Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 7, En Teori om det Sociale

En teori om det sociale:

Formålet med følgende afsnit er at indskrive analyseresultaterne fra afsnittet om coachingens selvbeskrivelse i en teori om det sociale for at afstemme udvalgte begrebers relevans for samfundsstrukturen i forhold til pågældende teori. Samtidig vil medie- og formanalysen blive anvendt i denne afstemning for at skabe en række relevante pointer i forhold til coaching i organisatoriske rammer, samt hvordan andre funktionssystemers medier præges ind i denne specifikke coachingform. Slutteligt vil der indgående blive diskuteret på magt/kontrol-spørgsmålet i forhold til coaching; et spørgsmål som synes at være det mest gennemgående siden analysens indgangspunkt i 1996.

Slut-resultatet skal vise både, hvad coaching kan bruges til samt at rejse en række kritiske spørgsmål ved udvalgte af coachingens selvbeskrivelser og vurdere, om lederen som coach derfor overhovedet er en mulighed jf. problemformuleringen. Teorien om det sociale er hentet i Niklas Luhmanns systemteori.

Funktionalisme og systemteori (Luhmanns arv fra Talcott Parsons)

Talcott Parsons teorier har haft en del forskellige betegnelser gennem tiden, men fælles for alle betegnelserne er en søgen efter et svar på, hvordan samfundet fungerer. Parsons søger ikke tilbage til en menneskelig begyndelse eller en beskrivelse af samfundets fremkomst men vil i stedet beskrive mennesket som betinget af de strukturer, der omgiver dem i et samfund, hvor man har accepteret en række værdier og betingelser:

“Et samfund er, før nogen kan handle i det, altid allerede tilpasset moralsk eller via værdier el-ler via normative symboler. Handlinger kommer først i stand, når der findes kollektive værdiret-ningslinier”

Et menneskes sociale handlinger finder forklaring i en funktion eller en værdi, der har betydning for helheden, systemet. Systemet er altså det overordnede hele, der for overskuelighedens skyld her kan opfattes det som det mentale system. Dette system er i kontakt med sin omverden og instrumentaliserer de ydre relationer for at opnå homøostase, altså balance mellem system og omverden. Men samtidig er det vigtigt, at der bliver handlet ud fra værdier, overbevisninger og holdninger, der er socialt accepterede. Alle systemer beror ifølge Parsons på handlinger, og summen af samfundet handler om koordination af disse handlinger, eller: “at det altså drejer sig om at indplacere personer og deres bidrag i et handlingsnet, som består af adskillige personer”. Handling og værdi står for Parsons som nøgleord i hans teori om samfundet-, systemer-, og strukturer.

Kritik af Parsons

Når Talcott Parsons udarbejder en teori om strukturer og værdier som samfundets grundlag bliver det også selvsamme teoris akilleshæl. Parsons forklarer ikke, hvorfra samfundets værdigrundlag stammer. Den sociale gebærden blandt individer koordineres gennem normative værdisæt, men ophavet til disse værdisæt bliver ingensteds forklaret, ligesom Parsons ikke tager højde for ubalance og anomalier i sin teori. Teorien er baseret på en antagelse om social ligevægt mellem samfundets strukturer, hvilket gør det svært at anvende teorien analogt på systemer under forandring eller systemer med ulige tyngde i de forskellige strukturer. Hos Parsons er systemerne desuden indplaceret i et strengt hierarki og er ikke receptivt overfor individets evne til at øve indflydelse på sine omgivelser,eller at vælge værdier, der ikke er stadfæstet i samfundets normative tyranni. Parsons formår ikke at svare på denne diskussion af ligevægt og hans systemteori forekommer derfor at forblive lukket.

Afsnittet om coaching i nærværende speciale har vist, at coaching bliver brugt som et værktøj til håndtering af bl.a. forandring, samtidig med at det åbner op for individets indflydelse på sine omgivelser ved fx at opfordre til at finde egne svar i en organisatorisk sammenhæng. Dette øger et systems kompleksitet betragteligt og gør til en vis grad op med handlinger udelukkende baseret på normative værdisæt. Hvorvidt individets handlinger overhovedet er frie eller reguleret gennem “illusionen” om frihed hører til diskussion om magt og vil derfor ikke blive taget her.

Luhmann, der havde studeret under Parsons, tager i sit brud med Parsons derfor fat og udbygger teorien ud fra spørgsmålet om stabilitet og ligevægt og senere hen også vedrørende en overgang fra værdier som primære samhandlingsforudsætninger til kommunikation som det eneste, samfundets individer “handler” med. Luhmann klarlægger samtidig muligheden for langt større kompleksitet i samfundet og giver, gennem begrebet autopoiesis, et bud på, hvordan sociale systemer håndterer både forandring og kompleksitet. Først tager Luhmann dog hul på, hvordan sociale systemer kommer i stand, hvilket sker gennem begrebet iagttagelse, der bliver behandlet i næste indlæg.