Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 5

Sammentænkning af Luhmann og Foucault:

Der er i tidligere indlæg påvist en række ligheder i analysefelterne hos Foucault og Luhmann. Begge tager en epistemologisk tilgangsvinkel til analyseområdet og søger at klarlægge tingene i deres umiddelbare fremstræden. Begge (dog kun under betragtning af den senere Foucalts genealogianalyse) tilskriver mening “bagudrettet” i kommunikationen, hvor Foucault dog vedholder, at der i talen er indbygget en række restriktioner, hvilket betyder, at ikke alt lader sig sige til alle tider.

For Luhmann handler det lidt bredere om, at forskellige funktionssystemer har forskellige medier og koder, hvilket gør det umuligt for dem at kommunikere med hinanden. Hvis fx det pædagogiske system kommunikerer i rettens kode, så ophører det midlertidigt som pædagogisk system. Dog blev det af Luhmann foreslået, at organisationer kan indeholde multiple kodninger, da de kommunikerer gennem beslutninger, og adskillige medier derfor kan præges ind i denne form. Disse forskellige binære koder fungerer gennem inklusion/eksklusion, hvormed kodernes forventningsstrukturer, ligesom Foucaults diskurser, besidder restriktioner.

Det, der her har været formålet, er at vise, at Luhmann og Foucaults analysestrategier kan sammentænkes, således at de ikke behøver at blive anvendt som selvstændige analyser. Pointen i dette speciale er at anvende Foucault til at nuancere det systemteoretiske magtbegreb uden at forfalde til at producere to næsten identiske analyser af litteraturen om coaching. Luhmanns systemteori og semantiske analyse bliver anvendt i forbindelse med coachingens selvbeskrivelse, hvor Foucaults genealogiske perspektiv benyttes, når det handler om at åbne op for og stille spørgsmålstegn ved en række selvfølgeligheder eller nærmere bestemt; coachingens selvbegrundelse.

I denne afhandling vil coaching blive indskrevet i systemteoretiske rammer under det paradoks at være både mere konkret og abstrakt i forhold til begrebet end det ses hos fx Hornstrup et. al., hvor systemisk coaching bliver beskrevet på den måde, at “når vi arbejder med coaching (...) må vi hele tiden være opmærksomme på den kontekst og de relationer, der er vigtige i forhold til medarbejderen og den sag, der er i fokus. Det centrale for den systemiske leder bliver således at anvende coaching som et værktøj til den kontinuerlige koordination af forståelse og mening.” På trods af at citerede værk primært har udgangspunkt i Humberto Maturanu, så er udbredelse af systemisk tænkning langt hen ad vejen Luhmanns fortjeneste samtidig med at Luhmanns inspiration hos Maturana er åbenlyst erklæret.

Der vil derfor blive brugt adskillige af Luhmanns systemteoretiske begreber i en indskrivning af coachinganalysens resultater i Luhmanns teori om det sociale. En indskrivning, der skal være konkret i sin relation mellem begreberne og samtidig indplacere coachingen i et større samfundsmæssigt perspektiv. Som supplement til sidstnævnte vil Foucault blive inddraget både til diskussion af Luhmann og betragtninger over det sociale.

Det er slutteligt vigtigt at nævne, at hvis Luhmann og Foucault havde opereret under to vidt forskellige videnskabsteoretiske og analysestrategiske paradigmer, havde dette afstedkommet en lang række problemstillinger ved en senere sammentænkning. Luhmanns forventningsstrukturer og Foucaults diskursive restriktioner bliver dog i dette speciale iagttaget gennem samme magtoptik, hvilket betyder, at jeg har forsøgt at omgå de systemiske elementer i en diskursanalyse. Det er den herskende opfattelse i dette speciale, at Luhmann og Foucault kan anvendes til at vise både “det samme” og “noget andet” eller mere konkret; selvbeskrivelse og selvbegrundelse.