Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 15, Dobbeltkontingens

Dobbeltkontingens:

Med begrebet dobbeltkontingens refererer Luhmann igen til Parsons, der med dette begreb forsøgte at forklare, hvordan socialitet opstår. Som det er diskuteret tidligere ,er samfundets grundelementer for Parsons værdier. Det sociale opstår altså i en konkurrence eller et partnerskab på grundlag af værdier.

For Luhmann kommer værdier først i stand som noget sekundært, og kommunikation bliver sat ind som det først forekomne grundelement i det sociales emergens. Når en person foretager en talehandling, så kan personen, som denne er rettet mod, acceptere eller afvise. Der kan altså enten opstå information eller kommunikation. Hvis den anden person accepterer, så er han samtidig nødt til at rette sig efter, hvordan der allerede er taget hul på situationen.

Luhmann skriver:

“Social orden kommer i stand, når en eller anden præsterer et forlæg, lancerer et initiativ, stiller et forslag eller fremlægger sin holdning og dermed sætter de andre under reaktionstvang. De er nødt til at gå ind på det eller lade være. De kan indlede processer, der søger en afklaring, men altid i relation til det, som allerede er der, som allerede ligger fast, således at asymmetrien, som står soleklart for én i denne model, først og fremmest er tidslig og ikke hierarkisk.”

Når dobbeltkontingens opstår, så er det fordi, at den ene part er afhængig af den andens “præstationer”, og den anden part er afhængig af den enes “præstationer”. Når kommunikationen begynder, så er begge parter (såfremt der tales om kommunikation mellem kun to mennesker) ikke kun afhængige af den andens “præstationer” men samtidig også af muligheden for, at alle udfald og informationer kunne være anderledes. Heri ligger betydningen af kontingens og det sociales emergens på grundlag af kommunikation mellem to parter; dobbeltkontingens. Begge parters kommunikative handlinger besidder et så godt som uendeligt antal alternativer. Når det sociale alligevel opstår på trods af denne usikkerhed, så er det oprindeligt, fordi parterne indgår “kontrakter” med hinanden; “hvis du gør det, som jeg vil, så gør jeg det, som du vil”. Derfor ligger asymmetrien mellem disse to parter også i temporalitet, da det er afsenderen af den første information, der sætter tonen for videre handling. Dermed begrænses den andens råderum, såfremt kommunikationen skal kunne fortsætte.

Hvis denne afhandlings epistomologiske program accepteres, således at der kun er iagttagelser og ikke endegyldig sandhed, så opstår der det problem, hvordan sociale “kontrakter” kommer i stand, når der ikke er noget temporalt udstrækkeligt og sikkert grundlag at basere dem på. Der vil blive forsøgt at finde et svar i nedenstående afsnit om partnerskabelse.