksion og læring. Medarbejderen skal lære at meningsdanne, hvilket paradoksalt nok virker både indsnævrende og udvidende på forståelseshorisonten for på den måde at blive bedre i stand til at håndtere kompleksitet. Så hver gang lederen assisterer medarbejderen i at etablere mening, lukkes der af for nogle muligheder og åbnes op for andre horisonter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar