Organisatoriske selvmål - Uddrag fra min afhandling om coaching episode 4

Introduktion til Foucault:

“Det analysestrategiske problem bestod især i at definere klare og observerbare kriterier for, hvornår noget var et ideal, hvornår dette ideal kunne siges at være blevet udbredt til en diskurs, samt hvornår diskursen kunne siges at være institutionaliseret.”

I denne afhandling vil institutionalisering blive betragtet som det punkt, hvor der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved et begrebs eller en teknologis eksistens, men hvor begrebet/teknologien er blevet indarbejdet i en række praksisformer, der producerer en vis mængde output til omverdenen.

Der er lighed med Luhmanns semantiske analyse, hvor kondenserede begrebsformer er omdrejningspunktet. Forskellen i Foucaults diskursanalyse i forhold til Luhmanns semantiske analyse består dog i, at “en diskurs hos Foucault kan have systemkarakteristika. En diskurs kan udgøre et regime, og en diskurs kan kæmpe mod andre diskurser. Diskurser har realitets-karakter. Semantikker har ingen realitetskarakter på samme måde. De har intet selv. De kan ikke udgøre et regime. De kan ikke kæmpe mod hinanden.”

Her må gribes tilbage til enkelte af Foucaults egne udtalelser for at forstå implikationerne af denne forskel. Foucault skriver:
“Det mest indlysende, som også er den mest velkendte, er forbudet. Man ved meget vel, at man ikke har ret til at sige alt, at man ikke ved hvilken som helst lejlighed kan tale om alt, at slutteligt ikke hvem som helst kan tale om hvad som helst.”

Foucault uddyber:

“Talen kan meget vel syne af lidt; de forbud, som slår ned på den, afslører meget snart, meget hurtigt, dens forbindelse med begær og magt. Og hvad underligt skulle der være ved det: eftersom diskursen - det har psykoanalysen vist os - ikke simpelthen er det, som åbenbarer (eller skjuler) begæret; og eftersom - dette viser historien uophørligt - diskursen ikke simpelthen er det, som udtrykker kampene eller beherskelsessytemerne, men det, man kæmper for, det, man kæmper i, den magt, man søger at bemægtige sig.” En diskurs er hos Foucault en retorisk slagmark, hvor kampe kan vindes og tabes.

Hos Luhmann viser den kondenserede semantik et systems fortsættelse af forskellige begrebs-former, fx hvordan et systems tilskrivelse af mening til sig selv vedbliver med at indgå i dets reproduktion og selvorganisering. Kondenseringsanalyse beror således på en fortsættelse af begreber tegnet af systemet selv. Semantikken er intet uden at et eller flere systemer tilskriver den mening.

For Foucault ligger der en dybere dimension i denne form for analyse, da diskursen ikke blot er et konstitueringselement men noget i sig selv, hvorfra magtkampe og beherskelse af andre kan finde sted. De forskellige magtmekanismer og restriktioner er på forhånd indskrevet i diskursen og er ikke nødvendigvis et efterfølgende valg af systemet, hvormed kommunikation imellem systemer er gennemsyret af asymmetriske magtrelationer, der hele tiden transformeres og genfødes i kommunikationen.

Det har naturligvis stor betydning, hvorvidt man anser semantik (Luhmann) eller diskurs (Foucault) som blot konstitueringselementer for et større system eller som et sted, hvorfra andre kan styres.

Når Luhmann ser selvbeskrivende “semantikker” som konstitueringselementer, gennem hvilke systemet organiserer sig selv, handler det om, at samfundet er funktionelt differentieret i en række systemer, der ikke kan kommunikere med hinanden grundet forskellige binære koder i deres semantikker. Ifølge Luhmann ville de enkelte funktionssystemer blive overbelastede, hvis de skulle kommunikere i samtlige koder til alle tider. Derfor er systemet nødt til at udvikle indifferens overfor forskellig information. Dette er et valg, som systemet træffer for at opretholde en indre kon-sensus og fortsættelse af sin selvbeskrivelse.

Anvendt på ledelsescoaching kunne det fx i Luhmanns formnings- og medieanalyse handle om, at coaching er opstået i lyset af irritation (information opstår først, når et system lader sig irritere af omverdenen, jf. Gregory Batesons kommunikationsbegreb) fra andre systemer, hvormed denne irritation indskrives i systemets egen semantik og gøres forståelig for systemet selv i takt med dets selvorganisering.

På den måde kan man se på, hvordan forskellige af de funktionelt uddifferentierede systemers binære koder indpræges i en bestemt organisatorisk sammenhæng og transformeres ind i organisationens egne koder.

Hos Foucault blev det ovenfor vist, at diskursen er den måde, hvorpå man bemægtiger sig og producerer restriktioner for, hvornår der må siges hvad og til hvilke tider. Dette har den implikation, at rammerne for coachingsamtalen og den historicitet, der er mellem fx leder og medarbejder, bliver afgørende for, hvor fri eller ufri samtalen er.

Foucaults diskursbegrebs restriktioner for samtalen forekommer at være a priori (begreb lånt fra Immanuel Kant, der betyder "på forhånd givet", men har en langt dyberegående betydning end dette), hvor mening hos Luhmann er en retrospektiv tilskrivning. Åkerstrøm Andersen påpeger, at der for at kunne finde en sammentænkning af disse to teoretikere sted, skal ske en udrenning af de systemiske elementer i diskursbegrebet, så der ikke kommer to systembe-greber på spil i samme analyse.

Vender man sig mod Foucaults genealogianalyse, vil der her blive fremsat den påstand, at der forekommer at ske et skred fra diskursens a priori over i et socialkon-struktivistisk analysebegreb ( i stedet for at tingene er givet på forhånd, sker de nu i samspillet mellem systemer i samfundet), der, ligesom Luhmanns meningsanalyse, arbejder med ryggen til fremtiden. Der vil i denne afhandling blive rejst en diskussion om nødvendigheden i at udrense de systemiske elementer fra diskursen for at kunne svare på specialets problem vha. begge forfattere.

Genealogianalysen:
“Men hvis genealogen gør sig umage for at lytte til historien snarere end at fæste lid til metafy-sikken, hvad lærer han så? At bag ved tingene er der “helt andre ting”: ikke deres essentielle og udaterede hemmelighed, men den hemmelighed, at de er uden essens, eller at deres essens blev konstrueret, stykke for stykke, ud fra figurer, som var fremmede for denne.”

Foucault indleder sin genealogis analysestrategiske vinkel, ligesom Luhmanns iagttagelsesbegreb, med at relativere ontologien (tingenes og menneskenes værensform). Det metafysiske tages ikke for givet, faktisk tages intet som sådan for givet. I stedet er tingenes fremtræden konstrueret af en masse ikke nødvendigvis sammen-hængende elementer, hvis enhed afhænger af det blik, der kastes herpå. Det handler om at se tingene for deres fremtræden og være bevidst om, at det blot er en iagttagelse i en uendelig række af iagttagelser. Dette anser Foucault for viljen til viden.

Det ses her, at både den sene Foucault og Luhmann arbejder med epistemologiske (epistemologi beskæftiger sig med, hvilken viden og erkendelse vi kan opnå) analysestrategier, der ikke har til formål at fungere hverken finalistiske eller emancipatorisk kritiske, da det ville føre til ontologiske deklarationer. Det, som de i stedet arbejder med, er iagttagelsesprogrammer, der skal klarlægge tingenes fremtræden, så vi kan få lov at se, hvad tingene ikke selv ser.

Genealogi kendes også under betegnelsen “kritisk historie”. Dette indebærer en reformulering af historielæsningens betydning; hvor historien normalt bliver læst i et teleonomisk perspektiv, der med ryggen til udviklingen etablerer årsag-virknings forhold gennem tilpasset fortolkning, læser genealogien ikke fortidige hændelser som nødvendige stadier mod nutiden. Derimod forsøger den at indfange de analyserede regimers praktikker med disse praktikkers egne begreber. Som hos Luhmann handler det altså om det umiddelbart fremtrædende.

Ledetråden i Foucaults genealogiske analyse vedrører, hvornår udsagn forbliver identiske med hinanden og dermed også ulig hinanden. Dette kaldes kontinuitet/diskontinuitet. Formålet hermed er at kunne sætte spørgsmålstegn ved og reformulere de formodede kontinuiteter og åbenlysheder, så der kan kastes et blik på nutidens grænser og muligheder.

Skulle man lave en genealogisk analyse af coaching, så skal der altså ses på kontinuiteten/diskontinuiteten af de begreber, hvormed coachingen begrunder sig selv, og hvad det “åbner op for” og “lukker af for” af horisonter for coaching. Nærmere bestemt drejer det sig om de konkrete diskurser, der virker subjektskabende, og hvordan coachingens omgang med disse “subjekter” beskrives.

For nærværende afhandling handler det dermed ikke om selv at tænke denne subjektgørelse ind i en coachingramme ved at se på fx sociologiske og psykologiske udviklingstendenser, men “formålet er derimod at forstå, hvordan man begyndte at tænke over og karakterisere mennesker, som om de havde et bestemt psykologisk indre, i hvilket kulturens bestemmelser indskrives, organiseres og omformes til en distinkt personlighed eller karakter.”

Når man ifølge den genealogiske analyse tænker over mennesker som havende et bestemt indre, så er det led i en problematisering af subjektets liv og handlinger; en problematisering der bl.a. sker gennem bestemte teknikker og diskurser. Der vurderes altså på, hvordan bestemte teknologier og diskurser institutionaliseres og bruges til at bemægtige sig andre og, i mangel på bedre betegnelse, føre politik over disse subjekter.

For Foucault handler genealogianalysen opsummerende om at stille spørgsmålstegn ved selvfølgeligheder i vores diskurser og teknologier og ved, at “den kritiske (historieskrivning) tjener alene livet ved at åbne, hvor fortiden lukker os inde i selvfølgeligheder og moraler.” Bemægtigelses-diskurser må ikke stiltiende blive taget for givet.