Sådan skåret ind til benet, så kan man måske med en journalistisk stramning tale om, at vi ramte denne finanskrise pga. tillid. Eller, det er nok nærmere ”mangel på tillid”. Denne skide ”vertrauen” har sat os i denne suppedas efter markedet krakkede, og bankerne begyndte at holde på pengene (også dem, de fik tilført af staten, så de kunne udvise tillid igen). Og forbrugerne holder også på deres penge, for de har ingen tillid til økonomien. Og så har virksomhederne og forretningerne ikke brug for så mange medarbejdere. Og så er der ikke nogen med penge til at sætte gang i forbruget igen, så arbejdet med at ”skabe” behov kan genoptages. Og bankerne vil helst ikke låne arbejdsløse penge. Og mange virksomheder har store ordrer liggende rundt om i verden, som de ikke kan få hjem fordi de heller ikke kan låne hos bankerne. Og det bliver bare ved med at køre rundt og rundt.
Der mangler tillid til at sætte skub i økonomien. Og vores samfund er bygget op omkring den slags markedsmekanismer. Ja, vi kan simpelthen ikke undslippe dem. Markedsstrukturen lader til at være bestemmende for vores brug af begreber om verden.
Men verden er, lidt groft sagt, det vi siger den er (jeg vil gerne diskutere realisme på et andet tidspunkt). Vi er mange gange de historier vi fortæller om os selv. Og de historier fortæller vi altid fra et standpunkt midt i den verden. Medierne kan gøre det hele både meget værre og meget bedre. Hvis medierne i et storstilet eksperiment fra i morgen af begyndte at snakke om opsving, merforbrug og bankernes tillid til virksomhederne, så ville det uden tvivl kunne sætte skub i økonomien (hvilket ikke er det samme som at "redde" økonomien). Men når vi bliver plastret til med historier om elendighed og økonomiens tilbagegang til 1930-tilstand, så er der ikke meget håb at spore. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at levere de gode historier, til at arbejde på et sprogbrug, der atter talte optimistisk om "os", om virksomhederne, og som kunne imødekomme behovet for fremadrettethed, og ikke mindst ”tillid”.
(Størstedelen af indlægget er "sakset" fra Ledighedsgruppen, som jeg for kort tid siden oprettede på Facebook.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Nu vil jeg som repræsentant fra de slemme medier ytre mig.
SvarSletMedierne har utvivlsomt haft en forstærkende effekt på krisen og den stigende mistillid, når der bliver skrevet og fortalt om, hvor langsomt hjulene drejer rundt. Og jeg er også enig i, at hvis vi fra i morgen af kun læser om opsving, gode nøgletal og optimisme på aktiemarkedet vil vi sikkert se en regulær fremgang. Så langt så godt.
Men alternativet til mediernes dækning er efter min mening et langt værre scenarie.
Forestil dig en verden, hvor aviserne ikke skriver om et større bankkrak eller en massefyring i en velrenomeret virksomhed. Mediernes troværdighed vil være tabt, hvis læseren ikke kan være sikker på at få vigtige nyheder i sin avis, men derimod blive stokfodret med lyserøde og virklighedsfjerne analyser om hvor godt det går. Det er klart, at der skal fokuseres på de få succeshistorier, der trods alt er. Det er da også dét, vi her på avisen helst vil skrive om, da det rent journalistisk er bedre historier.
Men der er stadig langt flest af de sure historier, og selvfølgelig skal folket vide, hvor dårligt det rent faktisk går, og hvor længe eksperterne mener, at det vil fortsætte. En ændring af mediernes dækning, som du skriver om, vil altid ende i en dårligere eller mere overfladisk dækning.
Krisen er ikke skabt af medierne. Men derimod af vanvittige lånemuligheder i USA, der fik bankerne verden over til at gå i panik.
Informationer bliver hele tiden nemmere at få fat i, og det er en naiv tanke, at sætte en stopper for den kommunikationsstrøm, der konstant flyder.
Anders Bach Frandsen, Journalist ved Frygtfabrikken
Kære Anders Bach Frandsen
SvarSletJeg havde skrevet dig et tilbagesvar, men det er forsvundet nu. Ved ikke lige, hvad fanden, der sker. Meget udemokratisk.
Jeg er på ingen måde ud på at bilde mig selv eller andre ind, at vi skal portrættere alt som værende lyserødt og i bedste orden. Slet ikke. Men jeg mener helt klart, at frygtkommunikation og negative sensationshistorier skal nedtones samtidig med, at det positive "spin" bliver opskaleret, så der er, som minimum, et ligebyrdigt forhold.
Man kan ikke ændre på katastrofale begivenheder ved at sige til sig selv, at de ikke betyder noget. Men man kan overfokusere på det negative. Og når man som medier i stor grad er blevet producent af "sandhed" til den generelle befolkning, så sælger man ikke alene sig selv til djævelen i et forsøg på at opnå "relevans" og "trykke", man sælger også befolkningens sjæl. Der påhviler et stort ansvar, når man er med til at producere og trykke sandheden. Der er utallige eksempler på journalister, der ikke lever op til det ansvar, eller måske ikke ejer evnen til selvrefleksion.
Jeg er ikke ude på at afskaffe noget som helst. Jeg vil gerne tilbyde et radikalt alternativ, som ikke videreproducerer på det allerede eksisterende, bare med at andet politisk forbogstav.
Jeg mener, som jeg har nævnt, at verden er drevet frem af "sunde" konflikter og det dialektiske spil. Nogle producerer. Nogle kritiserer. Heraf skal vi gerne producere et endnu bedre kondensat, som andre så kan kritisere igen, og sådan fortsætter vidensspiralen hos den ydmyge "producent".
Frygtfabrikken har masser af relevans. Den har bare, desværre, for meget plads.
Hej Morten
SvarSletDet med frygtfabrikken var nu hovedsageligt ment som en joke.
Når du skriver, at de negative sensationshistorier skal nedtones, og der som minimum skal være ligevægt mellem dem od positive, synes jeg, at det lugter umiskendeligt meget af censur. Og det kan vi simpelthen ikke være tjent med.
Der er på ingen måde uvilje mod at lave de gode historier - tværtimod ville vi elske at skrive dem. Både for vores læseres, samfundets og afveklsingens skyld.
Men faktum er, at der lige nu er langt flest dårlige historier fra erhvervslivet. Faktisk er der så mange, at journalister er trætte af at skrive dem, og vores brugere er trætte af at læse dem. Det, der sælger aviser og tiltrækker seere, er nyheder om fremgang og fornuftige regnskaber. Derfor mener jeg heller ikke, at journalister sælger sig selv til nogen som helst.
Bliv endelig ved med at skrive, da det er spændende emner.
Frandsen
Hej Anders.
SvarSletJeg er godt med på, at Frygtfabrikken var ment som en joke, eller en ironisk metafor. Men nogle gange er det virksomt at fortsætte kommunikationen med de samme begreber :)
Jeg mener ikke, at det positive spin skal påtvinges. Ergo kan der heller ikke blive tale om censur. Svjv taler jeg ingen steder om, at journalister skal tvinges til noget som helst. Faktisk taler jeg flere steder om dialektisk spil og Frygtfabrikkens relevans. Destabiliseringen af frygtkommunikationens jerngreb (puha en kommunismeforskrækket retorik) skal ske som en aktiv omfordeling i et værdimæssigt jordskredsvalg.
Journalister producerer ikke verden. Men de har, som sagt, et ansvar for den måde de portrætterer verden på. Borgerne (udefineret begreb) har selv et ansvar for at forlange andre meningsproduktioner. Efterspørgsel er her en lige så vigtig faktor som udbud. Ansvaret ligger på begge sider, og derfor behøver man ikke censurere noget som helst, så længe man oplyser folk om mulighederne for forskellighed. Men salgstallene lader dog til at illustrere den pointe, at frygtkommunikation passer godt ind i den erkendelse af verden, som mange borgere (udefineret størrelse) har. Ulrik Bech var inde på det allerede i 1986, men der var den kolde krig jo heller ikke ovre endnu. Frygten vedrører i dag nok en anden stor "fjende". Men det skrækkelige er jo, at det er markedsmekanismer, såsom salgstal og succes, der får lov til at determinere fremstillingen af verden.
Måske kunne jeg få dit bud på, hvorfor frygt og sensationer sælger så godt?
Mvh. Morten
Hej igen Morten
SvarSletHvis ikke der er tale om censur i traditionel forstand, hvor kommunikationen mellem a og b bliver styret af c, så selvcensur. Du opfordrer efter min mening journalister - og dermed tvinge læsere - til at vende blikket væk fra nutidens realiteter, bare fordi det ikke er rar læsning.
Jeg er enig i, at medier som hovedregel finder fejlene og de ømme punkter i samfundet, hvor der er plads til eller endda krav om forbedringer. Men det er en ekstraordinær krise, vi er midt i, og medierne oplever nu en ekstraordinær ændring i opfattelsen af en god historie. Det er nu i langt højere grad end før den positive historie, der er interessant. Den simple forklaring er, at de gode nyheder overrasker læseren.
Hvis jeg skal komme med et bud på, hvorfor journalister historisk set leder efter den sensationelle frygtvinkel, skal der kigges indad. Jeg tror, det ligger dybt i mennesket, at vi altid vil gøre tingene bedre. Derfor leder vi instinktivt efter fejl og mangler.
Det kan selvfølgelig også være en barnlig trang til at ydmyge og udstille den ansvarlige. På samme måde er der ikke noget mere tilfredsstillende end at gribe fruen i at glemme at lukke køleskabet, slukke lyset eller at fortælle en lille hvid løgn. Men jeg håber og tror mere på, at det er den første forklaring.
Frandsen