Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 14, Kompleksitet

Kompleksitet:

“Ved total interdependens ville enhver forstyrrelse tvinge hele systemet ud i en ny afbalance-ring, og det ville kræve så megen tid, at den næste forstyrrelse i mellemtiden allerede var indtruffet, og at system aldrig ville nå frem til at befinde sig i en stabil tilstand.”

Hvis der huskes tilbage til indlægget om, og kritikken af, Parsons teori om sociale systemer og disse systemers interdependens, så var problematikken, at denne fuldstændige afhængighed ikke skal ses som et lykkeligt integrationsbegreb men må anskues med blik på den manglende forandringsevne og kompleksitetstilpasning, som interdependens skaber.

Hvis systemerne alle er afhængige af hinanden, så vil der være for mange “hensyn” at tage under en tvungen forandring, hvor tvungen her betyder, at hvis systemet ikke re-producerer sig selv og dermed ikke selvorganiserer, så vælger det at ophøre. Derfor kommer Luhmann til den paradoksalt klingende konklusion, at løst koblede systemer er mere stabile end fast koblede systemer.

Når et system skal håndtere kompleksitet på behørig vis, må det derfor afhænge af dets løse koblinger til andre systemer og evnen til at selektere og koble strukturelt herimellem. Man aner hurtigt det paradoks, at større kompleksitet bebuder større fragmentering i systemet, eftersom en stigning i elementer giver en overproportional stigning i relationsmuligheder, hvilket skaber selektionstvang for systemet, som er en kompleksitetsreducerende funktion. Det har yderligere den betydning, at selektionerne altid kunne være foretaget anderledes, ligesom iagttagelsespunktet i formanalysen altid kan flyttes, hvilket ville afstedkomme andre mulige selektioner og iagttagelser.

Dette åbner op for en betragtning af den kontekst, som kompleksitetsreducerende selektioner indgår i. Luhmann spørger sig selv, hvad der sker med et komplekst system, som møder et andet komplekst system, hvor det ikke er muligt at opnå konsens mellem de to? Altså, hvor det ene system ikke er i stand til at duplicere det andets systems kompleksitet ind i sig selv. Svaret herpå er fundet hos Åkerstrøm Andersen og bliver en ekskursion ud i et magtspørgsmål, hvor den magtoverlegne kan læsse kompleksitet over på den magtunderlegne, som hele tiden skal operere under fortolkning af førstnævntes intentioner.

Åkerstrøm Andersen formulerer det således:

“Magt udøves, når den magtunderlegne er usikker på den magtoverlegne og styrer sig selv ud fra fortolkninger af den magtoverlegnes mulige intentioner. Derfor forudsættes magt den underlegnes frihed. Magt består i at styre på andres frihed. Så jo mere kapacitet til selvstyring hos den magtunderlegne, desto større magtpotentiale i det hele taget.”

Flere steder i analysen om coaching blev det klart, at coaching var synonymt med fraværet af kontrol og skulle “empower” medarbejderen gennem selvledelse. Åkerstrøm Andersen ser netop det at styre andre på deres frie vilje som magt, så når lederen/coachen læsser kompleksitet over på medarbejderen og har skabt et rum med “selvvalgt” ansvarspålæggelse for medarbejderen, er der ikke et fravær af kontrol. Dette vil blive behandlet nærmere i nedenstående afsnit.